Gæsteanmeldelse: Et (lidt) langt historisk drama

Karen_049_LILLE

Freelancejournalist Karen Greve har givet sig i kast med Leonora Christines dramatiske liv – og savner faktisk lidt mere drama.

“Leonora Christines liv var et drama uden sidestykke”. Det står der bag på Maria Hellebergs nyeste roman om Christian den fjerdes datter. Der er da også begivenheder nok at tage fat på: fra Leonora som 15-årig bliver gift med Grev Ulfeldt, henover mange barnefødsler, rejser i Europa, politiske intriger, flugt i flere omgange og ikke mindst 22 års indespærring i Blåtårn på det daværende Københavns Slot. Leonora kommer igennem det hele. Stolt og evigt loyal over for sin ægtemand, der bliver dømt til døden som landsforræder, mens hun er indespærret.

Jeg elsker normalt historiske romaner, og jeg har også været underholdt af Hellebergs fortælling fra 1600-tallet. Alligevel virker romanen en smule uforløst på mig. Måske er det, fordi vi kommer for hurtigt igennem Leonoras barndom og mangler en forståelse af, hvor hun egentlig har sin styrke fra? Måske er det, fordi kærlighedshistorien ikke rigtig brænder igennem?

Romanen fortælles i to spor, hvor det ene er Leonoras aktive liv fra ungdom til død, mens det andet er hendes 22 år i fangenskab. Beskrivelsen fra Blåtårn er fascinerende – et lille uhumsk hul uden frisk luft med et natpotte i hjørnet. Uden gårdture og den slags nymodens pjat. De små begivenheder i løbet af årene, hvor Leonora pludselig får lov at brodere (sikke dog en optur) er med til at understrege, hvor forfærdelig lang tid, hun holdt ud. Som dramatisk fortælling bliver det dog lige langtrukkent nok.

Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til Kongens kvinder, som jeg var mere begejstret for. Hvis du gerne vil læse Leonora Christine, så begynd endelig med Kongens kvinder om hendes mor og mormor Kirsten Munk og Ellen Marsvin. Det hjælper på perspektivet.

Leonora Christine af Maria Helleberg fra Samleren kan fanges her