Supper året rundt

9788740036220

Supper er ikke kun vintermad. Og ikke kun aftensmad heller. I sin nye kogebog, Supper & Co., lærer veteranen Kirsten Skaarup os, at suppe sagtens kan være en fin morgenmad. Og at suppe kan spises på alle tider af døgnet.

Supper har mange indlysende fordele: De er hurtige at lave, mængden af opvask minimeres, og så er de oven i købet typisk ret sunde. Hos Kirsten Skaarup er der skruet ekstra op for sundheden. Opskrifterne er tilsyneladende støvsuget for animalsk protein og mælkeprodukter. Der er tænkt over proteiner, fibre, vitaminer, antioxidanter og antiinflammatoriske ingredienser. Og også over antallet af kalorier. Hvis man skulle føle for den slags, er det faktisk muligt at bruge bogen som udgangspunkt for en decideret suppe-detox.

Der er masser at interessere sig for i Supper & co. Billederne er farverige og ligesom opskrifterne indhentet fra hele verden. Og de enkelte opskrifters særlige sundhedsfordele beskrives med overlegen ernæringsteknisk viden.

Til gengæld synes jeg, Kirsten Skaarup ind imellem forlanger lidt meget af os. Eller måske nærmere af vores lokale Netto, som sjældent ligger inde med friske tallerkensmækkerblomster, hvedegræs eller soyayoghurt. Eller nogle af de andre – supersunde – special-ingredisenser, som retterne er fulde af.

Opskrifterne tæller mange af de kendte suppeklassikere (borscht, løgsuppe, kartoffel-porresuppe). Oftest har de dog fået et sundt twist, og de ledsages af en mængde nye, originale supper.

Supper & co. kan bedst beskrives som en overskudssuppekogebog. Et perfekt udgangspunkt for den nytænkende og legelystne gourmet med en specialkøbmand i nabolaget og lyst til at fylde lidt på plussiden i det store sundhedsregnskab.

BONUS: Du kan selv tjekke bogen ud lige her, hvor forlaget venligt har leveret en lille smagsprøve.

Kirsten Skaarup, Supper & co. fra Politikens Forlag.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *