5 forfattere shortlisted til BogForums Debutantpris

Fem forfattere får ekstra sommerfugle i maven, når BogForum i Bella slår dørene op for årets bogevent på næste fredag. De fem er nemlig shortlistet til BogForums Debutantpris – vel at mærke ud af det højeste antal indstillede debutanter nogensinde, nemlig 48. De fem finalister er:

  • LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE, Forlaget Kronstork
  • JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI, Forlaget Gladiator
  • TINE HØEG – NYE REJSENDE, Rosinante
  • THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI, Lindhardt & Ringhof
  • KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK, People’s Press

Her på Bogliv ønsker vi alle fem hjerteligt tillykke og hepper især på Tine Høegh, som fik fem bankende hjerter af vores gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard for sin fine roman om forbudt kærlighed, Nye rejsende.

Det er 25. gang, BogForum uddeler Debutantprisen på 50.000 kr. Sidste år vandt Niels Henning Falk prisen for romanen Techno.

Nedenfor kan du læste juryens motivation for hver af de fem finalister:

LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE

Forlaget Kronstork

I Liv Nimand Duvås debutroman Vi er vel helte er alkoholen fatalt livsdefinerende. Ikke bare for den, der indtager den i ubegrænsede mængder, men for den, der kigger på, som vokser op med den, som lever med den. I Vi er vel helte forskydes perspektivet fra den syge til den pårørende. Romanens jeg-fortæller, pigen Billie, taler til et du, sin far, der bliver ved med at falde ind i rusen og som ikke kan finde ud af at rejse sig igen. “Far, hvisker jeg, det er mig,” men faren hører ikke Billie. Og hvem er hun egentlig? Liv Nimand Duvå fremskriver med stor nuancerigdom og indsigt et usentimentalt portræt af en datter, der også er fanget i misbrugssygdommen. En datter, som for at forhindre, at faren skal stå alene, har svært ved at være og blive sig selv. Billie kommer igen og igen til at “falde tilbage i os selv”, som Nimand Duvå rammende skriver. Denne kollektive jeg-forståelse eller identitetssymbiose står ubarmhjertigt stærkt i romanen. Det er en forfaldshistorie, men forfatteren har ikke trang til forfaldsromantik.

Der er en melankolsk stilfærdighed over romanens blafrende ørkendrømme – alt det, der aldrig bliver til noget. Men den er konsekvent ryddet for sentimentalitet. I stedet skildrer Nivå præcist, hvordan man kan nærme sig et menneske, man holder af, med lige dele bitterhed og kærlighed, og hvordan glæden og skuffelsen er tro følgesvende. Men en ting er sikkert, som læser glædes man over denne nye forfatterstemme, og man bliver ikke skuffet, hvis man læser Vi er vel helte.

JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Forlaget Gladiator

Der er altid nogen at befri er et helstøbt portræt af et menneske, der er bange for at miste kontrol. Som ikke bare ønsker at dø, men ønsker at forsvinde helt uden at efterlade en krop. Med en overbevisende dobbeltbevægelse skaber Fall med sin roman et klaustrofobisk rum, som er indtaget af en ung kvindes anoreksi. En dobbeltbevægelse, fordi man på den ene side håber, at denne kvinde vil undslippe sygdommen, men fordi man på den anden side ikke har noget imod at være i det rum. Tværtimod. Fall skriver den psykiske lidelse frem med knivskarp humor og en diskret ironi, der aldrig bliver udstillende, men som insisterende prikker til en hovedperson, der på en og samme tid vil ud af og blive i sin spiseforstyrrelse, og som konstant forsøger at snyde sine læger, men ikke formår at snyde sig selv. Det er en roman, der opleves voldsomt i al sin lavmælthed. “Jeg oplever ikke mig selv som dramatisk”, siger hovedpersonen Katrina. Nej, hun kaster ikke med møblerne. I stedet registrerer hun det nære: farven på en dør, lyden af en kuglepen, der skubbes hen over en bordplade; det er en uhyggelig påmindelse om, at vi befinder os i en akut, alarmerende tilstand. På samme måde benytter romanen sig af en konstaterende nøgternhed, når selvdestruktionen og psykosen indtræffer. Som når det er en varulv og ikke et menneske, der kommer og giver hende piller. Romanen formår stilistisk overbevisende at foretage en umærkeligt glidende overgang fra virkelighed til syner. At lade psykosen være næsten klinisk nærværende. Dét er uhyggeligt. Det er uhyggeligt godt skrevet frem. Der er altid nogen at befri er et psykologisk stærkt portræt af et ungt, sygdomsramt menneskes forsøg på både at forsvinde fra og at være til i verden.

TINE HØEG – NYE REJSENDE

Rosinante

“Tolvte gang jeg ser dig nøgen/ kommer du i min mund/ og tager hen for at se/Evy gå Lucia.” Tine Høegs Nye Rejsende er en fintregistrerende fortælling om en kvinde, der mærker begæret og en uforløst kærlighed. En fortælling om at være den voksne med et rigtigt voksent gymnasielærerjob, selvom det føles, som om man bare lader som om. En fortælling om at være i bevægelse, at være på vej, at befinde sig i en slags mellemtilstand. I det hele taget mestrer Tine Høeg forskydningens kunst. Nye rejsende lader sig ikke helt genrerubricere, men er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Også kapitlerne eller tekststykkerne bevæger sig fra en situation til en anden uden tydeligt at markere overgangene; det samme gælder for beskrivelser, der glider umærkeligt ubesværet over i dialog. Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist.

Tine Høeg har et humoristisk og præcist blik for detaljen: “tynde ben store sneakers” – så enkelt kan en gymnasieelev beskrives. Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.

THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI

Lindhardt & Ringhof

Thomas Korsgaard debuterer med en sørgmunter roman om en dreng, der vokser op langt, langt nede ad en jysk grusvej. Når hans mor ikke spiller internetkasino, græder hun sig længere ind i sin depression og ryger cigaretter. Drengens far låner penge af sin storebror for at få tingene til at hænge sammen og børnene? De må klare sig selv. Thomas Korsgaard har et helt særligt blik for barnets udsatte position. Han beskriver med bid en familie i social deroute og barnets forsøg på at håndtere sin livssituation. Det er barskt at læse om bogens jeg-fortæller, drengen Tue, og hans opvækst i et fattigt og kærlighedsblegt hjem. Men romanen er ikke kun ude på letkøbt at pege fingre af et miljø, men ude på åbent at vise det frem. I Korsgaards roman er der også sprækker i håbløsheden. Det demonstreres bl.a. ved en rig, sort humor. Korsgaard har blik for det skæve og det akavede. Som når morens veninde Bitten stjæler stegen til konfirmationen, så gæsterne må stå og stikke i tunmoussen. Humoren skinner også igennem i romanens utvungne og direkte dialoger – Korsgaard har en imponerende sikker sans for timing og stor dialogisk gefühl.

Korsgaard er selv vokset op langt nede ad en jysk grusvej. Men det er ikke interessant for læsningen, om forfatteren har taget af hovedstolen eller ej. Der er interessant at se et talent som Korsgaard folde sig ud, og se ham skrive med så sikker en hånd. Man er ikke i tvivl om, at der er kommet en forfatter forbi.

KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK

People’s Press

Når hovedpersonen i Karen Strandbygaards debutroman Se ikke væk hører bølgerne fra havet foran sin families feriebungalow i Thailand, hører hun ikke dets blidt beroligende bevægelser, hun hører en tsunami. Når hun ser, hvordan et ældre par betragter hendes børn på stranden, ser hun ikke glæden ved uskyldens leg, hun ser blikket hos kalkulerende børnekidnappere.

Se ikke væk er et ondt – og det er godt – portræt af paranoiaens væsen. Den er et portræt af en tidstypisk, eksistentiel grundangst. Med stor tæft benytter Karen Strandbygaard sig af det psykologiske spils mekanismer og beskriver en frygt for virkeligheden, der spænder ben for, at man kan leve i den. I romanen er hovedpersonen Anna og hendes mand Marco ikke fælles om at nære kærlighed til deres børn, de er fælles om at være angste for, at der skal ske de børn noget. Nærheden ligger i frygten. Og frygten er, at man taber sig selv, det øjeblik man begynder at stole på nogen. Dén følelsesmæssige amputering skriver Strandbygaard frem lige så klart uhyggeligt som den katastrofetanke-suspense, der præger romanen.

Se ikke væk er en fængslende skildring af en monomanisk og om-sig-selv-sluttende moderfigur, men det er også en skarp samtidskritik. En kritik af et samfund, der skaber foruroligende virkelighedsforskydninger.

Bogliv-favorit vinder Orla-pris

Bogliv har været med lige fra starten af Malene Sølvsteens fantastiske fantasy-eventyr. Ungdomsanmelder Jacob Hviid har været fremme med mange hjerter til både første og andet bind af serien Ravnenes hvisken.

Derfor er vi også ovenud glade for, at Malene i går, søndag, vandt en pris i en helt særlig kategori, da Orlaprisen 2017 blev uddelt på Dokk1 i Århus ved den Internationale Børnelitteraturfestival, Hay-festival.

Prisen var den 5. – ‘hemmelige’ – kategori, hvor børnene selv kunne byde ind med et forslag til en pris, der skulle uddeles.

Sarah Luna Fischermann Schultz fra Østerbro havde fundet på kategorien “Bedste indlevelse”, som skulle gå til hendes yndlingsforfatter Malene Sølvsten for netop Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken skal vinde fordi den er skrevet, så man virkelig lever sig ind i hovedpersonens verden og føler det, hun føler. Den er spændende og virkelig svær at lægge fra sig, fordi man bare har lyst til at læse mere og blive i bogens verden

begrunder Sarah Luna prisen.

Malene Sølvsteen er naturligt ret så lykkelig over den hæder:

Orlaprisen er jo helt og holdent børnenes pris! Vi blev nomineret af en jury bestående af børn, og det er også børn, der har stemt. Derfor betyder det helt vildt meget for mig at vinde. Jeg er megafan af alle børn, der læser, for det kræver også noget af dem at leve sig ind i andres historier og lade sig rive med i mærkelige universer. Det allerfedeste er, når bøger kan inspirere læserne til selv at skrive (eller male, danse, synge eller lign.)

siger Malene Sølvsteen til Bogliv.

Vi klapper stort i vores små hænder og ønsker tillykke!

De andre fire vindere af Orla-prisen er:

  • Bedste Handling: Ternet Ninja af Anders Matthesen
  • Bedste bog, man bliver klog af: Sådan blev jeg Rasmus Brohave af Rasmus Brohave (som vi jo har både interviewet og anmeldt her på siden)
  • Bedste Tegning: Gamerz, Gamer 4ever af Kasper Hoff og Jan Solheim
  • Bedste Karakter: K for Klara 11: Er vi venner? af Line Kyed Knudsen

Klassisk kirkegaard til en ny generation

Findes der mon et barn i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt er løbet ind i Lille Virgil, Gummitarzan eller et næsehorn ved navn Otto?

Ole Lund Kirkegaard nåede i et alt for kort liv at skrive 16 børnebøger. Kun 8 af dem nåede at udkomme, før han døde som bare 38-årig i 1979.

I år er det præcis 50 år siden, verden for første gang blev præsenteret for en af Kirkegaards allermest elskede figurer, Lille Virgil. Det jubilæum fejrer Gyldendal på passende vis med en nyudgivelse af de to første kapitler af den oprindelige historie. Teksten er den velkendte, men den er i den nye udgave forvandlet til en billedbog med helt nye tegninger begået af dygtige Rasmus Bregnhøi.

I Dragen drager Virgil sammen med vennerne Oscar og Emil på togt til den gamle vandmølle for at finde det frygtelige uhyre, som bor der. Drengenes mod og autoritetstro udfordres kraftigt undervejs. For findes der drager i virkeligheden eller er det (som de voksne i skikkelse af den fantasiforladte lærer siger), bare noget vrøvl? Der er dømt kamp mellem fantasi og fakta – og gæt selv, hvem der kommer triumferende ud af den dyst.

I bog nr. 2 – Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork –  er købmanden kommet i en slem pine. Han har nemlig fået besøg af en single stork, som sidder og er ensom på hans skorsten. Det er købmanden ikke meget for, og han lover Virgil, Carl Emil og Oscar en lakridspibe, hvis de kan finde storken en mage, som kan få den på flyttetanker. Drengenes match making går dog ikke helt efter planen. Hverken for storken eller for købmanden.

Det er noget af en genistreg at lade historien om Virgil udkomme i ny indpakning. Den fabulerende fortælling holder ubesværet formen selv med et halvt århundrede på bagen. Og figuren Virgil, der i lighed med sin svenske slægtning Pippi ikke er belemret med voksne, og som derfor aldrig går i bad og drikker sodavand til morgenmad, vil appellere grænseløst til både små og større læsere.

De mange fine illustrationer, som lægger sig loyalt op af Kirkegaards egne oprindelige tegninger, gør bogen tilgængeligt for et nyt, noget yngre publikum, som kan kigge med, mens de voksne læser højt.

En fin videreudvikling af en uforgængelig klassiker.

Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Bregnhøi, Dragen & Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork, begge fra forlaget Gyldendal.

Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Ungdomsanmeldelse: “Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer”

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har læst endnu en bog om nordiske guder og glæder sig blandt andet over at blive klogere på sin yndlings-gud Thor.

Med sin serie om Magnus Chase og de nordiske guder er bestsellerforfatteren Rick Riordan også med på bogbølgen om nordisk mytologi. Han har med Thors hammer brudt den evige 2’er forbandelse. Med masser af humor og action er bogen yderst underholdende og endda bedre end første bind Sommersværdet.
Magnus Chase er en ’einherje’, hvilket vil sige, at han ifølge en valkyrie døde ærefuldt i kamp.
Magnus har allerede én gang afværget Ragnarok, men Ragnarok har det med at ville bryde ud, ligesom Thors hammer har det med at blive væk. Jætternes angreb på de andre verdener vil være langt nemmere, hvis Thor ikke var i besiddelse af sin mægtige hammer. For anden gang må Magnus og hans venner derfor hurtigst muligt finde den forsvundne hammer for at forhindre verdens undergang, men vejen er snørklet, især da hammeren er havnet hos fjenden. En gedemeddeler, der skal give Magnus nye oplysninger om Thors hammer, bliver dræbt inden Magnus kan få noget at vide, og morderen får det kreative navn: gededræberen. Dette bliver starten på en ny mission for Magnus, Samirah, Hearthstone og Blitzen. Loke ser denne gang ud til at være den eneste, som kan hjælpe med at opspore hammeren, men ingen stoler på ham, og Magnus og hans venner lærer, at det er med god grund!

Rick Riordan er utrolig produktiv og har med fortællingen om Magnus Chase berørt både den egyptiske, romerske, græske og den nordiske mytologi. Det er da også tydeligt, at Rick Riordan har fundet opskriften på en bestseller, og som fast læser af hans bøger må jeg sige, at opskriften virker mere og mere ensformig. Hver af hans serier omhandler en teenager med meget lidt kendskab til sit stamtræ, og som på den ene eller den anden livstruende måde stifter bekendtskab med væsner fra mytologierne. Teenageren er en halvgud og erhverver sig et våben, der indtil videre enten har kunnet forvandle sig til en kuglepen, en mønt eller i Magnus Chases tilfælde et vedhæng, som han bærer i en halskæde. Halvguden kaster sig med sit følge ud på en mission mod mytologiske væsner, og missionen skal være klaret inden deadline, som enten kan være vinter- eller sommersolhverv, for ellers går verden under…
Til trods for de helt samme rammer formår Rick Riordan dog stadig at fastholde sin læser i en spændende og sjov fortælling, og det er yderst underholdende at vende tilbage til Magnus Chase og hans venner, der skal begå sig i en verden med mytologiske væsner som de oldnordiske zombier, Drauger og det usårlige egern, Ratatosk.
Nordisk mytologi er for tiden yderst populær, og Rick Riordans historier er en anelse mere fjollede og humoristiske end bøger af forfattere som Malene Sølvsten og Siri Pettersen. Fortællingerne om Magnus Chase er også lettere at læse og er derfor en god måde for et yngre publikum at lære om den nordiske mytologi, samtidig med at man er underholdt af en sjov og actionfyldt historie med et højt tempo. Det bliver dog aldrig helt vildt farligt for Magnus Chase og hans venner, som hver har deres specielle og utroligt nyttige kræfter, der sammen med Magnus’ magiske sommersværd aka Søren, gør det svært at forestille sig en modstand, der kan slå dem ud af kurs.
Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer, dengang han stadig underviste og endnu ikke var sprunget ud som fuldtidsforfatter. Med serien om Magnus Chase får læseren nemlig et lærerigt indblik med tilhørende ordliste og runeoversigt i den nordiske mytologi, hvor vikingernes kendte brutalitet er et fremtrædende element som f.eks. på hotel Valhalla. Dagligt udkæmpes her voldelige træningsslag som forberedelse på Ragnarok for hotellets beboere: einherjerne. Yderligere skal Magnus og co. kommunikere med tegnsprog til den døve runetroldmand Hearhtstone, og man får som læser et lille tegnsprogskursus. Forklaringerne på håndtegnene kan dog godt blive lidt kedeligt at skulle læse i længden.

Det andet bind i fortællingen om Magnus Chase og de nordiske guder tager fat på min yndlingsgud: Thor. Mytologierne i Rick Riordans bøger er altid blevet moderniseret, og guderne kommer til at fremstå på en anden måde end i de gamle sagn. I Rick Riordans udgave af den nordiske mytologi er Thor bl.a. en ubehøvlet, pruttende gud, som bruger det meste af sin tid på at se Netflix. Gudernes lattervækkende karaktertræk er helt klart med til at give historierne deres charme.

Rick Riordans brug af dagligsting som bl.a. Netflix og Uber gør historien virkelighedstro, og at indgangen til Hotel Valhalla ligger midt i Boston giver én fornemmelsen af, at der måske eksisterer trolddom og mytologiske væsner, som man bare ikke ser.
Rick Riordan har før vist, at han er en mester til at indflette de gamle mytologier i en moderne verden, og Magnus Chase er ingen undtagelse. Historien rummer alt lige fra teenageproblemer til gale guder og jætter, der laver blændværk, så intet ligner, hvad det er i virkeligheden, og både Magnus Chase og læseren bliver overrasket over de mærkværdige og besynderlige scenarier.
De mange prøvelser, som Magnus og hans venner må gennemgå, har rod i de kendte historier fra den nordiske mytologi, og Rick Riordan formår på bedste vis at puste nyt, sjovt og spændende liv i de gamle historier. For at finde Thors Hammer må Magnus bl.a. krydse regnbuen, Rimfrost, en tur til Alfheim og være mere snedig end Thor, der som bekendt gang på gang bliver snydt af jætterne. Så på trods af den ensformige skabelon, så er 2’erens plot mere gennemtænkt end plottet i bog 1, og der er flere tråde, der skal strikkes sammen. Det er med god grund, at jeg med høje forventninger ser frem til tredje bind i serien om Magnus Chase og de nordiske guder.

Thors hammer (Magnus Cahse og de nordiske guder, nr. 2) af Rick Riordan er udkommet hos Carlsen og kan fanges her 

 

 

 

Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.

 

Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her

Gæsteanmeldelse: Rodet bog om portvin

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er glad for de gode ting i livet, og sådan en er portvin. Desværre er en ny bog om den skønne drik ikke helt så stor en nydelse.

Tilhængerne af portvin er mange, unge og gamle, kvinder og mænd. Næsten alle har smagt den mere eller mindre søde hedvin med ca. 20% alkohol, nogle har smagt flere mærker og foretaget sammenligning, nogle har måske tilmed besøgt byen Porto og Dourodalen, hvorfra portvinen kommer, og enkelte har sluttet sig sammen i portvinsklubber. Der er derfor en stor interesse for mere viden om historie, fremstilling og varianter af typer og producenter, hvilket et besøg på internettet hurtigt viser. Den største, danske portvinsfestival finder sted på Børsen den første mandag i november, og den er allerede udsolgt for i år.

Den danske ekspert på portvin, Henrik Oldenburg, har skrevet bogen Portvin, som i 4. oplag er på 520 sider, hvilket efter sigende er verdens største bog om portvin. Nu har han udgivet en lommebogsudgave på 113 sider i A6 format med enkelte illustrationer. Er denne transformation til et lille format med essensen af information om portvin så lykkedes? Kun delvist, forekommer det.

Den første trediedel af bogen beskriver portvinens indviklede historie gennem 2.000 år, og den er interessant, selv om det er vanskeligt at bevare overblikket og interessen. Omfanget synes lidt for stort i forhold til resten af bogen. Det er det næste afsnit ikke, for det fortæller om portvinens fremstilling, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere detaljer, specielt om lagringen.

Herefter kommer det afsnit, som nok vil blive læst med størst interesse af læsere, der ikke er så velbevandrede i de forskellige typer portvin, Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, Tawny, Colheita osv. Her bliver man klogere på, hvordan man skal skelne mellem de forskellige kvaliteter, som også afspejler sig i prisen, og man bliver klogere på opbevaring og servering. Derimod er de følgende afsnit ”Find din portvinssmag” og ”Find din årgang” ikke så umiddelbart gennemskuelige, og så følger en opremsning af 58 portvinshuse med nogle få karakteristika for det enkelte hus.

Efter nogle henvisninger til portvinsbarer, portvinsklubber og portvinsfestivaler følger en ordliste med forklaringer på en række begreber og navne i portvinens verden. Valget har ikke en helt logisk sammenhæng med bogens indhold i øvrigt.

Bogen indeholder interessant og nyttig information for den, der på forhånd ikke ved så meget om portvin, men den virker ikke helt gennemarbejdet og gennemtænkt og nogle steder lidt uforståelig.

Portvin af Henrik Oldeburg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

H.C. Andersen som detektiv – ja tak!

“Hvilken historisk tid har I, kære læsere, mest lyst til at dykke ned i?” Sådan spurgte forfatterparret A.J. Kazinski på deres Facebook-side i starten af september, og svarene strømmede selvfølgelig ind, for ikke alene er Anders Rønnow Klarlunds og Jacob Weinreichs samarbejde møgpopulært, de to havde også postet et billede af sig selv sammen med lige så populære Thomas Rydahl, som de ifølge teksten var på idé-tur med.

Det bliver dog hverken oldtiden, 60’erne eller Renaissancen (som ‘nogen’ havde foreslået!), de tre ferme fortællere kaster sig over. Samarbejdet, som det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til, kommer nemlig til at foregå i H.C. Andersens tid. Nærmere betegnet i København i 1840-50. Ideen er, at vores alle sammens eventyrforfatter bruger sin skarpe intelligens til at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser og bagefter skriver eventyr om dem.

Pludselig er det uhyggelige drab på en ung pige blevet til eventyret om ’Den lille
havfrue’ – og resten er historie.

skriver forlaget om ideen, der som alle gode ideer lyder helt enkel og lige i skabet.

 

Det bliver svært at vente på første bind, som udkommer i foråret 2018, men i mellemtiden kan vi jo genlæse Thomas Rydahls romaner Eremitten og De savnede eller tage en hel tur med Kazinkski-parrets Niels Bentzon-serie, hvoraf det sidste bind, Miraklernes nat, udkommer til november. Til dem, der føler sig blødere i kanterne, kan Anna Ekberg-bøgerne Den hemmelige kvinde og Kærlighed for voksne også anbefales. Det er nemlig også Anders og Jacob, der står bag det sjove, svensk-klingende pseudonym, og det mærker man.