Solid svensk krimikunst

Mens vi venter på Krimimessen, skal vi naturligvis … læse krimier! Og der er bare ikke nogen bedre måde at varme op til to dages krimi-ekstravaganza end at sætte svensk på menuen. Svenskernes krimi-kunnen er legendarisk, og arven fra en af mine første krimi-loves, Sjöwall og Wahlö-serien Roman om en forbrydelse, fornægter sig stadig ikke, heller ikke i de to solide sager, jeg her har sat tænderne i. Både Viveca Steens Farlige forhold og Cilla og Rolf Börjlinds Den tredje stemme emmer af den indignation og lyst til at revse samfundet, ikke mindst dets magthaver, som også drev Maj Sjöwall og Per Wahlö i klassikere som Roseanna, Manden på balkonen og Kvinden, som lignede Greta Garboe.

 

wahloo_166147w

Per Wahlö og Maj Sjöwall gik forrest med nordiske, samfundsrevsende krimier. Mange er fulgt efter, også de tre forfattere i denne anmeldelse.

 

3 Stars Lidenskaber i kulden

Når man bruger krimier til at revse samfundet , er det rigtig vigtigt, at man ikke bliver docerende og kedelig. Den balance tippede indimellem for ellers suveræne Sjöwall og Wahlö, og desværre tipper den også lidt for Viveca Steen i hendes sjette krimi, Farlige forhold. En kendt, dybdeborende journalist findes død i sneen 2. juledag, og vicepolitikmmissær Thomas Andreasson kaldes til og må snart rette søgelyset mod den vrede eksmand, snart mod de, der kan have følt sig truet af den kvindelige journalists pen.

Det handler blandt andet om fremmedhad, og det er især her, det bliver lidt kedeligt. Ikke på grund af emnet, men på grund af den noget overpædagogiske måde, de korrekte holdninger lægges i munden på de sympatiske personer – som om forfatteren er bange for, at vi ikke forstår pointen, hvis historien taler for sig selv (og den er faktisk god). Som læser gider jeg ikke blive talt ned til, og den irritation holdt sig for mig til hen over midten af bogen, hvor spændingen heldigvis steg, og jeg fandt mig selv i færd med at piske mig selv til at læse hurtigere af bare iver efter at forstå plottet. Men da var det på en måde for sent – desværre.

 

Sten__Viveca_Farlige_forhold_final__300dpi

Der er sne og is overalt i Viveca Steens nye krimi – også i nogle af hjerterne!

 

Jeg vil egentlig så gerne anbefale Farlige forhold – fordi jeg har nydt Steens tidligere bøger umådeligt, og fordi hun arbejder så seriøst med både historie og personer. For eksempel er mordmetoden i dette sjette bind yderst raffineret, og en krimiforfatter skal altså have solide skulderklap for ikke bare at meje sine ofre ned eller stikke dem uopfindsomt med en kniv. Beskrivelsen af ofrets unge, sørgende datter er også rørende og fortjener en god karakter. Men samlet bliver oplevelsen altså lidt middel, når forventningerne er  høje.

5 Stars Mænd, der hævner kvinder

Mine forventninger var også høje – tårnhøje – til Den tredje stemme. Jeg var voldsomt imponeret over ægteparret Börjlinds romandebut Springflod om blandt andet miljøet af hjemløse i Stockholm og over ægteparret selv, som jeg mødte på Krimimessen sidste år. Parret har skrevet et væld af manuskripter til tv, herunder om netop Sjöwall og Wahlös karakter Beck og den efterhånden ikke mindre kendte Wallander. Så det er professionelle folk, og det fornægter sig ikke i deres bøger.

 

Untitled-3

Pigen, der kastes knive efter er blind – og det er LANGTfra det værste, der foregår i Den tredje stemme. Ikke for sarte læsere. Men guf for de kræsne!

 

Den tredje stemme bygger videre på personerne fra Springflod, først og fremmest den detroniserede efterforsker Tom Stilton og den nyuddannede politikvinde Olivia Rönning, hvis forældre spillede en stor, omend temmelig afsluttet rolle i Springflod (de var begge mordofre). Også marokkaneren Abbas, der er loyal over for Stilton og ferm med knive, er med igen og har denne gang en form for hovedrolle. Det er nemlig hans tidligere kæreste, den blinde Samira, som sætter historien i gang ved at dukke op som parteret lig i Marseille. Abbas er den type mand, der hævner en kvinde, og Stilton er typen, der hjælper en ven, og snart er de på vej sydpå. Samtidig begår Olivias mors nabo i Sverige selvmord og efterlader en teenagedatter, som Olivia føler sig ansvarlig for.

 

VMan-P1181388_FM

Lækre Jakob Cedergren spiller hovedrollen i filmatiseringen af Viveca Steens bøger. Vi indrømmer, at han lyder jätte sexy på svensk, men han er vores, Sverige!

 

Derfra går historien løs. Det handler om så forskellige ting som depraverede og voldelige politifolk, pornoindustriens iskolde bagmænd, private firmaer, der tjener stort på private plejehjem, hvor de gamle bogstavelig talt falder ud af deres senge og dør, forældreløshed, identitet – og cirkus! Der er et væld af tråde og personer at holde rede på – måske en anelse for mange – og hovedet svirrer for alvor, når sidste side er læst, og det komplicerede plot endelig er faldet på plads.

 

Börjlind 1_foto Thron Ullberg

De må have nogle rimelig alvorlige snakke hjemme hos Cilla og Rolf – deres bøger er i hvert fald smækfyldt med de grimme sider af samfundet. Foto: Thron Ullberg.

 

Det er også fair at sige, at Den tredje stemme ikke er for sarte sjæle. Den sparer hverken sine personer eller sine læsere for noget, og tanken om, at der findes mennesker med så lidt respekt for andres liv og følelser som nogle af dem, vi møder her, er svær at ryste af sig, længe efter at bogen er slut. Men Börjlind’erne er heller ikke ude på at please. De er bekymrede for det svenske samfund; for uligheden, kriminaliteten, de store der knuser de små, og de bruger krimierne til at vise deres bekymring frem.

 

Martin_Beck-3

Cilla og Rolf Börjlind har blandt meget andet skrevet manuskript til en række Beck-film. De kan deres kram.

 

Til gengæld ved de også, at deres budskab kun kommer frem, hvis historien sidder lige i skabet, og deres seer/læser er underholdt hele vejen. Og det er vi i Den tredje stemme. Ydermere skinner det tydeligt igennem, at de virkelig holder af deres personer, og det kommer vi så også til. Den tætte, omend skævt sammensatte, ‘familie’ af politifolk, tidligere politifolk, tidligere kriminelle plus det løse, der udgør hovedpersonerne, er drevet af en loyalitet og kærlighed over for hinanden, som man godt kan blive lidt misundelig på (og derfor også er nødt til at tro, er for god til at være sand!), og som man i bund og grund ønsker det bedste for, også når de gør dumme ting – og det gør de heldigvis.

Jeg kan kun håbe på, at Börjlind’erne holder fast i deres hold og sender dem ud i samfundets afkrog igen. Gerne på film. Jeg vil hænge med – med bankende hjerte og en halv hånd for øjnene.

Viveca Steen, Farlige forhold fra forlaget Rosinante, kan fås her

Cilla og Rolf Börjlind, Den tredje stemme, fra forlaget Rosinante, fanger du fx her

One thought on “Solid svensk krimikunst

  1. Pingback: Schyyy, vi læser ... - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *