Gæsteanmeldelse: Stram og effektiv dansk krimi

rebekka vildmedkrimi.dk

I anledning af Krimimessen har Bogliv været ude og finde nye krimi-legekammerater. Rebekka Andreasen er journalist og driver bloggen Vildmedkrimi. Hun er ikke hoppet med på krimibølgen, men har svømmet i den, siden hun var barn. Hun er vild med Jens Østergaards tredje krimi, Ritualet, og det kan vi ærligt talt godt forstå!

 

 

 

 

Der var vist engang, hvor (engelske) krimiforfattere fik løn efter antal linjer i deres manuskript. Krimiforfatter Jens Østergaard skal måske være glad for, at den ordning for længst er afskaffet. Ritualetder er forfatteren stredje bog om efterforskeren Thomas Nyland, er ligesom Dragen Sangeren Helten og Drengen og dæmonen, er på under 300 sider.

Men hvorfor bruge flere linjer, når man som Østergaard evner at skrive små, korte nærmest filmiske scener, give figurerne liv og nerve og samtidig skabe en effektiv og underholdende krimifortælling?

Denne gang serverer forfatteren en historie, der tidsmæssigt ikke strækker sig over meget mere end et døgns tid. Det er forfriskende. Ingen langtrukken efterforskning her.

I Ritualet har Thomas Nyland atter nok at gøre på jobbet hos Københavns Politi. En kvinde er brutalt blevet myrdet i sin lejlighed på Amager. Hun er blevet mishandlet gennem længere tid, før hun døde. Samtidig er en bil stjålet fra en tankstation tæt på kvindens lejlighed – med en treårig dreng siddende bag i bilen. Er det samme gerningsmand? Og var det bilen eller drengen, der var målet?

Nylands team består blandt andet af betjenten Martin Dahl, der ligesom sin chef er påvirket af hændelser i den forrige bog. Hvor Nylands ansigt er hærget af heftige ar efter voldsom nærkontakt med en kniv, er Dahls ar usynlige, men ikke mindre belastende. Han kæmper ihærdigt for at mestre livet igen efter at have været spærret inde i en lavloftet, iltfattig kælder i Drengen og dæmonen. Begge betjente føler, at de har svigtet i kældersagen, der ikke endte lykkeligt.

Når man læser en Jens Østergaard-bog, kan man nemlig ikke være sikker på, at alt bliver godt til sidst. Eller at der ikke er tråde, der flagrer lidt, når sidste side er læst.

Denne gang fylder både musik og religiøse ritualer en del af plottet. Det viser sig nemlig, at gerningsmanden har afspillet mystiske lyde på kvindens stereoanlæg under mishandlingen af hende. Jens Østergaard griber fat i interessante temaer, og han doserer sin research, så den glider ubesværet ned og underholder undervejs.

 

Jens_1A_3677

Jens Østergaard pleaser ikke sin læser med lykkelige slutninger – eller bare slutninger. Så er I advaret (og anbefalet). Foto: PR

 

Bogen er ikke nær så spændende og hæsblæsende som forfatterens forrige bog, men Jens Østergaard skriver mere legende og let , uden at ordene mister tyngde.

At enkelte ting i historien virker urealistiske, ødelægger dog ikke læseoplevelsen, for Ritualet er en hurtiglæst, effektiv krimi med sympatiske figurer, som interesserer.

Du får mest ud af at læse Ritualet, hvis du har læst de øvrige bøger i serien.

Psst…! Husk, at du kan fange Jens Østergaard og den ene halvdel af Bogliv på Krimimessen den 6. april kl. 13 i Teltet.

Ritualet af Jens Østergaard er udgivet på EC Edition og kan fanges her