Tegnerens perfekte uperfekthed

6 Stars

“Jeg har ingen kolleger, så jeg er afhængig af godt selskab i mine figurer.” Sådan sagde tegner Nikoline Werdelin på årets Bogforum for nylig, hvor hun med blid og stille stemme talte for fulde huse flere dage i træk.

Werdelin_4_low_Foto_Stine_Heilmann

ER Nikoline Werdelin simpelthen verdens klogeste kone? Man fristes til at tro det, når man læser hendes striber. Foto: Stine Heillmann.

 

Og hvilket selskab, hun – og vi! – er i, i striberne Homo Metropolis 2010-2012. Werdelin, der altid har været gavmild med sit talent uden at misbruge det, overforkæler her sig selv og os andre med et overdådigt galleri af uperfekte, pinlige, egoistiske, liderlige, forfængelige og samtidig inderligt elskelige personer: fra den suicidale psykiater og den underkuede familiefar, der til sin skræk forelsker sig i en anden mand, til den demente gamle dame, der smider molotov-cocktails ud af vinduet for at slippe for plejehjem, og den stressede, kvindelige landsbypræst, der er sin mand utro med et sognebarn, som netop har lidt det største tab af alle. For ikke at tale om den misrøgtede teenagepige, der drømmer om at vinde en romankonkurrence og få udgangspas fra socialklasse allernederst. Og den aldrende bøsse, hvis far kalder ham ‘sodomist’ og slår hånden af ham. Med flere! Continue reading

En ægte stjerne

4 Stars Det er altid med let bævende hjerte, at jeg læser om skilsmissebørn. Dels er jeg selv et af slagsen, oven i købet et, der voksede op i 70’erne og derfor hurtigt fandt ud af, at det var ’synd’ for mig. Dels har jeg selv udsat det ældste af mine børn for skilsmisse. Så lad os bare sige, at jeg har … noget på spil.

Derfor bliver jeg også glad, når emnet kan behandles med balance og ynde. Når historierne på den ene side ikke kommer til at handle om, at skilsmissebørnene er dømt  til andenrangs liv (for det er de ikke), eller på den anden side forfalder til, at alt er super, fordi de har dobbelt af alt (for det er alt langtfra). Continue reading