Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her