Rejseguide til år 1927

ItemImage (3)

Mange vil kende den amerikanske forfatter Bill Bryson for en række mildest talt ukonventionelle og stærkt underholdende rejseguides til snart sagt alle verdens kontinenter. Denne gang tager han os dog med på en lidt anden type rejse, nemlig en rejse i tid.

Sammen med Bryson lander vi i sommeren 1927 – en sommer, som blev mere end almindeligt begivenhedsrig i USA. Fra maj til september møder vi et boomende aktiemarked, en præsident, som kun arbejder fire timer om dagen (og sover de resterende tyve) og kontinentets allerførste tv.

Vi præsenteres for Charles Lindbergh, som ud over at blive den første, der krydser Atlanten i luften, også er det første menneske, som oplever massehysterisk idoldyrkelse af One Direction‘ske dimensioner og Babe Ruth, som leverer home runs en masse.

Bryson skriver som altid underholdende, personligt og skræmmende velresearchet. Et mildt irritationsmoment er dog, at bogens stramt kronologiske opbygning betyder, at vi ofte genintroduceres for de samme personer og emner. Selv om Bryson kommer vidt omkring (litteratur, mode, musik, politik, vejret…), så vil det være en fordel for læseren, at have i hvert fald et minimum af interesse for baseball og flypionerer, som er de to altoverskyggende temaer, bogen kredser om.

One summer fortæller historien om en mere optimistisk tidsalder, hvor spekulanter og sportsfans stadig festede på kanten af en recession, få endnu havde set komme.

LÆS OGSÅ: Bill Brysons fremragende populærvidenskabelige bøger En kort historie om næsten alting og At home.

ItemImage (4)      ItemImage (5)

Bill Bryson, One summer fra forlaget Black Swan. Bogen er (endnu) ikke oversat til dansk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *