Gæsteanmeldelse: Forbandede familie

Karen_049_LILLE

Karen Greve er tidligere chefredaktør og nu selvstændig  journalist i firmaet Storybusiness. For tiden grubler hun dag og nat over sin kommende blog om livet som kvinde 40+ – når hun altså ikke læser lange familiekrøniker for Bogliv og bliver ret eftertænksom af dem. 

Peter er den gammeldags patriark, og i fjerde bind af Guldagers familiekrønike må han give fortabt. Romanen åbner med hans død og begravelse. I kirken sidder hans datter Leonora og sveder. Hun hører børn, der skriger på deres forældre, hun hører lyden af brændt hud og af hår, der svitser. Alle gæsterne i kirken ligner forkullede skeletter med røgsværtede kranier og tomme øjenhuler. De skriger måske, fordi de ikke kun er i færd med at tage afsked med en ulykkelig mand i 50’erne, men også med en forestilling om familien som en lykkelig samværsform.

 

Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager er loyal over for sine personer, også når de er svære at være det overfor. Som mødre, der elsker sig selv højere end deres børn. Foto: PR

 

Vi er i året 1972 på toppen af ungdomsoprøret, og Peter dør af sorg, fordi han aldrig er kommet sig over at blive forladt af sin elskede kone. Lily forlod allerede i seriens første bind i 1950’erne Peter og deres børn samt det småborgerlige Køge for at realisere sig selv som kunstner i København. Ved begravelsen er de forladte børn for længst blevet voksne, men en af romanens mest sørgelige sandheder er, at de stadig er forladte børn mere end noget andet. Henry, Leonora og Lille-Ib (der hedder sådan som 24-årig) kæmper med det svigt, som deres forældre har brændemærket dem med.

Det lyder voldsomt, og det er det faktisk også. For Guldager rører ved et tabu, der virkelig gør ondt: at ikke alle mødre elsker deres børn. Eller det gør de måske, men nogle af dem elsker bare sig selv højere. Uden af den grund at være særlig skurkagtige. For selv om Lily er selvoptaget, blind, magelig og forkælet, så forstår man som læser også godt hendes motiver. Hun er nødt til at bryde ud af familien. Ellers vil hun selv gå til grunde på villavejen i Køge i sovs og kartofler og omklamrende kærlighed.

 

LR_PetersDod_salgsrejse_FORSIDE_137maj.indd

Patriarken Peter møder sit endeligt i den fjerde bog om familien fra Køge.

 

Man kan godt læse bind fire alene. Så bliver romanen i høj grad et tidsbillede på de tidlige halvfjerdsere med spirende kollektiver og politisk bevidsthed – og en historie om Henry og Leonora, der prøver at blive lykkelige i en ny tid. Tidsbilledet er grund nok til at læse romanen, for Guldager formår at beskrive fællesmøder og gruppesex loyalt og humoristisk, så man både må beundre det engagement i nye idealer, der gennemstrømmer personerne, samtidig med at man forundres over deres himmelråbende naivitet, når de planlægger at være fælles forældre for kollektivets børn og serverer hashkager for dem, fordi ingen må udelukkes fra fællesskabet.

Den store psykologiske fortælling om familien fra Køge, den får man dog mest ud af, hvis man begynder med første bind Ulven. Så er der garanti for lidt skræmmende eftertænksomhed i forhold til de valg, vi foretager som forældre, og som vores børn definerer deres fremtid ud fra.

 

Peters død af Katrine Marie Guldager, Lindhardt og Ringhof (fjerde bind i Guldagers familiekrønike fra Køge). Udkommer i dag. Fang den her.