Slow crime-forfatter: “Indimellem kan man have lyst til at skride fra det hele”

Vi, der elsker ord, kan som regel også godt lide de mennesker, der lever af at sætte dem sammen. Men nogle forfattere er mere sympatiske og spændende end andre – selvfølgelig. Derfor er jeg også umådelig irriteret på mig selv over, at jeg ikke har nået at læse hverken debuten Eremitten eller opfølgeren De savnede, da jeg møder Thomas Rydahl en regnfuld november-eftermiddag. For alene ud fra det, han siger om sine bøger, sit liv og forholdet imellem de to, kan jeg mærke, at her er en forfatter, jeg kan lide.

Eremitten blev skrevet, mens mit parforhold var under voldsom belejring,” fortæller han fx inden, vi har kendt hinanden i ti minutter, og rammer mig dermed lige præcis i et tema, jeg selv kender indgående fra mit eget liv: bogskriveri som frirum under krise. Det kan han selvfølgelig ikke vide, men sympatien er skabt, fra min side i hvert fald.

1

“Pæn også? Ej, det har jeg slet ikke lagt mærke til …”

 

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft chancen. Da Thomas Rydahl i 2014 debuterede på det lille forlag Bindslev med Eremitten, fik jeg den tilsendt med et fint brev og en indtrængende opfordring til at anmelde den. Måske lovede jeg det endda også. Men sådan blev det ikke. Hvilket naturligvis ikke mindst ærgrede mig, da bogen indbragte Thomas Rydahl Bogforums debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. Den ville man jo gerne have set komme. Men alt det er vand under broen, da vi mødes på Politikens Forlag. Efter kæmpesuccesen med Eremitten skiftede Thomas Rydahl nemlig forlag. Fra stort til lille. Fra tæt venskab til professionel maskine:

“Jeg har altid villet skrive, men life happens, og i mange år skrev jeg mest til skrivebordsskuffen. Så da jeg fik hul igennem, havde jeg også en klar oplevelse af at det var nu, jeg skulle slå til. Jeg har været rigtig glad for at være på Bindslev, men jeg tror, Politiken kan indfri nogle af de ønsker, jeg har, også selv om det jo nærmest er som en skilsmisse at skifte forlag, når man er så tætte, som jeg har været med Bindslev,” siger Thomas Rydahl, der også med De savnede stod i en stor, personlig krise, mens han skrev. Hans gode ven døde, hans søns ven blev stukket ned, og hans kone blev alvorligt syg. Han fortæller usentimentalt om det, men man mærker alligevel tydeligt, at det handler om at leve – og skrive – NU. Ikke om lidt, når livet begynder. Eller pludselig er slut.

500x0

Thomas Rydahls hovedperson, den nifingrede taxachauffør Erhard, er ikke meget for at leve. I hvert fald ikke i Eremitten, hvor fundet af en lille død dreng på bagsædet af en bil på ferieøen Fuerteventura, hvor han bor, tvinger ham tilbage i tilværelsen.

“Jeg var selv på ferie på Fuerteventura og så en taxachauffør med en guitar på bagsædet. Det fik mig til at fantasere: Hvad hvis han var stukket af fra det hele i håbet om, at alt ville blive meget federe? Og så blev det det ikke,” siger Thomas Rydahl, der med dyrkningen af den idé også fandt en form for fred med sine egne flugttanker.

“Indimellem kan man jo godt selv have lyst til at skride fra det hele, og det er forfærdeligt at vide, at man kan tænke sådan, når man har børn.”

Erhard er en ældre detektiv, for ikke at sige gammel. Som opdager er han begrænset, og det er netop charmen ved ham, siger hans skaber:

“Jeg kalder ham ‘den kompetenceløse detektiv’. Jeg synes, det er sjovt at se, hvad han gør i forskellige situationer.”

fullsizerender_1

I De savnede bringes Erhards voksne datter, kendis-DJ’en Le Lupus (eller Lene, om man vil – men det vil hun ikke) på banen.

“Hun har konstrueret sig selv; hun står for det moderne, for plastic, sociale medier, overflade. Hun er Erhards modsætning.”

Det er tydeligvis sådan noget, Thomas Rydahl tænker over. Modsætningerne. Det, at der er én af alting i Eremitten, mens ting optræder i par eller større grupper i De savnede. Og at alle bipersoner har et navn (som man i øvrigt kan læse i navnelisten på de første sider af De savnede, red.).

“Jeg er forelsket i tanken om, at hver gang der kommer en person ind ad døren, har vedkommende en historie og et navn; det er ikke bare ‘en mand’ eller ‘en prostitueret’. Alle menneskers liv har jo et drama.”

Han fortæller også engageret om, hvordan han har arbejdet med en sex-scene for at gøre den “både smuk og grim og sjov og kludret – som enhver ved, at sex kan være.”

Han går op i detaljer, der måske i mindre grad kendetegner krimiforfattere end andre forfattere.

“Jeg er ikke så optaget af genre. Der er et spændingselement i mine bøger, men det går langsomt – jeg kalder det indimellem slow crime; jeg kan nemlig godt selv lide et langsomt tempo, og jeg kan godt lide at arbejde med sproget.”

img_2146

Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde nået at læse de bøger, altså!

 

Langsomt er det gået, før det pludselig gik stærkt. Thomas Rydahl vandt allerede som 17-årig en novellekonkurrence udskrevet af Gyldendal, og han gik på Forfatterskolen, som ikke netop er kendt for at dyrke plot-tråde, da han var i starten af 20’erne. Da han var færdig der, “indfandt der sig en vidunderlig arrogance. Nu skulle verden bare læse mine romaner.”

Det kom verden så ikke til – life happened – men en dag var den rigtige historie der – og den rigtige lokation at lade den udspille sig indenfor. Thomas Rydahl er blevet en populær skikkelse på den kanariske ø Fuerteventura, også selv om det bestemt ikke er et brochurebillede, han maler i sine bøger.

“Jeg holder jo af øen, med al dens mørke, også. Det, jeg er god til, tror jeg, er at registrere stemninger, kondensere dem og formidle dem videre.”

Sjældent har jeg glædet mig til at læse to bøger mere end de to mursten, jeg har med hjem i tasken denne november-eftermiddag.

De savnede af Thomas Rydahl udkommer i dag, den 9. november, på Politikens Forlag. Hold øje med anmeldelse her på siden, og mød Thomas Rydal på Bogforum lørdag 13.40, hvor han bliver interviewet af Ane Cordsen.

2 thoughts on “Slow crime-forfatter: “Indimellem kan man have lyst til at skride fra det hele”

  1. Pingback: Gæsteanmeldelse: Råt, mørkt, brændt – godt - Bogliv

  2. Pingback: H.C. Andersen som detektiv – ja tak! - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *