Sælsomme børn

_9788702124552

For nylig så jeg Tim Burtons hårrejsende filmatisering af Ransom Riggs bog om Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn. Det var et lykkeligt gensyn. Jeg anmeldte bogen i Bogmagasinet tilbage i 2012 (længe før nogen havde tænkt på Bogliv.dk) og ELSKEDE den. Universet var på en og samme tid både forunderligt og foruroligende, og jeg var revet med i den ultrauhyggelige handling fra første side.

Har du endnu ikke set filmen – eller endnu bedre læst bogen – så kommer her et ultrakort resumé. Hovedpersonen Jacob er hovedarving til et drugstore-imperium i Florida og lever et ualmindeligt kedeligt teenageliv. Han er også indehaver af en farfar, der som barn oplevede holocaust og som den eneste i sin familie nåede levende ud af Polen. Farfaderen flygtede til en lille ø ud for Wales’ kyst, hvor han sammen med en række andre “sælsomme” flygtningebørn kunne være i sikkerhed for nazisternes lange kløer. Farfar Abe har dog aldrig helt sluppet monstrene, som overlever i de uhyggelige historier, han fortæller Jacob. En dag dør farfaderen under mystiske omstændigheder i Jacobs arme. Og snart bliver det klart, at farfaderens monstre måske ikke er helt så fiktive, som Jacob kunne have ønsket.

Riggs påstår selv, at historien om Frøken Peregrine og de (i sandhed) sælsomme børn på den walisiske ø udsprang af en forkærlighed for bizarre, antikke fotos. Fantastisk og fantasifuldt er det i hvert fald. Og lykkeligvis er der siden anmeldelsen i 2012 kommet ikke mindre end to nye bøger til i serien. Dem må jeg straks have læst (hvis jeg tør).

Ransom Riggs, Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn fra forlaget Gyldendal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *