Blog-bibel

4 Stars På side 104 i Julia Lahmes Blogbogen står: “Vær gavmild.” Og netop gavmild er det ord, jeg hele tiden kommer til at tænke på under læsningen (den alt for sene læsning, men mere om det senere) af bogen, der bør være enhver bloggers uundværlige bibel fremover. For sikke et overflødighedshorn! Forfatter og PR-ekspert Julia Lahme, der selv har blogget på Julialahme.dk med succes i fem år, tager os simpelthen varmt og fast i hånden og leder os helt rundt i krogene af det at være blogger.

Lahme_1_foto_Line_Thit_Klein

Julia Lahme er selv ivrig blogger og øser gavmildt af erfaringerne i Blogbogen. Foto: Line Thit Klein.

Fra den første spæde start – hvordan opretter jeg en blog og på hvilken platform – til og igennem alle de tekniske aspekter, de juridiske regler, søgeordsoptimering, indhold, design, fotoredigering, sproglig stil, læsermålgruppe, takt og tone i bloggerland og meget mere. Detaljeret, trin for trin og til at gå til. Det hele brydes og krydres med Lahmes egne erfaringer og små interviews med dygtige bloggere og er – selvfølgelig, fristes jeg til at skrive! – sat lækkert og overskueligt op. Nøjagtig, som vi vil have det – også på vores blogs. Continue reading