Ondt i kærligheden

Ja, hvem har ikke haft det? Og selv om et knust hjerte er et knust hjerte uanset alder og omstændigheder, så er der en helt særligt fiaskofølelse knyttet til et voksent ægteskab (med eller uden papir), der går itu. Vi lovede det hele, men det hele havde en ende, og det gør bogstavelig talt ondt helt ind i sjælen, ikke mindst hvis det også går ud over dem, vi elsker mere end alt: vores børn.

ItemImage

I Alt forladt – Når kærligheden går sin vej tager præst Anna Mejlhede fint fat på den sorg, skam og skuffelse, som fraskilte bærer rundt på, nogle gange i årevis. Hun er selv fraskilt og bruger eksempler fra både sit eget liv til og sit virke som præst til at fortælle, at alt ikke behøver ophøre, selv om kærligheden gør det. Der er faktisk ægteskaber, som ikke kan reddes. Mennesker, der skal leve med andre mennesker eller en tid alene. Sår, der heler op, selv om de efterlader ar. På den måde er bogen som et fint lille skulderklap til alle dem, der føler, de har svigtet, er blevet svigtet selv – eller bare er blevet kørt over af hverdagen.

Det bedste ved den stilfærdige lille bog er dog de mange cases, der fortæller deres kærlighedshistorier. Fra hende, der forlod sin lille datter til fordel for en mand, som viste sig ikke at være det værd, til ham, hvis kone sagde ad, når han kyssede hende. Hende, hvis mand var utro igennem hele deres ægteskab, og ham der mistede sin elskede til sygdom. Deres historier er ikke specielt fantastisk fortalt, men de virker ægte og dermed underligt beroligende midt i al deres gru – som at sidde om et lejrbål og mærke, at uanset hvad du føler lige nu, er der nogen, der har følt det før. Og det er okay.

Alt forladt – Når kærligheden går sin vej af Anna Mejlhede kan fanges her.

One thought on “Ondt i kærligheden

  1. Pingback: Singler for Vorherre - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *