Flet frit!

_9788771595420

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20