Nuttet tween-uhygge

29692556_O_1

Jeg var på en måde solgt, allerede da jeg stod med Mats Strandberg og Sofia Falkenhems bog i hånden i boghandlen. Sjældent har man set en så uhyggenuttet forside!

Indeni bogen møder vi introverte, kejtede Frank, som er i færd med at fylde 9 år. Der er (af de påtrængende forældre) lagt op til stor fødselsdagsfest, men ingen af de inviterede klassekammerater dukker op. Midt i den noget akavede fest kommer naboens lille, lodne hund, Uffe, til at bide Frank i fingeren. En lille, blodig prik, som straks dækkes med et plaster. Men som også bliver starten på en helt ny tilværelse for Frank, som pludselig begynder at have drømme om natlige, dyriske udflugter i skoven. Frank, som tidligere var stærkt bange for monstre, er selv blevet til et! Uforvarende spreder han snart blind panik – og brændende had – i lokalområdet.

Monstret i natten, der udkom sidste år, er første bind i en planlagt serie. Og det er den residerende 11-årige glad for. Hun syntes (ligesom sin mor) at bogen var “sygt god” og udviser abstinenssymptomer, som gør, at jeg virkelig håber Strandberg og Falkenhem skriver hurtigt!

Mats Strandberg og Sofia Falkemhem, Monstret i natten fra forlaget Alvilda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *