Min yndlingskogebog

Viser foto 2.JPG

Der er én af mine (alt for) mange kogebøger, som jeg elsker over alle andre. Den er sådan set rimeligt trist og ufancy at se på. Der er absolut ingen billeder i, og mange af opskrifterne skal man være mere end almindeligt asketisk indrettet for at kunne hidse sig op over. Skulle det fx være en stegt råge? Eller en dejlig skål risvandgrød?

Jeg fandt bogen for en del år siden i en kasse i den lokale marskandiser. Den er fra 1932, skrevet af Therese Stamer og lyder titlen Lærebog for skolekøkkener. Ikke noget med fjollede rim-titler eller leflen for fantastien her! Man ved nøjagtig hvad man får.

Og det man får er jo vidunderligt – en komplet tidsrejse tilbage til en tid, hvor vores bedsteforældre var unge og verden endnu ikke var helt af lave. For Lærebogen handler ikke kun om mad. Den handler om konjunkturer, kønsroller og teknologisk udvikling.

Når jeg læser opskrifterne går det op for mig, hvor meget nemmere, det er at stå bag gryderne i dag – men også hvor mange kompromiser, vi har indgået på vejen hertil. Opskrifterne indholder ingen halv-fabrikata. Alt er lavet fra bunden. Skal du bruge bouillon? Så tag oksekød, vand, salt og suppevisk og kog i et par timer. Ingen maggi-terning her. Besværligt, ja. Uforeneligt med en 37 timers arbejdsuge for kvinderne. Ja, også det. Men til gengæld var maden ærlig. Man vidste nøjagtig hvad det var, man puttede i munden. Hvor mange af os kan sige det om maden på vores tallerkener i dag?

Bogen glider overraskende godt ind i en række af vor tids megatendenser, simpelthen fordi den prædiker nøjsomhed. Maden tilberedes CO2-venligt i høkasse. Levninger får et helt kapitel for sig selv og genopstår som biksemad, ruskomsnusk eller snurresteg. Der er meget her, vi godt kunne tåle at genlære.

En anden interessant ting er, at vores moderne interesse for sundhed og kost slet ikke er så moderne endda. Bogen har et langt afsnit om “Raakost”, og allerede i 1930’erne var raw food åbenbart det store nye. Dog skulle de rå sager helst  indtages under “kyndig Ledelse og Lægens Tilsyn”. I det hele taget er bogen voldsomt (og underholdende!) neurotisk i sin tilgang til mad. Især var det decideret farligt at indtage ting, som smagte for godt. Herunder kaffe og the, som “nydt i for stærk Tilstand ødelægger Nervesystemet, giver Hjertesygdomme, Mavekatar og Søvnløshed”. Uha!

Det er tankevækkende, hvor meget nemmere husarbejdet er blevet siden 1930’erne. Hvor utroligt meget rigere, vi er i dag. Hvor meget mere nuanceret både maden og livet er blevet. Hvor uforfærdede og kosmopolitiske, vi nu er. Det er vel de færreste, som i dag får pulsen op over at skulle drikke en kop kaffe eller (næsten lige så risikabelt) chokolade! Til gengæld får vi pulsen op over andre ting. Det konstante digitale informationspres fra medierne. En syndflod af sociale platforme, vi skal huske at eksistere på. Et kvindeliv, hvor det ikke længere er nok at kunne sværte en kamin eller flå en hare. Der er et tankevækkende indbygget paradoks i, at vi de sidste 80 år har skruet ned for det fysiske pres (slut med at vaske i lud og koldt vand og at bære koks), men samtidig har skruet op for det mentale.

Therese Stamers bog er en påmindelse om den utrolige fremgang, vi har set gennem de sidste årtier. Men også en påmindelse om, hvad fremgangen har kostet. Det er netop derfor jeg elsker den – med æselører og fedtpletter og det hele!

Viser foto 1.JPG

Skulle du gå rundt med en øm hals, så får du her kuren anno 1932 – en lille slurk helvedesstenopløsning, så er man god som ny!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *