Stramt kredsende isolations-drama

_9788711537619

Det har taget for evigt for mig at få anmeldt Maren Uthaugs nyeste bog, Hvor der er fugle. Faktisk har jeg haft den liggende på mit sengebord lige siden maj – før den overhovedet udkom.

Måske skyldes det, at bogen var svær at læse. Ikke fordi den ikke var velskrevet. Nærmest tvært imod. Historien om den afstumpede fyrmester Johan, hans forkrampede kone Marie, sønnen, der tror at han er en kalv, og datteren, som er smukkere end hvad godt er, er nærmest lidt for levende.

Der hersker mørke på det lille fyrtårn ud for Norges kyst, hvor de fire er fanget sammen det meste af året. Uthaug har begået et skræmmende indlevende portræt af det menneskelige forfald. Johan, som ædes op af en meningsløs kærlighed, han ikke kan realisere. Marie, som langsomt opsluges af bitterhed over det liv, hun selv har valgt. Deres afkom, som bærer smerten videre ned gennem generationerne.

Uthaugs valg af det ensomt beliggende (og i øvrigt helt virkelige) fyrtårn som kulisse for det intense menneskelige drama, er genial. Alt bliver koncentreret på den lille klippe, hvor bølgerne slår ind over alting, børnene må tøjres fast for ikke at ryge i havet og hvor ingen af fastlandets øjne kan nå ud. Her holdes hemmeligheder hemmelige, og der er fred og ro til at synke ned i sindets sump.

Uthaug holder romanen igennem kortene tæt til kroppen. Fortællingen fortælles af tre omgange og fra tre forskellige vinkler: Johans, datteren Darlings og Maries. Hver vinkel tilføjer en ny, overraskende dimension til historien, og først i allersidste kapitel forstår vi den dynamik, som fastholder figurerne i deres destruktive roller.

Jeg elskede Uthaugs første bog, Og sådan blev det. Med Hvor der er fugle følger hun den stejle kvalitetskurve. Maren er stadig i mol, og hun er lige så god på de mørke toner, som de lyse, vi normalt kender hende for.

En fantastisk, forfærdelig roman.

Maren Uthaug, Hvor der er fugle fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *