Egentlig er det skørt, at det skal være noget særligt – altså det, at der er et helt og fuldt liv efter de 60. Med længsler, drømme, ambitioner, kærlighed og sex. Jamen, hvad havde vi egentlig regnet med? At vi pludselig blev nogle helt andre mennesker, blot fordi vi havde været her (endnu) længere? Nå, men vi lever jo under et ungdomstyranni, som vi selv har skabt, og midt i det er det sympatisk, at nogen tager handsken op og siger ‘gu vil vi da ej sætte os hen i hjørnet og skamme os over vores alder’ (det kunne også lige passe!).

imagegen

‘Nogen’ er i denne sammenhæng Camilla Lindemann. 67, år, tidligere chefredaktør hos Aller (blandt andet Femina og In) gennem flere år, med spektakulær afgang som 61-årig og absolut ikke klar til at gå på pension. Dét og meget andet skriver hun om i samtalebogen 60 med mere, i hvilken hun har interviewet ligesindede og jævnaldrende om karriere, kærlighed, sundhed, arv og alle mulige andre livstemaer.

Det er mennesker, hvis navne vi kender: Uffe Ellemann-Jensen, Lotte Freddie, Thyra Frank med flere. Stærke personligheder med noget på hjerte, glimtvis sjovt og rørende, interessant også for en 40+’er, der ved, at man hurtigt kan nå en alder, man dybest set kun troede, var for ‘de andre’. Især blev jeg fascineret af at læse interviewet med Ellemann og hans kone, Alice Vestergaard – sådan en kærlighed for voksne kunne jeg godt tænke mig at nå at møde!

Jeg var vild med Camilla Lindemanns romandebut Vovestykker, som fik mange fine hjerter her på siden. Jeg er desværre ikke helt så forelsket i 60 med mere. Formen og ideen er fin, men redigeringen lader noget tilbage at ønske. Jeg ønsker mig en strammere form, en mere stringent idé – og helt basal korrekturlæsning. Som selv ‘gammel’ magasindame sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er en idé, som er god, en skribent, som kan udføre den, men at resten er gået lovlig hurtigt, ikke mindst fra forlagets side, og det er faktisk synd, når de har en sprudlende forfatter med et stort netværk i stalden.

60 med mere – livskvalitet har ingen alder af Camilla Lindemann er udgivet på Turbine og kan fanges samme sted.