Gæsteanmeldelse: Et (lidt) langt historisk drama

Karen_049_LILLE

Freelancejournalist Karen Greve har givet sig i kast med Leonora Christines dramatiske liv – og savner faktisk lidt mere drama.

“Leonora Christines liv var et drama uden sidestykke”. Det står der bag på Maria Hellebergs nyeste roman om Christian den fjerdes datter. Der er da også begivenheder nok at tage fat på: fra Leonora som 15-årig bliver gift med Grev Ulfeldt, henover mange barnefødsler, rejser i Europa, politiske intriger, flugt i flere omgange og ikke mindst 22 års indespærring i Blåtårn på det daværende Københavns Slot. Leonora kommer igennem det hele. Stolt og evigt loyal over for sin ægtemand, der bliver dømt til døden som landsforræder, mens hun er indespærret.

Jeg elsker normalt historiske romaner, og jeg har også været underholdt af Hellebergs fortælling fra 1600-tallet. Alligevel virker romanen en smule uforløst på mig. Måske er det, fordi vi kommer for hurtigt igennem Leonoras barndom og mangler en forståelse af, hvor hun egentlig har sin styrke fra? Måske er det, fordi kærlighedshistorien ikke rigtig brænder igennem?

Romanen fortælles i to spor, hvor det ene er Leonoras aktive liv fra ungdom til død, mens det andet er hendes 22 år i fangenskab. Beskrivelsen fra Blåtårn er fascinerende – et lille uhumsk hul uden frisk luft med et natpotte i hjørnet. Uden gårdture og den slags nymodens pjat. De små begivenheder i løbet af årene, hvor Leonora pludselig får lov at brodere (sikke dog en optur) er med til at understrege, hvor forfærdelig lang tid, hun holdt ud. Som dramatisk fortælling bliver det dog lige langtrukkent nok.

Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til Kongens kvinder, som jeg var mere begejstret for. Hvis du gerne vil læse Leonora Christine, så begynd endelig med Kongens kvinder om hendes mor og mormor Kirsten Munk og Ellen Marsvin. Det hjælper på perspektivet.

Leonora Christine af Maria Helleberg fra Samleren kan fanges her

Gæsteanmeldelse: Magt frem for kærlighed

Karen Greve, journalist og cand. mag., har et blødt punkt for historiske romaner, og anmelder her nyeste udgivelse fra dronningen af genren, Maria Helleberg.

Kongens kvinder er en roman om Ellen Marsvin, Kirsten Munk og Vibeke Kruse. Tre kvinder, der omgav en af de mest berømte konger, vi nogensinde har haft – nemlig Christian den fjerde, der fra han var ganske ung regerede over Danmark og Norge. I et århundrede, hvor mænd i almindelighed og den enevældige konge i særdeleshed havde magten, og kvinder havde meget lidt at skulle have sagt. Alligevel opstod i samme tidsperiode en sær angst for kvinders magt til at tryllebinde mænd. Uh – den farlige kærlighed!

 

Helleberg_Chr4_KongensKvinder_FINAL.indd

En historie om kærlighed – det kan vi li’, uanset hvornår den foregår.

 

Det er ikke tilfældigt, at romanen begynder med en hekseprøve. Den purunge Ellen Marsvin oplever sin elskede amme Ane blive sænket i en sø – bundet på hænder og fødder. Anklaget for trolddom af den lokale præst, der er blevet som forhekset af den smukke Ane. Ammen klarer frisag. Det lykkes hende at holde sig oppe længe nok til, at tilskuerne ved søbredden er overbevist om, at Gud holder hånden over hende.

 

Helleberg_3_foto_Stine_Heilmann

Maria Helleberg er i suveræn form ifølge Boglivs gæsteanmelder. Foto: Stine Heilmann.

 

For læseren er det en påmindelse om, hvor farligt det kunne være at skille sig ud fra mængden. Og det er med til at understrege, hvor bemærkelsesværdig en kvinde Ellen Marsvin viser sig at være. Hun vil erobre sin egen frihed, og senere vil hun have magt, indflydelse og penge. Hun er klog. Tålmodig. Smuk og flittig. Og hun spiller sine kort, så hun kommer helt tæt på kongen og kan sørge for, at han bemærker hendes kønne datter Kirsten Munk. Hun glemmer bare (som vi forældre indimellem har for vane), at hendes egne ambitioner om magt ikke nødvendigvis er hendes datters. Romanens skildring af Christian den fjerdes kærlighedshistorie med Kirsten Munk er en tragedie. En ulykkelig forelskelse, hvor Kirsten Munk føder kongen 12 børn, der øjeblikkeligt bliver fjernet fra hende for at blive opdraget af hendes mor.

 

KAREN_0136-2

Gæsteanmelder Karen Greve er uddannet journalist og cand. mag. i dansk og fransk. Litterært er hun altædende, fra den smalleste poesi til den sjoveste chicklit. Til daglig slår hun folder som chefredaktør på forældremagasinet Vores Børn. Foto: Trine Bukh

 

Det er en fascinerende historie. Godt fortalt og med præcis så mange historiske detaljer, at man føler sig hensat til 1600-tallet uden at det tager over i forhold til fortællingens drama. Kvinderne er ikke heltinder. Ikke entydigt i hvert fald. Kun tjenestepigen Vibeke Kruse, der så at sige overtager kongen fra Kirsten Munk, bliver skildret udelukkende sympatisk. Ellen Marsvin og hendes berømte datter er interessante, men det er langt oftere følelsen af godt-det-ikke-er-mig end bare-det-var-mig, der siver ud gennem siderne. Måske fordi magt uanset for storslået den er, virker som en fattig erstatning for kærlighed. I hvert fald set på en afstand af godt 400 år og en (gudskelov) nogenlunde velfungerede kvindefrigørelse.

Maria Helleberg, Kongens kvinder fra forlaget Samleren. Kan købes her