En Nordbos fornemmelse for Grønland

I Grønland lever en mand, der elsker is. Der lever nok flere, men måske ikke så mange, der indrømmer, at de elsker is så meget, at de kan finde på at slikke på de store, turkisblå blokke af is, der ligger i Nuuk.

– Det er fornemmelsen af at drikke vand, der er ældre end det moderne menneske, siger forfatter Mads Peder Nordbo, for ham er det, der elsker is så meget, at hans redaktør har skåret mindst 30 scener væk, der handler om det frosne vand, i hans nye bog, Pigen uden hud.

– Hun skrev på et tidspunkt en note til mig, hvor der stod: “Nu har vi forstået, at du godt kan lide is!”, siger Nordbo lunt.

Egentlig er han fynbo, Nordbo, og det hører man tydeligt i både dialekten og beskedenheden, da han nærmest modvilligt er centrum for 12 bloggeres næsten udelte opmærksomhed til et arrangement på hans forlag et stenkast fra Rådhuspladsen. Ikke fordi han ikke kan lide bloggere, men fordi han ikke kan lide at være i centrum.

– Forleden var jeg til en reception i det samme lokale her og forsøgte at gemme mig, indtil nogen påpegede, at receptionen var for mig, smiler han.

FullSizeRender-47

En mand, der ikke så godt kan lide opmærksomed. Men elsker ord. Og Grønland.

IMG_3525

Bloggeren har ikke helt samme klædelige beskedenhed …

Hans fjerde bog, Pigen uden hud, har gjort det utænkelige og solgt sig selv til en række lande, filmrettighederne solgt til Hollywood, og selv har han ikke fattet en brik endnu.

– Hvis det ikke lyder, som om jeg er begejstret, er det derfor, som han siger.

Begejstret lyder han til gengæld, når han taler om det Grønland, han bliver ved med at pendle frem og tilbage til fra Danmark, og hvor han arbejder på rådhuset i Nuuk. Det handler om naturen, først og fremmest. Blåbærrene, der bare smager bedre der, fordi det er både koldt og lyst, så de vokser, men langsomt. Og ensomheden:

– I Danmark er vi bange for ensomheden, den er farlig. I Grønland er den en gave. Den er smuk. Jeg elsker ensomheden! siger Nordbo.

Kærlighed og følelser virker i det hele taget til at være udgangspunkt for Pigen uden hud. Kærlighed til Grønland og et forsøg på at beskrive landet indefra, ligesom Kim Leine, der skrev til Nordbo og sagde “Nu er vi to.” Bogen udspiller sig i to spor, 1973 og nutid. Den handler blandt andet om overgreb på kvinder og børn, et emne, der optager Nordbo meget.

– Ja, Grønland har nogle kedelige tal, men jeg tror på, at vejen ud af det er oplysning, man ikke dømme eller fordømme sig ud af det, siger han og ligner en mand, der hverken dømmer eller fordømmer ret meget.

500x0

Han skriver på sine følelser, på et miljø han kender og elsker – bortset fra mordene, som han understreger et par gange.

– Mordene i bogen er i virkeligheden sæljagt omskrevet til mennesker. Det er jo sjovt, hvordan det vi gør ved sæler uden at blinke, bliver så vildt, når det gøres mod mennesker, siger han.

Ligesom Nordbos tidligere bøger, Odins labyrint, Gudspartiklen og Thuleselskabet, er Pigen uden hud en kompleks fortælling.

– Jeg kan bedst selv lide at læse labyrintisk, og sådan skriver jeg også. Der opstår tanker i mit hoved, og selv om jeg har arbejdet med et skelet, ville det aldrig fungere for mig at lægge det hele fast på forhånd, siger han.

Hvad der ligger fast – og gjorde det meget tidligt – er Nordbos lyst til at fortælle historier.

– Jeg kom på det DSB-brune bibliotek i Tommerup med min mor. Der sad Inga og vogtede over alle de der skatte, som bøgerne var. De var indgangen ud til verden og ind i mennesket, og jeg fik lyst til selv at skrive bøger, fortæller han.

Med Pigen uden hud har Nordbo fået hul igennem til et marked, der ellers er tætpakket. Måske som del af en bølge – Nuuk noir, måske bare i sin egen ret. Det ligger fast nu, at der kommer en toer – og en treer, for “den er solgt til tjekkerne,” som han siger med fynsk lune. Måske bliver det noget med is.

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.