Spar med Jamie Oliver

Her kommer det nyeste (og trettende!) udspil fra manden, som om nogen er blevet et internationalt mad-ikon. Jamie Oliver har altid været en mand med en mission. Det er han også i denne runde, hvor han vil lære os at spise bedre billigere – og som en sidegevinst at spise mere miljørigtigt og undgå spild i køkkenet.

Madspild koster hvert år en gennemsnitlig britisk familie 680 pund (ca. 6000 kr.) fortæller Oliver i bogens forord, så der er altså meget at hente ved at stramme lidt op. Midlerne er simple: Vi skal tage hjernen med i Netto, så vi kun får købt det, vi faktisk behøver. Og så skal vi bruge det, vi kommer hjem med. Ikke just rocket science, men en tilgang, som lægger sig centralt i en af tidens store tendenser: det ansvarlige forbrug.

Jamie Oliver lærer os i bogens første del at købe ind og fryse ned, så både madbudgettet og klodens ressourcer rækker længere. Når vi er gennem disse indledende knæbøjninger kommer de: opskrifterne. Med grønt og kød og fisk. Salater, omeletter, gryderetter, pies og supper. 105 opskrifter i alt. Især den britiske og italienske inspiration er som altid tydelig, men også det asiatiske køkken får denne gang plads.

Kogenbogen er bygget op om en række grundopskrifter, som derefter varieres i en række “resteopskrifter”, der som en ekstra bonus er hurtige at kaste sammen.

Retterne er lette at gå til og hjælpsomt udstyret med oplysninger om både tilberedningstid og kalorieindhold. Der er tænkt på børnefamilierne. Hvilket barn kan stå for en rask tellerkenfuld zombiehjerne eller kyllingevinger gangnam style?

Bogen er (som altid) en total feel good oplevelse at bladre rundt i. Smukke råvarer, smukke børn (som i øvrigt er Jamies egne fire stk) og en madglæde, som stråler ud af alle billeder.

Køb bogen hvis: Du vil spise godt – men stadig have råd til de der sko sidst på måneden.

Jamie Oliver, Spar med Jamie fra forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen kan fx købes her, hvor den er på tilbud til 229 kr.

Bonus: Tjek nogle af opskrifterne fra bogen (og se nogle af de flotte fotos) på Jamie Olivers egen hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *