Kunsten at kende et menneske kortvarigt

I fredags havde jeg æren og fornøjelsen af at møde Jojo Moyes. Læsere af bloggen her vil vide, at jeg er stor fan af hendes romaner, som er menneskelige dramaer fyldt med store følelser og eksistensielle dilemmaer – altid serveret så underholdende, at siderne stort set vender sig selv.

Nu er jeg også fan af hendes person. Eller for at sige det ligeud: en smule forelsket i hende. For der er en særligt intimitet i at være sammen på den måde, en interviewer og en interviewet er sammen på. En intimitet, der har at gøre med ord – og det, Jojo Moyes kaldte ‘fælles venner’, da vi sad bænket i et mødelokale på Bella Sky en time før, vi gik live i Bella.

 

Jojo interview

Ja, jeg kan godt se det lidt for store smil på mit eget ansigt. Men prøv at høre: det var altså awesome at sidde lige der!

 

Først havde hun – som den englænder hun jo er – høfligt budt mig på snacks og en mærkelig grøn juice, som hun forsikrede mig om smagte langt bedre, end den så ud. Så var hun uden dikkedarer gået med på min plan om at bruge den halve time på at forberede vores live-interview. Og så var hun begyndt at øse af alt det, jeg gerne ville vide. Hun fortalte, at …

  • hun havde skrevet syv bøger, før hun fik sit gennembrud med Mig før dig (som hun i øvrigt insisterede på at benævne på et charmerende, omend ikke helt forståeligt dansk). “Og hver gang havde jeg så dårlig samvittighed over for mit forlag.”

  • hun bruger endog rigtig lang tid på sine personer og på at skabe en historie, som læserne er underholdt af. “Som journalist ved jeg, at hvis læseren står af efter et par sider, er det altid min, skribentens, fejl. Jeg tager det alvorligt, at læseren skal have lyst til at vende siderne.”

  • hun bruger hver søndag aften på at besvare de mange, mange e-mails, hun modtager fra læsere, der fortæller hende om deres liv og problemer – fra sygdom til infertilitet – fordi de synes, at de kender hende, og at hun kender dem – på grund af de føromtalte “fælles venner”.

  • intet er så dramatisk som at skrive om et dyr, der kommer galt af sted. Det, at den store, ildelugtende hund Norman kommer ud for … noget i En plus en, har udløst den vildeste respons fra læsere, der af et ærligt hjerte sørger og raser over ‘hundens’ smerte. Her på det seneste er hun endda begyndt selv at bekymre sig om fiktive dyr, fx i Donna Tartts Stillidsen.

  • hun elsker at rejse rundt i verden og fortælle om sine bøger, men næsten altid græder af udmattelse på flyet hjem. “Derfor beder min mand mig altid om at opgradere til business, så jeg kan sidde og græde der.”

… og pludselig var tiden gået, uden at jeg så meget som havde fået tændt for min diktafon. På vej fra Sky til Center viste hun mig en sød sms fra sin 16-årige datter, og jeg fortalte, at min 17-årige lige havde bagt kage med sin lillebror. “Arrrg, that’s so cute!”, udbrød hun.

 

foto-18

Alle ville have en bid af Jojo, og det fik de.

 

Så var vi der pludselig, og det gik op for mig, at jeg var i selskab med en bøgernes rockstjerne. Omend en helt utrolig beskeden af slagsen. “Vi går lige denne vej, hvis nu nogen stopper dig”, sagde pressedamen. “Ej, ingen stopper mig da,” svarede den spinkle kvinde. Men det gjorde de! Med bøgerne slået op og kuglepennene fremme. Jojo Moyes har helt fortjent et stort og engageret publikum i Danmark. Og en stor del af dem sad parat, da vi nåede til Bogcafeen, satte os til rette i klapstolene og begyndte at tale.

Om at skrive om ulighed, mobning og hverdagens heltinder i road-romanen En plus en og de svære valg og brevskrivningens tabte kunst i Det sidste brev fra din elsker. Om ikke at ville kaldes en romantisk forfatter, fordi det i hendes hoved er lig med Barbara Cartland, der skrev bøger efter en fast opskrift, når hun ikke lå og slangede sig på en chaiselong. Om at arbejde med sine personer, så de aldrig bliver klicheer (om de så skal miste ben eller være mandlige jordemødre). Om altid at græde og grine, når hun skriver – og få naboerne til at løfte øjenbrynene derover. Alt det – og en lille smule om Gift ved første blik, som hun ikke var udelt imponeret over. “What kind of a country are you?!” var faktisk hendes ordrette kommentar, da jeg fortalte hende om DR3-konceptet.

40 minutter senere var det slut. De ivrige læserfans løb mod Bog & Ide for signeringer, og de modigste omringede hende straks. Jeg gav hende hånden, men hun sagde “That’s too formal” og gav mig en kram og et kys på hver kind. Så var hun væk.

Fortumlet stod jeg tilbage og forstod knap nok, hvad der var sket. På under to timer havde vi nået at tale om vores mænd, vores børn, vores ønske om succes og en del af vores fælles venner – hendes karakterer. Og i de 40 minutter, vi var på, var vi afhængige af hinanden og fuldstændig og aldeles i kontakt. Sådan er det – nogle gange – at interviewe. Man kommer helt tæt på et andet menneske på ingen tid, og så siger man farvel igen. Det er en kunst. Og et privelegium.

 

foto-19

 

 

Næste dag så jeg hende i sidde på en høj skammel og signere. Køen var lang (Jussi-lang!), og jeg kunne ikke få øjenkontakt med hende. Men jeg kunne ikke lade være med at være en lille smule stolt.

6 thoughts on “Kunsten at kende et menneske kortvarigt

  1. Pingback: Årets top 7 - Bogliv

  2. Pingback: Schyyy, vi læser ... - Bogliv

  3. Pingback: Bogliv på den anden side - Bogliv

  4. Pingback: Kærlighed og håb - Bogliv

  5. Pingback: Klassisk Jojo-sommerroman - Bogliv

  6. Pingback: Den jeg elsker - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *