Psyko-thriller, du ikke kan slippe

Da jeg mødte den engelske forfatter Clare Mackintosh i Horsens, havde jeg ikke læst hendes debutroman, Jeg lader dig gå, endnu. Der var så meget at læse op til krimimessen, at jeg simpelthen ikke kunne nå det. Men jeg kunne mærke, at hun var et særligt menneske. Ordentlig. Sjov. Og høflig nok til at sige, at det var helt, helt i orden, at jeg ikke havde læst bogen. Desuden fortalte hun mig om den, at hun havde haft et særligt plot twist i ærmet, hun ville folde ud, og at dét var hovedideen bag bogen.

IMG_2688_mindre

Da jeg tog fat i Jeg lader dig gå for cirka 24 timer siden, var det derfor med ret høje forventninger, og sådan nogle kan jo næsten kun blive skuffet ikke? Ikke! For lad mig sige det med det samme: Jeg lader dig gå er fremragende. Hvilket også er grunden til, at det tog mig langt under de nævnte 24 timer at læse den. Spændende, velskrevet og empatisk, også med de minde sympatiske sider af hovedpersonerne. En psykologisk thriller, man ikke kan lægge fra sig igen, før den er færdig (og knap nok da).

ItemImage

Bogen tager udgangspunkt i en flugtbilistulykke. En lille dreng bliver en aften påkørt af en bil i rasende fart, da hans mor slipper han hånd et øjeblik. Drengen dør på stedet, og føreren af bilen stikker af. Romanen deler sig nu i to spor. Det ene følger kriminalkommissær Ray Stevens, der kæmper med at opklare forbrydelsen med hjælp fra den unge, ambitiøse Kate og sideløbende med et knirkende familieliv, hvor ægteskabet er gået lidt i frø, og teenagesønnen har problemer i skolen. Det andet spor følger den kvindelige hovedperson Jenna Gray, der forlader sin tilværelse i Bristol for at starte et nyt liv i Wales. Mere kan jeg faktisk ikke fortælle, for der er ikke bare et, men flere plot twists i Jeg lader dig gå, som du selv skal have lov til at fryde dig – og gyse! – over.

Som du måske har læst i vores interview med Clare Mackintosh, var hun tidligere 12 år i politiet, men sagde sit job op, da hendes børn var små, for at blive freelance journalist og senere forfatter. Og hurra for det! Forfatterens politibaggrund bliver aldrig påtrængende i form af opremsning af ligegyldige efterforskningsdetaljer, men ligger tværtimod som et solidt bagtæppe, der giver historien troværdighed og gør politifolkene befriende klicheløse.

Mackintosh har fortalt, at en virkelig hit and run-ulykke inspirerede hende til Jeg lader dig gå. Formentlig har også andre virkelige sager inspireret til historien, og det er næsten det mest uhyggelige af det hele. For der er, kan jeg vist godt røbe, mindst én isnende personlighed, mange lag og ingen hurtige konklusioner i Jeg lader dig gå. Det er så godt. Faktisk så godt at jeg ikke rigtig kan vente på Mackintosh’ nummer to, I see you, som kommer til juli.

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udgivet af Aronsens forlag og kan fanges her.

3 thoughts on “Psyko-thriller, du ikke kan slippe

  1. Pingback: Konkurrence: Vind sygt god psykothriller - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *