Nye noveller fra Margaret Atwood

ItemImage (2)

Jeg er simpelthen den mindst uvildige anmelder ever af Margaret Atwoods bøger. Lige siden jeg blev præsenteret for Tjenerindens fortælling i 2. g har jeg glubskt slugt alt hvad hun har udgivet: Novellesamlinger, dystopier, børnebøger – the works.

Alligevel var det faktisk gået min næse forbi, at Atwood sidste år barslede med en ny novellesamling – måske fordi den endnu ikke er udkommet på dansk. Stone Mattress hedder bogen, og den samler en række kortere tekster, hvoraf en del allerede har været udgivet andetsteds.

Stone Mattress bærer i nogen grad præg af at være en samlen-til-bunke udgivelse. Tre af de i alt ni tekster har et tydeligt slægtskab. De fortæller alle den samme utroskabshistorie, men med forskellige hovedpersoner: den utro kvinde, hendes elsker og den bedragne kæreste.

Bogens øvrige historier er en heterogen samling af dystopiske fremtidsfortællinger, folkeeventyr og splatter-gysere. Et samlende element i de på overfladen meget forskellige historier er dog alderdommen. At fortælleren typisk har et langt liv at se tilbage på, og at handlingen ofte har udspring i fortiden. Det er ikke ofte, vi i litteraturen får mulighed for at se verden fra de ældres synsvinkel, og effekten er tankevækkende.

Atwood skriver – som altid – intelligent, sarkastisk og imponerende fantasifuldt. Stone Mattress er rendyrket ondskab, bitter skuffelse og smertefuld alderssvækkelse pakket ind i det smukkeste, glitrende sprog.

Margaret Atwood, Stone Mattress fra forlaget Doubleday. Kan fx købes lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *