På jagt efter livet

9788763833905

Phønix har fået cancer. Han har kun få måneder tilbage at leve i, og forlader kone og barn for at tage på en slags åndelig pilgrimsfærd til den hellige by Varanasis i Indien. Her navigerer han rundt mellem agressive silke-sælgere, indiske og vestlige pilgrimme og sine egne barndomserindringer. Og mens han halvt venter på at dø, halvt håber på mirakuløs helbredelse skriver han til den lille datter, han har efterladt hjemme i Danmark:

“Set i lyset af, at jeg snart skulle dø burde selv denne aften have haft sin egen intense betydning, men sådan havde jeg det ikke. Jeg savnede Clea [barnets mor], og jeg savnede dig. Savnede dine arme omkring min hals, når du lå og puttede mellem os om morgenen. Måden du plejede at se mig dybt ind i øjnene, mens du alvorligt sagde: – jeg elsker mest mor”.

15668_8a2d85bfaa204ca4b85870313b62161f_300

Camilla Stockmarrs roman Den anden bred er en historie om at leve med Døden på bagsmækken, om at tro og tvivle og håbe mod alle odds. Om en anden spiritualitet og kultur end den kristne. Et univers, som er milevidt fra det Danmark, Phønix har forladt.

Stockmarr skriver billedmættet og malende. Det er som at læse en film. Man mærker støvet i næseborene og lugter røgen fra de mange ligbål. Hører larmen fra de dyttende horn og menneskemylderet. Vi er på rejse. I et eksotisk Indien og i rammerne for et menneskeliv, som (måske) snart er forbi. Der er en indlysende symbolik i bogens titel. Den anden bred af den hellige flod Ganges. Den anden bred af floden Styx, som må krydses på vej ind i dødsriget.

Om Phønix følger de danske lægers prognoser og lægger sig til at dø på et indisk hostel eller om han på mirakuløs vis helbredes skal ikke afsløres her. En spændende rejse er det under alle omstændigheder.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *