Perfekt påskelæsning

 Har dine børn også været ude og finde påskeæg i haven i ferien? Mine har. Og mens legen stod på, sendte jeg en lille tanke til den roman, jeg slugte i feriens første dage, fortabt for omverdenen og min egen familie, fordi en fiktiv familie for en stund tryllebandt mig. Den engelske Huset, vi voksede op i, starter nemlig netop en påskedag, hvor temperaturerne er høje, børnene leder efter æg, og alt ånder idyl. Man aner ‘hjertevarm familiesaga’, men allerede i løbet af de første linjer anes den skygge, der giver dramaet kant og læselysten vinger.

Moren til de fire børn, som bogen handler om, gemmer nemlig papiret fra påskeæggene. Glatter det og gemmer det. Som hun gemmer alt andet. Som i: alt andet.  Børnetegninger, grydelåg, modermælkserstatning, flasker, bøger, møbler, tøj, sengetøj, viskestykker. Alt. Hun er ikke bare den varme, hippieagtige personage, vi møder på de første sider, men en sygelig samler, der med sin mani bogstavelig talt driver sin familie ud af huset fra sig og ender med at være spærret inde af ting, ensom og forvirret over, hvorfor livet mon gik, som det gjorde.

 

Jewell__Lisa_Huset_vi_voksede_op_i_ib_final

 

Imens udfolder det ene drama efter det andet sig mellem familiens andre medlemmer: Bror på 16 begår selvmord. Lillesøster har en affære med storesøsters mand. Far scorer søns kone. Søn forlader lille datter. Det lyder kulørt, men er også mærkeligt menneskeligt, og midt i miseren finder familiemedlemmer ud af at tilgive andre og ikke mindst sig selv, at livet ikke er perfekt. For det og for en læseoplevelse af ‘vig fra mig, til jeg er færdig’-slagsen skal Lisa Jewell have fem bankende Bogliv-hjerter. Og et lille påskeæg oveni.

 

Huser vi voksede op i af Lisa Jewell fra forlaget Cicero kan fanges her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *