Gæsteanmeldelse: Bravo, Tove, bravo, Olga

“Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden,” skriver forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard og spejler dermed mindst én af Boglivs bestyrere. Som derfor også glæder sig over Olga Ravns nyudgivelse af Tove Ditlevsens digte og de seks hjerter, gæsteanmeldelsen tildeler den.

Man – eller jeg – kan ikke anmelde Tove Ditlevsen. Ligesom man ikke sætter sig ned og piller sin yndlingsbog fra hinanden eller begynder at kritisere Den grimme ælling. Tove er ligesom hævet over den slags banale holdningsudgydelser, og jeg er ikke litterat. Men jeg er begejstret læser, af alt muligt, og jeg har ligesom mange, mange andre været tævet igennem tekster i gymnasiet, der uagtet en meget kær gymnasielærer (du gjorde det fint, Tom Alsing, Nordfyns Gymnasium) blev ved med at stå som lidt for blævrende, lidt for kvindeligt, lidt for meget menstruation og tårer-litteratur for mig og mine rastløse senfirser-kammerater. Det ændrede sig. Jeg ville være enke, og jeg ville være digter var en samling tekster i udvalg af Olga Ravn, der ramlede lige ned i mig for år tilbage – af alle steder på vej på charter med hele familien. Og sådan fem timer i en bumlet maskine kan godt tage tid med en fireårig på skødet. Men den fireårige gled ud af fokus og de fem timer fløj – vitterlig – afsted.

Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden. Med tanker, tummel, ærlighed ud over alle bredder, om savn og sorg, kærlighed og mænd, børn og tvivl, kunst og dårlig samvittighed. Hvad ellers har man? En hjertegribende trøst, andre har følt og mærket. Jeg er aldrig alene med alt det jeg vil og ikke kan, alt det jeg gør og tvivler på, al den glæde og skønhed, jeg sanser og beruses af.

Kære Tove. Tak.

Så den seneste, Der bor en ung pige i mig, der aldrig vil dø, er fuldkommen ligeså betagende. Sirligt, kompromisløst udvalgt, med humor, når den umoralske vise står over for den smertelige erkendelse og ’sagte glæde’ af, at ingen kan vide, hvad du gemmer i dit hjerte, for alvor. Om Vesterbros kvinder, der må udholde alkoholiske mænds tyranni. Om en mor, der ikke magter kærlighedens opgave. Om fladlus fra natlige skandaler og sne, som man vil dø, i vinrøde kjoler, sorte kister. Toves magi er dragende. Hun tør svinge den sin rytmiske poesi over kaffebords-sladder, hun står med sit lange lyse hår og store øjne, vilde tårer. Hun kan ikke andet, for hun er en hverdagsheks, med sine smøger og hæse latter, ydmyghed og afsindige følsomhed. En man vil holde i hånden og krammes af, en sort sjæl og et blidt væsen, man vil trøste og tro på.

Olga Ravns prægtige udgivelse anbefales på det varmeste. Det kan godt være, din 14-årige vil synes, den er for meget. Men det er hele pointen. Det må man gerne være. Det behøver man være. Som pige, kvinde, menneske.

Fra Tilståelse:

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

 

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

Kan ikke trives i mit hårde spor

Mit hjerte spotter den, som er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

…..

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen, i udvalg ved Olga Ravn, Gyldendal, kan blandt andet fanges her

 

18. december – bogen til den socialt bevidste

Jeannette Walls – Glasslottet

Nåede din socialt bevidste ven eller slægtning ikke i biffen og se Oscar-nominerede Brie Larsson spille en af hovedrollerne i filmatiseringen af journalisten Jeannette Walls’ erindringsroman Glasslottet, så stik ham eller hende den nye paperback-version, der er udkommet på Politikens forlag. Romanen, der har ligget syv år på New York Times’ bestseller-liste fortæller historien om en ukonventionel families nomadiske liv og dettes ophør, da familien lander i en trøstesløs by, hvor børnene går for lud og koldt vand. Nogle har kaldt den vidunderlig, andre “en moralsk forkastelig romantisering af omsorgssvigt”. Uinteressant kan den ikke være.

17. december – bogen til én med en virkelig stor æske cleenex

Hanya Yanagihara – Et lille liv

Et lille liv var en af de ganske få bøger, jeg gav fulde her på Bogliv i 2016.

Med historien om smukke, ødelagte Jude og de venner, som forsøger at holde han fast til livet, har Hanya Yanagihara simpelthen begået et psykologisk mesterværk befolket af personer så komplekse og troværdige, at historien ikke er til at slippe igen.

Giv bogen til den veninde, som altid er der for dig, når dit liv pludselig vender på hovedet, og du har brug for nogen at læne dig op af. Hun har fortjent den!

Du kan læse hele anmeldelsen af bogen her.

16. december – bogen til den nostalgiske

Anna Grue – De voksnes rækker

Der er mange grunde til, at jeg holder af Anna Grue. Den største er helt personlig og handler om, at hun engang skrev i en Facebooktråd, at hun var debuteret som 47-årig og syntes, det var tidligt. Den bemærkning har jeg holdt lige så benhårdt fast i, som jeg holdt fast i, at Madonna var 40, da hun fik sit første barn, dengang jeg brændende ønskede mig et til. En anden grund er, at jeg ELSKER hendes skaldede detektiv Dan Sommerdahl og hans mere eller mindre vellykkede forsøg på at tumle livet som 40+ mand i en fiktiv dansk by ved sundet. Og netop som jeg troede, det ikke kunne blive bedre, skrev hun den fantastisk stemningsfulde roman Italiensvej om den italienske kvinde Via, der kommer til Danmark i 50’erne og ender som husbestyrerinde på Amager (som hun fortæller om i dette interview). Nu kommer efterfølgeren, De voksnes rækker, og den skal jeg helt sikkert begrave mig i i juleferien. Anna Grue er nemlig både en grundig researcher og en ferm historiefortæller, så jeg glæder mig til at følge Via og veninden Connys strabadser, nu i 1960’erne, med The Beatles, ægtemænd og opsætsige teenagere.

 

15. december – Bogen til bedsteveninden fra 6.a.

Line Østergaard og Patrick Bachmann – Venindekogebogen

Line Østergaard og Patrick Bachmanns Venindekogebogen er en hybrid, jeg faktisk aldrig har set før. Lidt venindebog, lidt kogebog garneret med et stænk unge bloggere og youtubere.

Bogen er superpersonlig og skal udfyldes med egne og venindernes yndlingsopskrifter og en masse andre personlige facts. Mellem kageopskrifterne gemmer der sig også lidt inspiration til at leve sundere og endda en test, hvor man kan tjekke, hvor man selv ligger på sundhedsbarometeret.

Der er skruet helt op for tøseriet med opskrifter til den perfekte tøseaften, spa-aften, filmaften og pyjamasparty-aften. Maden skal ikke kun indtages, men ind imellem også spredes i ansigtet og i håret som naturlige masker og scrub lavet af alt det bedste fra køleskabet.

Den perfekte gave til bedsteveninden fra klassen.

 

 

14. december – bogen til street art-fan’en

Sissel-Jo Gazan – Blækhat

Her på Bogliv har vi været blæst væk Sissel-Jo Gazans evner som romanforfatter flere gange, så Blækhat var ventet med spænding. I den har den i Berlin bosiddende forfatter blandet en cocktail af Århus, street art, ekstremisme, mor-datter-forhold og … svampe. Gazan er jo nemlig som bekendt uddannet biolog, og det bruger hun fermt i sine værker, som mange sikkert vil huske fra Dinosaurens fjer og Svalens graf. Blækhat følger Rosa, der vokser op hos sin revolutionære mor i 1980’erne og bliver gode venner med blandt andet BZ’ere. Om street art-temaetsagde Sissel-Jo Gazan til et møde på forlaget i anledningen af udgivelsen:

Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.

Måske husker du, at også Elsebeth Egholm har udgivet en bog i år, der handler om street art, nemlig Jeg finder dig altid om lægen og gadekunstneren Rina? Da de to forfattere fandt ud af det, lagde de referencer ind i deres bøger til hinandens universer. Hold op, de er flinke i Århus!

13. december – bogen til alle, som ved, hvad en Niffler er

J.K. Rowling og Olivia Gill – Fantastiske skabninger og hvor de findes

J.K. Rowling er ikke bare en gudsbenådet forfatter. Hun er også en stor filantrop, som gennem årene flere gange har lagt ord til udgivelser i forskellige velgørende organisationers navn. Denne gang er det engelske Comic Relief og Lumos, som nyder godt af genudgivelsen af bogen om Harry Potter-universets fantastiske skabninger.

Bogen er simpelthen en af de lærebøger, Harry Potter bruger på Hogwarts, og man må sige, at undervisningsmaterialerne på troldmandsskolen er noget mere fancy end dem, man finder på en gennemsnitlig folkeskole. Lækkert fuldfedt guldpræget omslag. Smukke, kæmpestore illustrationer, som danner ramme for Rowlings fantasifulde tekster.

Bogen er en vidunderlig og autentisk rejse tilbage til Harry Potter-universet og et must i enhver Potterelskers bogreol.

12. december – bogen til svæklingen

Svækling – Michael Enggård

Vi (nå ja, en af os) var temmelig imponeret over at møde Michael Enggård til et blogger-møde på Politikens forlag. Den beskedne  og ret sjove skønlitterære debutant fortalte sjovt og rørende om sin roman Svækling, der lød som noget, der kunne gøre læseren klog på mennesker i al almindelighed og – måske – mænd i særdeleshed. Bogen handler om eks-bokseren Frank, hvis liv er gået i stå, men bliver præget af tumult, da hans far kommer ud for en ulykke. Enggård gik i gang med bogen, efter at han selv havde været ude for en stor sorg i sit liv og sagde til mødet:

Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen.

Så hvis du kender en, der vil have godt af at høre lidt søløve-galpen – eller blive rørt og moret på samme tid, så er det måske Enggårds roman, han eller hun skal have?

11. december – bogen til tweenien

Lemire og Bregenhøi – Mira

Mira leverer en forrygende situationsberetning fra livet i grænselandet mellem barndom og voksenliv. Med en pinlig mor, en lind strøm af papmænd af vekslende kvalitet, en far, som ikke er der, og en bedsteveninde, som pludselig laver en kæresteklub med den nye pige i klassen, som man ikke må være med i.

Hele baduljen fortælles i både ord og forrygende illustrationer fra Rasmus Bregnhøi. Det er storbørnslitteratur af første klasse med respekt for de store eksistentialistiske spørgsmål, som opstår i 10-12 års alderen. For hvor parat skal man være til at kaste barndommen over bord for at passe ind?

Der er også lidt til de voksne – f.eks. en grundmorsom scene fra et forældremøde om rummelighed, som på drastisk vis drukner i  forældres selvrealiserende egoisme.

Mira er fuld af bamser, fester, blogging og legetøj, som må leges med i smug. Og også af et stort rungende JA til, at det er ok ikke at have alt for travlt med at blive voksen. Barndommen skal have lov til at slippe i sit eget tempo.

10. december – bogen til den nordisk-inspirerede

Liebhaverne af Anne B. Ragde

Jeg var helt på r… over norske Anne B. Ragdes serie Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge om de vidt forskellige brødre Tor, Erlend og Margido. Tænk at kunne gøre en historie om en svinefarmer, en vinduesdekoratør og en bedemand eksistentielt interessant! Liebhaverne er den femte bog i serien, som en tid var en triologi, men den tid er altså forbi. Det er familiens tid til gengæld ikke; der er stadig en slægtsgård, en fortid og en fremtid, beskrevet menneskeklogt og barsk.