Vitello er tilbage!

5 Stars

Så er han her igen – Vitello. Sammen med rækkehuset ved ringvejen, spaghettien med riveosten, den rødvinspimpende mor og faren, der ikke er der. Og i denne omgang også sammen med Møgungen William, som netop er indtrådt i det danske spejderkorps. Noget, som (selvfølgelig) inspirerer Vitello til at indlede et veritabelt killing spree af gode gerninger i hele nærområdet. Sagesløse pensionister, koleriske sportsvognsejere og ellers pæne forhaver bliver på skift udsat for Vitellos godgørenhed. Historien udvikler sig cirka som den plejer – totalt kaotisk!

Det er fuldstændigt lige så sjovt som det plejer at være, når Kim Fupz fortæller Vitello-historier, og det siger ikke så lidt. 1970’er generationen havde Emil. 2010’er ungerne har Vitello.

Kim Fupz Aakeson, Vitello gør en god gerning udgivet på Gyldendal i 2013. Kan f.eks. købes (til bare 99 kr.) her.