Når teenagere mobber

5 Stars Hvis der er en ting, der kan holde mødre vågne om natten, er det tanken om, at uanset hvor meget modermælk, speltgrød, rugbrød og anerkendelse i rå mængder, du hælder i dit barn, og uanset hvor mange ovngitre, cykelhjelme og førstehjælpskurser, du investerer i, så er dit elskede, uundværlige afkom i sidste, iskolde ende underlagt verdens ondskab – og en vis form for tilfældighed. Den erkendelse er næsten ikke til at bære, men i Sandheden om Amelia kommer moren Kate til at gøre den.

 

Amelia

New York er andet end drømme og skønhed, den er også hjemsted for en form for konkurrence, man ikke har lyst til at lade sine børn deltage i. Foto: PR

 

Kate er alene med sin datter Amelia på 16 år og har altid været det. Hun knokler som advokat for at forsørge sig selv og Amelia, der går på en ‘progressiv’ og hundedyr skole i Brooklyn, New York. Her hersker en kultur, som får engelske drengekostskoler til at virke som hyggelige Rudolf Steiner-børnehaver. Hemmelige klubber med onde optagelsesritualer florerer livligt, mens skolen vender det blinde øje til. Da Amelia af flere grunde er sårbar, kaster en af pigernes klubber, Skaderne, sig over hende, og herfra ruller den historie, vi fra starten ved, ender tragisk. Allerede få sider inde i bogen lander Amelia nemlig på jorden efter et fald fra skolens tag, død. Romanen veksler herfra mellem kapitler, der beskriver tiden op til Amelias død gennem hendes egne øjne, Kates nutidige forsøg på at udrede, om hendes datter virkelig har begået selvmord, sms-udvekslinger mellem Amelia og hendes venner, mails fra og til Kate samt uddrag fra en Gossip Girl-lignende blog.

Romanen har en dyster tone, som tager et par kapitler at vænne sig til, men jo længere vi kommer ind i Kates søgen efter svar, desto mere spændende bliver bogen. Det står snart klart, at mange forskellige mennesker har haft en aktie i Amelia, som hun ikke selv har haft en chance for at gennemskue. Voksne og andre unge har manipuleret og mobbet hende af grunde, der intet har med hende at gøre, og selv om hun tydeligvis er en pige med både ben i næsen, lys i pæren og benene på jorden – for nu at klichebeskrive hende – så er der i sidste ende ikke rigtig noget, hun kan gøre for at beskytte sig selv. Det er isnende uhyggeligt.

Allerstærkest står måske beskrivelsen af Kates dårlige samvittighed og sorg. Kate har været enlig mor og af fuldstændig indlysende årsager ikke haft så meget tid til sit barn, som hun kunne have ønsket. Hun har heller ikke været ærlig over for Amelia, hvad hendes far angår. Men hun har villet noget med sit forældreskab, og hun har elsket sit barn. Er det nok? Eller er det i sidste ende hendes‘skyld’, at Amelia kommer så galt af sted, fordi hun ikke har vidst, hvad der foregår i hendes datters liv? Som der ildevarslende står på forsiden af bogen: Ved du egentlig, hvad din datter går og laver?

De spørgsmål er spændende og får en fin, nænsom behandling i romanen, som i det hele taget er meget læseværdig. Tilbage står vreden over en skole, der fralægger sig ethvert ansvar og forældre der foregiver at være på alle børns side. Frustrationen over, at  unge mennesker spilder deres liv med at torturere hinanden. Og sorgen over en fin ung pige, der føles fuldstændig virkelig, selv om hun er fiktiv.

Græder du, mor?

Som I vil vide, har vi Bogliv’ere et eller andet med gråd. Vi græder. Over bøger. I lang tid var ‘gråd’ faktisk en af vores største tags i tag cloud’en. Og vi kan ikke engang skyde skylden på vores høje alder, for en af de bøger, der er blevet grædt mest over på vores lille site, blev anmeldt af vores ungdomsanmelder, Anna. Hun gav John Greens En flænge i himlen seks hjerter for at behandle det umulige emne unge med kræft på en måde, der både får læseren til at grine og græde.

 

10253933_1480982332130790_8987327904146000160_n

Et kærestepar, der ved, at de skal miste hinanden om et øjeblik. Som om ung kærlighed ikke var voldsom nok i forvejen! Foto: PR

 

Hun gav også sin mor (undertegnede) indtil flere søvnløse nætter med at læse den bog, der havde gjort sådan indtryk på hende. Den sidste stort set iført en rulle toiletpapir for at stoppe tåre- og snotstrømme. Men hvor er jeg glad for, at hun gjorde det. For En flænge i himlen handler ikke kun om sorg og sygdom. Den handler i den grad om at bruge den tid, vi har, til at leve så godt, vi kan – selv om det føles meningsløst, når det hele alligevel skal slutte. Om ung kærlighed så fin, fantastisk og fuld af misforståelser, som kun ung kærlighed kan være. Og om at acceptere, at der ikke findes nogen større retfærdighed i vores verden, selv om vi hele tiden kommer til at lede efter den.

Og nu skal vi til det igen. 20th Century Fox har filmatiseret bogen, der fuldt fortjent toppede New York Times bestsellerliste i syv uger, med Ansel Elgort og Shailene Woodley i rollerne som Gus og Hazel, der begge lider af uhelbredelig kræft – og spirende forelskelse. Filmen har premiere i Danmark 12. juni, og I kan godt finde lommetørklæderne frem med det samme.

At skille et barn fra sin mor

I denne uge løftede Bogliv blikket fra bøgerne og gik i biografen. Det skulle vi aldrig have gjort. Filmen Philomena med fænomenale Judi Dench i hovedrollen sendte os ud af biffen i en tilstand af sorg, vrede og frustration. Men også nysgerrige efter at læse Martin Sixsmiths The Lost Child of Philomena Lee, som kan fanges her.

Bogen og filmen handler om Philomena, der bliver gravid som purung i 1952. Det gjorde man bare ikke dengang, så hun efterlades af sin familie i et nonnekloster i Irland, hvor hun føder sit barn under en smertefuld sædefødsel. Barnet, en lille dreng, bliver sat i klosterets børnegruppe, og Philomena får kun lov at se ham en time om dagen. Resten af tiden skal hun arbejde for føden i klosterets vaskeri. En dag kommer et rigt amerikansk par til klosteret for at adoptere en lille pige. Men de bliver så betagede af Philomenas søn, at de tager ham også. Philomena får ikke lov at sige farvel – hun når kun at se et glimt af sin lille søn i bagruden på den fine bil …

Philomena-squared

Spoiler alert! Hvis jeg fortæller, hvor Philomena står her, bliver du alt for ked af det til at se filmen. Og det ville være en skam. Den er fremragende. Foto: PR

 

Allerede der tudede vi. Men det bliver værre. For Philomena gemmer på sin hemmelighed i 50 år, indtil hun ved journalisten (og den detroniserede spindoktor) Martins mellemkomst får mulighed for at opspore sin søn og opdager, at nonnnernes forrædderi er endnu større og mere ubærligt end først antaget. Det var her, vi blev vrede!

Men filmen – og bogen? – er mere end en tudehistorie. Den stiller også spørgsmål om tilgangen til livet. Philomena er en gudfrygtig og tilgivende kvinde, der tror på godheden i mennesker. Over for hende står journalisten Martin, der får stadig mere svært ved at kapere den forbrydelse, der i religionens navn er begået mod Philomena. “Jeg ville ikke kunne tilgive dig” lyder en af hans sidste replikker i filmen, da han og Philomena er tilbage og konfrontere en af de gamle (øretæveindbydende!) nonner.

 

Philomena

Filmen Philomena er ikke kun gråd og tænders gnidsel. Her er den jævne Philomena ved at referere sin knaldroman over for den store, intellektuelle BBC-journalist. I detaljer! Bemærk det deraf stivnede smil. Både Judi Dench og Steve Coogan spiller lige i øjet.

 

Det talte vi om på vejen hjem fra biografen. Havde Philomena i virkeligheden fat i den lange ende med sin tilgivende holdning? Måske, men jeg ville heller ikke kunne tilgive, at nogen tog mit barn fra mig. Så var jeg mere på linje med Martins anden gode replik til søster Hildegaard: “Hvis Jesus var her nu, ville han sparke dig ud af den fucking rullestol!” Når jeg kommer mig over filmen, vil jeg læse bogen og se, om jeg kommer nærmere en forståelse. Stay tuned.

Samme dag næste år

One-Day-Theatrical-Still

Ååååh, ung kærlighed, altså! Fra Lone Scherfigs film Samme dag næste år, 2011. Foto: PR

Sad du også og græd lidt ned i aften-teen i går aftes, da TV2 viste Lone Scherfigs film Samme dag næste år? Jeg gjorde! Men det er intet imod, hvor meget jeg tudede, da jeg læste David Nichols’ bogforlæg One Day på en sommerferie for godt et år siden. Faktisk var det Boglivs egen Marlene, der havde stukket mig den, lige inden jeg skulle på ferie. “Den skal du læse!” sagde hun, og jeg tænkte ved mig selv ‘Ja, ja, det siger du så tit.’ (det gør hun nemlig, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men meget af det er altså på originalsproget og ikke særlig tilgængeligt). Fire dage senere sendte jeg en sms til hende klokken seks om morgenen, hvor jeg var stået op for at læse bogen færdig: “Det kunne du godt have sagt! Sidder her og tuder helt alene!”

Hvorfor rammer One Day/Samme dag næste år så hårdt? For mig handler det om Emma. Ikke så meget i Anne Hathaways skikkelse (selv om hun LANGT oversteg mine forventninger og faktisk gjorde det rigtig godt), men i den skikkelse, Nichols skaber. Emma er flittig, intelligent, belæst, bebrillet – og usikker. Jeg genkender alle de træk fra mig selv, ligesom jeg genkender så mange af scenerne fra min ungdom i 80’erne og 90’erne. Som nu den kiksede LP (Tracy Chapman – need I say more?) på pladespilleren lige midt i en lidt for optimistisk scoring af den lækre fyr, som aldrig ville se til ens side, hvis han var ædru. Skuffelsen, resignationen og det at lade sig nøje med at ‘være gode venner’ (for så at finde ud af, at det faktisk har en mere langvarig værdi).

One Day

Kan I ikke huske, hvordan ham man var vild med, altid sad der med en helt ANDEN pige? Foto: PR

Men frem for alt genkender jeg Emmas følelse af ikke rigtigt at kunne komme i gang med livet, fordi alle tankerne og ambitionerne står i kø for at spænde ben. Måske er det det, der får mig til at græde allermest, da Emma dør alt for ung. Jeg græder for alle os, der alt for sent finder ud af, hvor meget vi du’r til. For spildt kærlighed. For det enkle og intelligente sprog, Nichols formår at formidle alle de triste følelser i. Og for det liv, der trods alt når at blive så smukt.

Hvis du ikke har læst One Day endnu, så giv dig selv den i gave – i dag! Og for en gangs skyld er jeg enig med Marlene: Den skal læses på originalsproget – den er ikke svær. Kun svær at komme sig over bagefter. Fang den her

One-Day-460x734

One Day af David Nichols er et must read! På dansk er det forlaget Thaning og Apel, der har udgivet.

Gråd og grin

6 Stars En flænge i himlen er en bog, som behandler et meget svært emne – nemlig kræft. Men selvom bogen behandler et så hårdt tema, følte jeg mig ikke deprimeret og ked af det, efter jeg havde læst den. Jeg følte en så stor kærlighed til Hazel og Augustus, at jeg havde lyst til at hive dem ud af bogen og kramme dem.

Kort fortalt handler bogen om teenageren Hazel, der har haft en kræftdiagnose i fire år og så småt er begyndt at miste modet. Men da hun møder den ligeledes kræftsyge Augustus, forelsker Hazel sig for første gang. Hun får et helt andet syn på livet, døden og meningen med vores eksistens og ser pludselig verden på en ny måde. John Greens sprog og indlevelse i karakterne gør, at han skaber en så stærk forbindelse mellem læseren og Hazel, at man føler, man er en del af hendes liv og hendes op- og nedture.

En flænge i himlen er en af de mest rørende og livsbekræftende bøger, jeg nogensinde har læst. Hazel og Augustus elsker hinanden og prøver at bekæmpe deres sygdom på deres egen måde imod alle odds. Det er meget smukt og rigtig glædeligt at opleve. Samtidig er den meget rå og utrolig sørgelig på visse tidspunkter. Denne blanding af store følelser har John Green flettet sammen til en fortælling, der kun kan betegnes som et mesterværk. Den vil få dig til at grine af lykke for Hazel og Augustus, tude som har du aldrig tudet før, og smile så meget, at du får ondt i kinderne.

A

John Green: En flænge i himlen fra Politikens Forlag. 

Fang den fx her eller her.

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter? Men det kan han!

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter?