Når livet går op

Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Alle mennesker har hemmeligheder

Hvad, hvis … jeg ikke var gået på den date? Havde sagt noget andet i en afgørende situation? Set op fra det rat i den bil?

Livet er fuldt af tilfældigheder, og den vej vi vælger hele tiden, har afgørende betydning, indimellem på den mest hjerteskærende måde. Det er sådan set moralen i Min mands hemmelighed, men i lang tid tror vi, det handler om de hemmeligheder, vi selvfølgelig allesammen har, og hvorvidt vores nærmeste ville elske os, hvis de virkelig vidste, hvem vi var. Begge dele gode og vigtige pointer at blive mindet om, selv ved en sorgløs poolkant, som var, hvor jeg læste bestselleren af australske Liane Moriarty.

 

image003

Australske Liane Moriaty er et rigtig dejligt, nyt bekendtskab.

 

Men det er ikke derfor, du skal læse den. Du skal læse den, fordi den er afsindig velskrevet, top-underholdende og forfriskende alene i at være australsk og ikke britisk eller amerikansk. Og så er den – som man siger – elementært spændende. Handlingen centrerer sig om tre kvinder; den perfekte husmor Cecilia, der finder et brev fra sin mand, som ændrer alt, den socialt angste, men dygtige, Tess, hvis kusine og mand forelsker sig, og den ældre skolesekretær Rachel, hvis datter kun blev 17 år. Alle tre får vendt og ned på deres liv i løbet af ganske kort tid, og deres liv viser sig at være mere forbundne, end de vidste.

 

image001

Det ligner chick lit for voksne, men er god, gedigen litteratur.

 

Den ’store’ hemmelighed i bogen er ikke svær at gætte, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er de præcise beskrivelser af mennesker i krise, den elegante sammenfletning af alle tråde og følelsen af, at de lækre litterære kalorier er alt andet end tomme.

Fang Min mands hemmelighed af Liane Moriarty, udgivet på Politikens forlag, her

Gæsteanmeldelse: Det handler først og fremmest om kærlighed

419314_10200515543548704_1688894193_n (1)

Foto: Mew

Journalist og forfatter Birgitte Bartholdy er faldet pladask for den nigerianske forfatter  Chimamanda Ngozi Adichies nye og på alle måder store roman, Americanah.

I de senere år har den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie opnået enorm international succes. Det skyldes ikke mindst, at hun på underholdende og menneskeklog vis giver indblik i, hvordan moderne middelklasse-afrikanere tænker. Den slags indsigter flyder det ikke just med i den litterære verden. Og så skriver hun i øvrigt også blændende. Der er noget næsten Jane Austen’sk over den måde, hun jonglerer rundt med socialrealisme, sociale satire og elementer af chick lit, humor og romance på, mens hun dissekerer sine personers problemer med identitet, tab, ensomhed og kærlighed.

Chimamanda Ngozi Adichie

Afrikanske kvinders kærlighed/had til deres hår fylder en del i romanen Americanah. Chimamanda Ngozi Adichie fremviser selv ofte de mest fantastiske, flettede frisurer.

Hovedpersonen i hendes nyeste, på alle måder store roman, Americanah, hedder Ifemelu. Hun vokser op i Nigeria og forelsker sig som teenager i den søde og kloge Obinze. Men efter nogle års kæresterier får Ifemelu mulighed for at flygte fra det håbløse militærstyre og studere i USA, og deres veje skilles. Livet som indvandrer er benhård. I USA konfronteres hun for første gang med det faktum, at hun er sort – med hele det rod af fordomme og forstillelse, det indebærer i det land. Hun kæmper for at skabe fast grund under fødderne, er tæt på at gå ned og får undervejs en så dybt skamfuld oplevelse, at hun vælger at bryde kontakten til Obinze.

Da hun efterhånden, takket være blandt andet en generøs hvid kæreste, løftes op i et intellektuelt middelklasseliv, får hun overskud til at skrive en succesfuld blog, hvor hun reflekterer over race, identitet og sprog. Her undrer hun sig bl.a. over de store forskelle på afro-amerikanere og afrikanske indvandrer. Men også over, hvorfor Michelle Obama glatter sin afro, og hvorfor nogle hvide kvinder er så bange for at diskriminere, at de synes, at alle sorte er spændende og smukke.

I mellemtiden må Obinze hjemme i Nigeria opgive sin drøm om at komme til USA og sniger sig i stedet ind i England og slår sig ned i London. Hvor han derhjemme tilhørte den privilegerede klasse, er han her nødt til at leve illegalt og tage de mest usle lavindkomst job. Til sidst planlægger han også et fupægteskab for at få lov til at blive, men udvises til Nigeria, inden det bliver en realitet – og inden den sidste rest af værdighed i ham er udryddet.

Americanah

I sidste del af bogen beslutter Ifemelu efter mange år at vende tilbage til Lagos, hvor Obinze i mellemtiden er blevet velhavende, gift og far til en lille pige. Spørgsmålet er naturligvis, om han helt har glemt sin ungdomskærlighed, eller de kan finde ud af noget sammen. I denne del får vi gavmildt indsigt i både livet på nigerianske damebladsredaktioner, giftelystne veninders overlevelsesstrategier, forholdet mellem mænd og kvinder, snobberi, kulturvaner og meget mere. Hvis der er en konklusion, er det den, at vi alle, uanset hudfarve og sprog, styres af de samme længsler og håb.

Men det er også her jeg bliver lidt skuffet. For Ifemelu, der ellers var en skarp iagttager af raceforskellene i USA, virker påfaldende uinteresseret i, hvordan Obinze har båret sig ad med pludselig at blive så styrtende rig. Og Obinze selv, der ellers beskrives som meget retskaffen, tager heller ikke stilling til forretningsmetoderne i sit land, hvor over halvdelen af befolkningen fortsat lever under fattigdomsgrænsen. Men måske er det fordomsfuldt at synes, at afrikanske forfattere partout skal gå i dybden med sit lands problemer med korruption og fattigdom. Jeg tror, det i høj grad har været Adichies ønske, at hendes læsere skal give sine egne fordomme et grundigt serviceeftersyn. Så det vil jeg nu gøre, og samtidig sætte pris på, at Americanah gør så meget andet. Først og fremmest tegner den et dejligt nuanceret kvindeportræt, som det er svært at slippe igen.

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie, fra Gyldendals forlag kan købes her

Tip! Se et timelangt interview med den intelligente og lattermilde Chimamanda Ngozi Adichie fra hendes besøg i Danmark tidligere i år her

Hvem myrdede Nola?

En ung, succesfuld forfatter, Marcus Goldman, har skriveblokering efter sin første bestseller. Han opsøger sin gamle mentor fra universitetstiden, Harry Quebert, for hjælp. I Harrys have findes kort efter liget af en ung kvinde, Nola, som forsvandt for 33 år siden. Det viser sig, at Harry havde et forhold til den dengang kun 15 år gamle pige, og han arresteres, mistænkt for mordet. Marcus sætter sig for at rense Harrys navn og løse gåden om, hvem der myrdede Nola.

 

SANDHEDEN_HARRY_Q_forsideskitse_5.indd

Forbered dig på en lang, intens læseoplevelse, når du går i gang med dette pudsige, litterære fænomen.

 

Og hvilken gåde! Jeg kan ikke huske, at jeg har været så optaget af at finde ud af, ‘hvem der gjorde det‘, siden Stieg Larssons Mænd, der hader kvinder – og jeg læser mange krimier! Sandheden om Harry Quebert-sagen er simpelthen en page turner af rang (og heldigvis for det, for der er plenty of pages to turn – næsten 700), og det er umuligt ikke at blive grebet af historien om den lille by Aurora og dens indbyggere med deres mange intense drømme, de fleste af dem kuldsejlede.

Jeg ved ikke præcis, hvorfor bogen virker så hypnotisk, for sproget er underligt kliche-agtigt, og mange af personerne er ikke særligt nuanceret beskrevet. Den jødiske mor er overdrevet bekymret og egocentrisk, den sure cafeejer er alt for sur, den unge Nola alt for sød og yndig og så videre. Alligevel suges man ind i handlingen og VIL vide, hvad der i virkeligheden skete dengang. Og jeg er ikke den eneste, der er blevet hypnotiseret. Bogen er oversat til 32 sprog, har solgt over 2 millioner eksemplarer (!) og skabt røre i litterære kredse verden over – som en selvopfyldt profeti af dens egen første sætning: “Alle talte om bogen”.

 

Dicker__Joel_2_Fotograf_Jeremy_Spierer

Fuldstændig som det er sket for Marcus Goldman i historien, har Sandheden om Harry Qubert-sagen gjort den unge, schweiziske forfatter Joël Dicker til millionær.

 

At Dicker fletter Harry Queberts råd til den unge Marcus om at skrive (og bokse) ind i handlingen, tilfører ganske vist historien et ekstra lag, men ikke en ekstra kvalitet, synes jeg. Kvaliteten ligger i det fantastiske plot, og det er nok. Jeg bøjer mig i støvet og holder mig kun med et halvt hjerte tilbage på grund af sproget.

Joël Dicker, Sandheden om Harry Quebert-sagen, fra forlaget Rosinante, kan fanges her

Græder du, mor?

Som I vil vide, har vi Bogliv’ere et eller andet med gråd. Vi græder. Over bøger. I lang tid var ‘gråd’ faktisk en af vores største tags i tag cloud’en. Og vi kan ikke engang skyde skylden på vores høje alder, for en af de bøger, der er blevet grædt mest over på vores lille site, blev anmeldt af vores ungdomsanmelder, Anna. Hun gav John Greens En flænge i himlen seks hjerter for at behandle det umulige emne unge med kræft på en måde, der både får læseren til at grine og græde.

 

10253933_1480982332130790_8987327904146000160_n

Et kærestepar, der ved, at de skal miste hinanden om et øjeblik. Som om ung kærlighed ikke var voldsom nok i forvejen! Foto: PR

 

Hun gav også sin mor (undertegnede) indtil flere søvnløse nætter med at læse den bog, der havde gjort sådan indtryk på hende. Den sidste stort set iført en rulle toiletpapir for at stoppe tåre- og snotstrømme. Men hvor er jeg glad for, at hun gjorde det. For En flænge i himlen handler ikke kun om sorg og sygdom. Den handler i den grad om at bruge den tid, vi har, til at leve så godt, vi kan – selv om det føles meningsløst, når det hele alligevel skal slutte. Om ung kærlighed så fin, fantastisk og fuld af misforståelser, som kun ung kærlighed kan være. Og om at acceptere, at der ikke findes nogen større retfærdighed i vores verden, selv om vi hele tiden kommer til at lede efter den.

Og nu skal vi til det igen. 20th Century Fox har filmatiseret bogen, der fuldt fortjent toppede New York Times bestsellerliste i syv uger, med Ansel Elgort og Shailene Woodley i rollerne som Gus og Hazel, der begge lider af uhelbredelig kræft – og spirende forelskelse. Filmen har premiere i Danmark 12. juni, og I kan godt finde lommetørklæderne frem med det samme.

Vær med i en bog!

Som du måske kan huske, er vi her på bloggen ret så store fans af forfatteren til bogen Introvert – stå ved dig selv, Anna Skyggebjerg. Anna skriver bøger om livet – sit eget og andres. Om at være en god nok mor. Om at være et socialt menneske, der ikke kan holde fester ud. Og om at ville have lov at være den, hun er. Hun giver af sig selv, og hun har oplevet meget.

Nu er hun i gang med en ny bog – og du kan være med! Bogen har form som brevkasse, og du kan spørge om alt fra utroskab til uvorne unger. Anna er ikke ekspert. Hun er ikke parterapeut eller børnepsykolog. Til gengæld er hun mor, hustru og superempatisk. Og så lover hun højt og helligt at gøre sig umage og bruge tid på at svare dig. Er du ikke overbevist, så se et uddrag af hendes seneste svar. Alt det praktiske står på Annas blog.

 

Skyggebjerg__Anna2_Foto_Line_Thit_Klein

Anna er varm og klog – og så svarer hun gratis på dine spørgsmål om livet ! Foto: Line Thit Klein.

Gossip Girl here …

4 pr. ark den 06-02-14 kl. 23.50 #3

Where’s she been? And who am I? That’s a secret I’ll never tell. You know you love me. XoXo, Gossip Girl Boglivs ungdomsanmelder Anna Katarina Smit Hinge, har kastet sig ud i ‘the scandalous lives of Manhattans Elite’ på den litterære måde.
De fleste teenagere har sikkert hørt om tv-serien Gossip Girl, der handler om nogle snobbede, overpriviligerede teenagere, der bor i New Yorks fineste kvarter, Upper East Side. Men alle ved måske ikke, at tv-serien blev lavet ud fra en række af bøger. Da jeg, efter at have set serien, var helt nede i kulkælderen, fordi den var slut, blev jeg meget glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at de også var bøger, og skyndte mig at bestille den første bog.
Chuck
Ligesom serien slugte jeg bogen på ikke ret lang tid. Efter at have set serien kan bogen godt være noget af en omvæltning. Jeg regnede med, at alle historierne ville være de samme, og personerne og familierne ville være identiske med serien. Men sådan er det ikke. Næsten alle familierne har fået et ekstra medlem eller to i form af søskende til hovedpersonerne, og forældre der ellers var forsvundet på mystisk vis, eller endda var døde, er lige pludselig en del af familien.
Blair
En af hovedpersonerne, Blair, synes jeg også bliver fremstillet med en lidt anden personlighed end den, man er vant til at se i serien, hvor hun er en stærk og selvsikker pige, hvis forbilleder inkluderer Grace Kelly og Audrey Hepburn. I bogen er Blair lidt mere tilbageholdende og bliver slået ud som dronning af pigernes high school, Constance, af Serena, der lige pludselig vender tilbage efter et mystisk ophold på kostskole.
Dan
Også sproget har en meget anderledes tone, end det man er vant til. Der er skruet gevaldigt op for både sarkasmen og banderiet. Det kan være lidt svært at vende sig til, at lille Jenny Humphrey og uskyldige Dan bander på livet løs, når man er vant til, at de er det søde søskendepar fra Brooklyn, der bare vil passe ind på deres fancy high school på Upper East Side.

 

Gossip Girl

It-girl Serena Van der Woodsen er centrum for de riges løjer på Manhattan.

 

Men når man først kommer igang med bogen, glemmer man, hvordan personerne plejede at være og giver sig bare hen til den meget underholdende og ironiske historie om Manhattans elite. Hvis man har set Gossip Girl som serie og elskede den, er disse bøger et must!

XoXo

 

Cecily von Ziegesar, Gossip Girl, fra Little, Brown and Company, kan fanges her

Ung kærlighed

Nogle gange kommer der en bog, der er så sympatisk, at alle omkring den falder over hinanden for at formidle den til verden. Det er forståeligt og fint, og jeg forstår godt, at forlaget – her det danske Gads forlag – er ivrige efter at promovere den fine, lille roman Eleanor og Park om to teenagere, der forelsker sig i Omaha, Nebraska, i 1986.

Jeg kan også godt se ideen med at pushe bogen til alle os, der havde vores første forelskelser i midten af 80’erne, med lokkemad som “… til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division (…) et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket.” For hvem vil ikke gerne genopleve de allerførste, spæde oplevelser med den der kærlighed? Det vil vi da gerne. Allesammen.

 

Eleanor og Park TRYK

Eleanor og Park er en virkelig smuk bog, ikke bare indeni, men også udenpå. Og det skal der gives point for!

 

Men jeg synes, det er synd. For Rainbow Rowells Eleanor og Park er langfra den typiske 80’er-teenage-kærlighedshistorie. Det håber jeg i hvert fald ikke! Eleanors bagggrund og levevilkår er nemlig ualmindeligt rædselsfuld. Hun bor med sin mor, fire små søskende og tyranniske og voldelige stedfar på alt for lidt plads og kan hverken tage mad, rent tøj eller omsorg for givet. Det eneste, hun kan regne med, er, at hvis hun så meget som vipper forkert med ørerne under det røde hår, så vanker der straf fra den lede Richie. Parks liv er lidt lettere. Hans koreanske mor og amerikanske far elsker hinanden og kysser stadig på munden (!), men selv opfatter han sig langtfra som attraktiv, dertil er han med sine asiatiske gener alt for feminin at se til.

 

Rowell Rainbow, foto Augusten Burroughs

Rowell Rainbow har gjort sin ene hovedperson Eleanor rødhåret som en hilsen til fjerne danske aner. Det er svært ikke at tage det som en kompliment, selv om vi vel næppe er verdens mest rødhårede folk … Foto: Augusten Burroughs

 

Eleanor og Park finder heller ikke hinanden til en fordrukken ungdomsskolefest med hænderne i vejret til Depeche Modes Just Can’t Get Enough (undskyld, nu fortabte jeg mig vist!), men derimod i  i skolebussen, hvor de til begges utilfredshed kommer til at sidde ved siden af hinanden, begge stive af skræk for hobens mobberier. (Hvad er det med den hob, altså? Hvorfor skal de være så lede?) Park læser tegneserier, Eleanor læser over skulderen, og langsomt, uendelig langsomt, vokser noget frem. Noget, der er skrøbeligt og usikkert og alt for nemt at slå itu, ikke mindst fordi de to’s verden er fuld af modstand; en kuldslået, trøstesløs virkelighed, hvor de andre unge mest af alt virker som fjender, og ingen voksne tager ansvar for den i den grad misrøgtede Eleanor, allermindst hendes øretæveindbydende passive mor.

Dén historie – om at finde noget fint og trøstende i trøstesløs virkelighed – er rørende, ikke mindst fordi vi på skift oplever den gennem overleveren Eleanor og hendes hårdt prøvede kæreste, der hele tiden frygter hendes flugt fra nuet og intimiteten. Et fint greb, der også sikrer bevægelse og variation i en roman, hvor der egentlig ikke sker så meget andet, end at to unge går i skole og kommer hjem igen.

Til gengæld er det en lille smule svært at identificere sig med selve forelskelsen. Hvorfor forelsker Park sig så voldsomt i den rødhårede Eleanor, der går i underligt tøj og næsten altid er sur og afvisende? Hvad er det, hun falder så voldsomt for ved den blide asiat med musikken og tegneserierne? Hvorfor falder nogen for nogen, kan man indvende, og det er en god indvending. Det kan være så svært at forstå, men det er jo det, bøger indimellem kan – sætte ord på det ordløse.

Alligevel er Eleanor og Park en god bog. Rigtig god, endda. Den har indlevelse, rigtig fin personskildring og en håbløshed af næsten Romeo og Julie-agtige dimensioner. Og så er den så underholdende og nemt skrevet, at den nærmest læser sig selv.

Men hvis du også forelskede dig til lyden af Just Can’t Get Enough, og dine kvaler mest af alt gik på ‘kan han virkelig lide mig, eller ville han bare score?’ og ‘hvorfor kører han nu med hende der bag på sin Puch Maxi?’, så glem alt om, at Eleanor og Park skal opfylde nogle af dine nostalgi-drømme, for dertil er dens miljø for snævert, og dens problematik for barsk. Eleanor og Parks problemer er af en helt anderledes kaliber end ‘bare’ at finde ud af kærligheden, og det at nogle unge skal leve på den måde, vil sidde i dig som en lille, kold splint længe efter læsningen. Så er du advaret – og anbefalet.

Loooove (it)

I dag er det Valentine’s Day, og jeg må indrømme, at jeg hører til dem, der synes, det er en smule kunstigt at vælge én dag til at fejre kærligheden – og så med vammel chokolade og forlorne blomster. Og så  alligevel! Kærligheden kan vel ikke fejres for tit i al dens mystisk og kompleksitet? Hvis du i år skal fejre den med en bog, så skal det være Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes, der udkommer i dag.  Jeg lover, at den vil få dig til at græde, smile og få røde kinder.

 

Det_sidste_brev_fra_din_elsker_smuds.indd

Valentins-date med tilfredshedsgaranti – Jojo Moyes’ nye roman er lige i … hjertet.

 

Bogen har to sideløbende spor, der (naturligvis!) løber sammen. I det ene spor er vi i London i 1960. Unge, smukke Jennifer Stirling vågner efter en ulykke og kan intet huske – ikke sin stive og indelukkede mand og ikke den helt upassende elsker, hun havde været på vej til at forlade ham for. I det andet spor er vi i 2003, hvor journalisten Ellie Haworth kæmper med sig selv, sit job og sin udsigtsløse affære med en gift mand. Da Ellie finder et gammelt brev fra Jennifers elsker i arkivet på sin avis, sætter historien for alvor i gang.

 

Moyes__Jojo_author_photo___Phyllis_Christopher_rights_cleared

Jojo Moyes modtog prisen Romantic Novel of the Year for Det sidste brev fra din elsker. Foto: Phyllis Christopher.

 

Det lyder som et oplæg til klicheer, og det kunne det også så nemt som ingenting være endt i. Men Moyes kan noget helt fantastisk: Hun kan underholde, være kulørt, få os til at vende blade i stadig vildere tempo OG vise menneskelig kompleksitet på én gang. Især Jennifers umulige kærlighed – hendes vaklen mellem på den ene side at gøre det rigtige og på den anden side at følge den forelskelse, som hun godt ved, vil fade igen på et tidspunkt – er rørende og realistisk – også selv om den er pakket ind i en farverig historie. Ellies historie rørte mig lidt mindre, men formåede alligevel at smyge sig let og elegant uden om den allerstørste forudsigelighed.

Moeys kender, respekterer og mestrer  i den grad sin genre. Det skal hun have fem fuldfede, bankende hjerter for! Må din kærlighedsdag blive smuk og fyldt med gode bøger, god chokolade og helt naturlige blomster.

 

Det sidste brev fra din elsker, Jojo Moyes, Cicero, kan fanges her