Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *