Gæsteanmeldelse: Magt frem for kærlighed

Karen Greve, journalist og cand. mag., har et blødt punkt for historiske romaner, og anmelder her nyeste udgivelse fra dronningen af genren, Maria Helleberg.

Kongens kvinder er en roman om Ellen Marsvin, Kirsten Munk og Vibeke Kruse. Tre kvinder, der omgav en af de mest berømte konger, vi nogensinde har haft – nemlig Christian den fjerde, der fra han var ganske ung regerede over Danmark og Norge. I et århundrede, hvor mænd i almindelighed og den enevældige konge i særdeleshed havde magten, og kvinder havde meget lidt at skulle have sagt. Alligevel opstod i samme tidsperiode en sær angst for kvinders magt til at tryllebinde mænd. Uh – den farlige kærlighed!

 

Helleberg_Chr4_KongensKvinder_FINAL.indd

En historie om kærlighed – det kan vi li’, uanset hvornår den foregår.

 

Det er ikke tilfældigt, at romanen begynder med en hekseprøve. Den purunge Ellen Marsvin oplever sin elskede amme Ane blive sænket i en sø – bundet på hænder og fødder. Anklaget for trolddom af den lokale præst, der er blevet som forhekset af den smukke Ane. Ammen klarer frisag. Det lykkes hende at holde sig oppe længe nok til, at tilskuerne ved søbredden er overbevist om, at Gud holder hånden over hende.

 

Helleberg_3_foto_Stine_Heilmann

Maria Helleberg er i suveræn form ifølge Boglivs gæsteanmelder. Foto: Stine Heilmann.

 

For læseren er det en påmindelse om, hvor farligt det kunne være at skille sig ud fra mængden. Og det er med til at understrege, hvor bemærkelsesværdig en kvinde Ellen Marsvin viser sig at være. Hun vil erobre sin egen frihed, og senere vil hun have magt, indflydelse og penge. Hun er klog. Tålmodig. Smuk og flittig. Og hun spiller sine kort, så hun kommer helt tæt på kongen og kan sørge for, at han bemærker hendes kønne datter Kirsten Munk. Hun glemmer bare (som vi forældre indimellem har for vane), at hendes egne ambitioner om magt ikke nødvendigvis er hendes datters. Romanens skildring af Christian den fjerdes kærlighedshistorie med Kirsten Munk er en tragedie. En ulykkelig forelskelse, hvor Kirsten Munk føder kongen 12 børn, der øjeblikkeligt bliver fjernet fra hende for at blive opdraget af hendes mor.

 

KAREN_0136-2

Gæsteanmelder Karen Greve er uddannet journalist og cand. mag. i dansk og fransk. Litterært er hun altædende, fra den smalleste poesi til den sjoveste chicklit. Til daglig slår hun folder som chefredaktør på forældremagasinet Vores Børn. Foto: Trine Bukh

 

Det er en fascinerende historie. Godt fortalt og med præcis så mange historiske detaljer, at man føler sig hensat til 1600-tallet uden at det tager over i forhold til fortællingens drama. Kvinderne er ikke heltinder. Ikke entydigt i hvert fald. Kun tjenestepigen Vibeke Kruse, der så at sige overtager kongen fra Kirsten Munk, bliver skildret udelukkende sympatisk. Ellen Marsvin og hendes berømte datter er interessante, men det er langt oftere følelsen af godt-det-ikke-er-mig end bare-det-var-mig, der siver ud gennem siderne. Måske fordi magt uanset for storslået den er, virker som en fattig erstatning for kærlighed. I hvert fald set på en afstand af godt 400 år og en (gudskelov) nogenlunde velfungerede kvindefrigørelse.

Maria Helleberg, Kongens kvinder fra forlaget Samleren. Kan købes her

Tegnerens perfekte uperfekthed

“Jeg har ingen kolleger, så jeg er afhængig af godt selskab i mine figurer.” Sådan sagde tegner Nikoline Werdelin på årets Bogforum for nylig, hvor hun med blid og stille stemme talte for fulde huse flere dage i træk.

Werdelin_4_low_Foto_Stine_Heilmann

ER Nikoline Werdelin simpelthen verdens klogeste kone? Man fristes til at tro det, når man læser hendes striber. Foto: Stine Heillmann.

 

Og hvilket selskab, hun – og vi! – er i, i striberne Homo Metropolis 2010-2012. Werdelin, der altid har været gavmild med sit talent uden at misbruge det, overforkæler her sig selv og os andre med et overdådigt galleri af uperfekte, pinlige, egoistiske, liderlige, forfængelige og samtidig inderligt elskelige personer: fra den suicidale psykiater og den underkuede familiefar, der til sin skræk forelsker sig i en anden mand, til den demente gamle dame, der smider molotov-cocktails ud af vinduet for at slippe for plejehjem, og den stressede, kvindelige landsbypræst, der er sin mand utro med et sognebarn, som netop har lidt det største tab af alle. For ikke at tale om den misrøgtede teenagepige, der drømmer om at vinde en romankonkurrence og få udgangspas fra socialklasse allernederst. Og den aldrende bøsse, hvis far kalder ham ‘sodomist’ og slår hånden af ham. Med flere! Continue reading

En mor forsvinder

bernadette

Bernadette Fox er en banebrydende, prisvindende ung arkitekt. Lige til den dag hun rammes af katastrofen. Hun flygter over hals og hoved til Seattle, hvor hun i fred, ro og ophøjet isolation giver sig til at dyrke sit had til alt fra byens trafikplanlægning til den lokale skoles soccer moms. Men en dag får Bernadettes datter, Bee, overtalt resten af familien til at tage en tur til Antarktis. Og så begynder alting for alvor at gå galt. Bernadette er skruet godt ned i en solid omgang social fobi. Hun magter ikke engang at købe ind i det lokale supermarked. En tur til verdens ende er ren utopi. Til sidst ser Bernadette ingen anden udvej end at forsvinde.

Continue reading

Samme dag næste år

One-Day-Theatrical-Still

Ååååh, ung kærlighed, altså! Fra Lone Scherfigs film Samme dag næste år, 2011. Foto: PR

Sad du også og græd lidt ned i aften-teen i går aftes, da TV2 viste Lone Scherfigs film Samme dag næste år? Jeg gjorde! Men det er intet imod, hvor meget jeg tudede, da jeg læste David Nichols’ bogforlæg One Day på en sommerferie for godt et år siden. Faktisk var det Boglivs egen Marlene, der havde stukket mig den, lige inden jeg skulle på ferie. “Den skal du læse!” sagde hun, og jeg tænkte ved mig selv ‘Ja, ja, det siger du så tit.’ (det gør hun nemlig, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men meget af det er altså på originalsproget og ikke særlig tilgængeligt). Fire dage senere sendte jeg en sms til hende klokken seks om morgenen, hvor jeg var stået op for at læse bogen færdig: “Det kunne du godt have sagt! Sidder her og tuder helt alene!”

Hvorfor rammer One Day/Samme dag næste år så hårdt? For mig handler det om Emma. Ikke så meget i Anne Hathaways skikkelse (selv om hun LANGT oversteg mine forventninger og faktisk gjorde det rigtig godt), men i den skikkelse, Nichols skaber. Emma er flittig, intelligent, belæst, bebrillet – og usikker. Jeg genkender alle de træk fra mig selv, ligesom jeg genkender så mange af scenerne fra min ungdom i 80’erne og 90’erne. Som nu den kiksede LP (Tracy Chapman – need I say more?) på pladespilleren lige midt i en lidt for optimistisk scoring af den lækre fyr, som aldrig ville se til ens side, hvis han var ædru. Skuffelsen, resignationen og det at lade sig nøje med at ‘være gode venner’ (for så at finde ud af, at det faktisk har en mere langvarig værdi).

One Day

Kan I ikke huske, hvordan ham man var vild med, altid sad der med en helt ANDEN pige? Foto: PR

Men frem for alt genkender jeg Emmas følelse af ikke rigtigt at kunne komme i gang med livet, fordi alle tankerne og ambitionerne står i kø for at spænde ben. Måske er det det, der får mig til at græde allermest, da Emma dør alt for ung. Jeg græder for alle os, der alt for sent finder ud af, hvor meget vi du’r til. For spildt kærlighed. For det enkle og intelligente sprog, Nichols formår at formidle alle de triste følelser i. Og for det liv, der trods alt når at blive så smukt.

Hvis du ikke har læst One Day endnu, så giv dig selv den i gave – i dag! Og for en gangs skyld er jeg enig med Marlene: Den skal læses på originalsproget – den er ikke svær. Kun svær at komme sig over bagefter. Fang den her

One-Day-460x734

One Day af David Nichols er et must read! På dansk er det forlaget Thaning og Apel, der har udgivet.

Gråd og grin

En flænge i himlen er en bog, som behandler et meget svært emne – nemlig kræft. Men selvom bogen behandler et så hårdt tema, følte jeg mig ikke deprimeret og ked af det, efter jeg havde læst den. Jeg følte en så stor kærlighed til Hazel og Augustus, at jeg havde lyst til at hive dem ud af bogen og kramme dem.

Kort fortalt handler bogen om teenageren Hazel, der har haft en kræftdiagnose i fire år og så småt er begyndt at miste modet. Men da hun møder den ligeledes kræftsyge Augustus, forelsker Hazel sig for første gang. Hun får et helt andet syn på livet, døden og meningen med vores eksistens og ser pludselig verden på en ny måde. John Greens sprog og indlevelse i karakterne gør, at han skaber en så stærk forbindelse mellem læseren og Hazel, at man føler, man er en del af hendes liv og hendes op- og nedture.

En flænge i himlen er en af de mest rørende og livsbekræftende bøger, jeg nogensinde har læst. Hazel og Augustus elsker hinanden og prøver at bekæmpe deres sygdom på deres egen måde imod alle odds. Det er meget smukt og rigtig glædeligt at opleve. Samtidig er den meget rå og utrolig sørgelig på visse tidspunkter. Denne blanding af store følelser har John Green flettet sammen til en fortælling, der kun kan betegnes som et mesterværk. Den vil få dig til at grine af lykke for Hazel og Augustus, tude som har du aldrig tudet før, og smile så meget, at du får ondt i kinderne.

A

John Green: En flænge i himlen fra Politikens Forlag. 

Fang den fx her eller her.

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter? Men det kan han!

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter?