Spion-roman får brikkerne til at falde på plads

Den selverklærede John le Carré-nørd Palle Schjødtz anmelder videre, i dag med fulde seks hjerter til Spioners arv, der vender tilbage til den kolde krig, som virker mere nærværende nu end i årevis. 

John le Carré skrev i perioden 1961 til 1990 seks romaner med spionchefen George Smiley som hovedperson, men også Spionen der kom ind fra kulden fra 1963 havde Smiley i baggrunden. Med Spioners arv, der udkom på dansk sidste år på Rosinante, vender le Carré tilbage til den kolde krig i 1960’erne og navnlig til begivenhederne i Spionen der kom ind fra kulden, men også i nogen grad Dame konge es spion.

Den frygt for en stormagtskonfrontation, der var meget nærværende i 1960’erne, føles af nogle at være ved at vende tilbage i disse år, og vi forstår måske igen lidt bedre de mekanismer, der dengang fik efterretningstjenesterne til at handle, som de gjorde. Det er ikke til at vide, hvad der har fået le Carré til at gå i detaljer med og forklare hændelserne dengang, men det er der kommet en spændende bog ud af.

Historien er, at nogle af efterkommerne af ofrene for den britiske efterretningstjenestes aktioner i DDR dengang har meldt sig. De ønsker ikke bare oprejsning af de faldnes eftermæle, men også en personlig erstatning for tabene. Dertil har le Carré tilføjet en ny historie om en Stasi-medarbejders samarbejde med briterne og hendes skæbne, der meget bekvemt giver årsagen til, at en højt placeret Stasi-medarbejder i sin tid blev presset til at være dobbeltagent og altså samarbejde med briterne.

Hovedpersonen i denne roman er George Smiley’s assistent, Peter Guillam, der nyder sit otium i Bretagne, men pludselig får han en indkaldelse til efterretningstjenesten i London, hvilken han som tidligere agent har en livslang pligt til at efterkomme. Det viser sig, at han skal afhøres om begivenhederne, der forløb i de nævnte tidligere romaner samt den tilføjede historie og om sin egen rolle heri. Det er en ny generation uden forståelse for datidens dilemmaer, der afhører ham, og han føler sig som en udpeget syndebuk. Guillam benytter alle de tricks, han har lært, til at forsøge at knibe udenom, men efterhånden presses han op i en krog, og gennem hans oplevelser i dette forløb bliver vi læsere efterhånden klar over, hvad der egentlig skete. Mod slutningen indtræder de forurettede efterkommere af tidligere agenter i handlingen, og gæt hvem der til sidst også træder ind på scenen.

Det er på ingen måde en betingelse, at man har læst de gamle – og nu genudgivne – romaner Spionen der kom ind fra kulden og Dame konge es spion for at få glæde af Spioners arv, hvis handling står for sig selv, men for en John le Carré-nørd er der lige et par detaljer, der falder smukt på plads. Man har desuden fornemmelsen af, at John le Carré har nydt at forklare sine gamle historier og desuden rette et par spark til den nye efterretningstjeneste og dens medarbejdere, der selvfølgelig er teknisk gode, men totalt mangler forståelse for datidens vilkår.

Spioners arv af John le Carré er udgivet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *