Om at redde alting på målstregen…

13586743

Da jeg anskaffede mig Jonathan Troppers bog One last thing before I go var det faktisk meningen, at bogen skulle fungere som en slags litterære lykkepiller til bekæmpelse af det generelle mismod, der som regel sætter ind, når vinteren bare har varet for længe. “Outrageously funny” kaldte de bogen på et af mine yndlingsbogsites, hvor de også placerede Tropper på listen over forfattere-der-vil-få-dig-til-at-grine-højt.

“Prima”, tænkte jeg. Hvem har ikke brug for en velplaceret belly-laugh midt i en mørk, mudret vinter. Men sådan skulle det ikke gå…

Tropper kaster os ned midt i Silvers tilværelse, og her er der altså ikke det store at grine af. Engang for længe siden var Silver næsten berømt med sit band i 5 minutter, men nu er han midaldrende, fraskilt, overvægtig og fuldstændigt paralyseret i sorg og skam over alle de fejl og svigt, han det sidste årti har trukket i sit kølvand. Det er kulsort og blytungt. Bedre bliver det ikke, da ekskonen meddeler, at hun skal giftes igen med en mand, som er præcis den succes, Silver aldrig blev, og teenagedatteren, som ellers var på vej til Princeton, bliver gravid med naboens søn.

Her vil læseren muligvis tænke, at nu kan det da ikke blive meget værre. Men læseren vil tage fejl, for det bliver det. Silver er nemlig ikke bare katastrofalt fejlcastet i sit eget liv – han er også døende. Da han en dag falder om med en mindre blodprop konstaterer lægen (som ironisk nok er ekskonens nye mand), at Silver har en aorta, der kan briste når som helst og tage livet af ham. Heldigvis kan problemet fikses med en operation, som vil redde Silvers liv. Easy peasy og alle lever lykkeligt til deres dages ende.

Der er bare et lille problem. Silver vil ikke opereres. Så han smutter ud af hospitalets bagdør, tager hjem til sin deprimerende lejlighed og skriver en liste over de ting, han vil nå, før han kradser af. Og så går han ellers i gang med at forsøge at redde stumperne af sit liv, før det er for sent …

Jeg grinede ikke over bogen. Ikke en eneste gang. Faktisk var jeg flere gange decideret ved at tude. One last thing before I go er en rørende bog. Tropper minder som forfatter en del om både Nick Hornby og David Nicholls. Det er rendyrket chicklit, men fra en mands tastatur. Og det fungerer. Jeg følte med figurerne.  Jeg åd handlingen råt og slugte faktisk bogen på et døgns tid. Tropper formår lige nøjagtigt at holde den balance mellem håbløshed og håb, hvor vi som læsere kan holde ud at være med. En anbefalelsesværdig bog. Også i vintermørket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *