Ny roman fra Peter Høeg

1634754

4 Stars

Den danske stat har netop reddet Susan Svendsen ud af et indisk fængsel og repatrieret hende i villaen i Charlottenlund. Og nu skal prisen betales. Susan kan nemlig noget, som personer højt placeret i den danske administration er stærkt interesserede i: Hun kan fremkalde oprigtighed. Folk hælder simpelthen spontant og ofte til deres egen store overraskelse deres dybeste hemmeligheder ud i hendes hænder. Den evne får hun brug for, da hun sendes ud for at skaffe informationer om en hemmelig kommission. Snart dør kommissionens tidligere medlemmer som fluer, og Susan forsøger med stigende desperation at styre både sig selv og sin familie sikkert gennem politisk mineret farvand.

Continue reading

Klassisk Dicte-krimi

5 Stars Over ti år er der gået i virkelig tid, siden de danske læsere første gang stiftede bekendtskab med Dicte Svendsen, århusiansk krimireporter med sår på sjælden af en opvækst i Jehovas vidner, en teenage-graviditet og efterfølgende bortadoption af et lille drengebarn. Og produkt af Elsebeth Egholms fantasi. Egholm var allerede dengang slået væk fra journalistikkens vej og ind på forfatteriets med blandt andet den fremragende roman Scirocco fra 2000, men den første Dicte-roman, Skjulte fejl og mangler fra 2002, var hendes første krimi, og med det beseglede hun sin forfatterskæbne og blev en yndling blandt danske læsere (og boghandlere!).

Meget er sket mellem Skjulte fejl og mangler og Dicte-roman nummer seks, Kød og blod, som udkom i sidste uge. Dicte har været involveret i utallige dramatiske mord-opklaringer, ofte med store personlige konsekvenser for hende selv, hun har genfundet sin nu voksne søn, Peter, om hvem Egholm har skrevet bøgerne Tre sjæles nat og Tre hundes nat, hendes datter Rose er blevet voksen og gravid, og så har også hun nu forladt den beskidte journalistgerning og er blevet forfatter med dertilhørende dårlig økonomi og frie liv.

 

Dicte_717839a

Iben Hjejle som Dicte Svendsen i TV 2-serien Dicte har pustet endnu mere liv i Elsebeth Egholms elskede roman-figur. Foto: PR

 

Alligevel er det, som om intet er ændret. Dictes dæmoner spiller stadig en stor rolle for de forbrydelser, hun får rodet sig ind i. Som Elsebeth Egholm sagde her på bloggen i fredags: “Dicte tænder på de drab, der spejler hendes egne sorte huller”. I dette tilfælde handler det sorte hul om at være offer. Dicte var nemlig offer for en voldtægt i den forrige roman, Eget ansvar, derfor kan hun ikke lade være med at involvere sig, da en bestialsk morder begynder at voldtage og myrde unge, sårbare piger. På samme måde kan politimanden Wagner ikke lade være med at lade sig lige dele irritere og inspirere af den stædige journalist, kæresten Bo kan ikke lade være med at knuselske hende, selv om hun hverken har overskud til sex eller snak, og sønnen Peter kan ikke lade være med at hjælpe hende, selv om han stadig ikke har overgivet sig til hendes moderlige kærlighed. Og i sidste ende opklares naturligvis det hele, og alt bliver godt.

 

Elsebeth_Egholm_526732a

Når Elsebeth Egholm udgiver en ny krimi, er der ægte glæde i læserstanden. På hendes Facebook-profil skriver læserne ligefrem og ‘klager’ over, at den lokale Bilka har udsolgt af den nye bog – så er man populær! Foto: Politiken.dk

 

Det kunne måske lyde kedeligt, men det er det ikke, for Egholm kan sit håndværk og holder tydeligvis stadig nok af sin hovedperson til at  rumme hende og også lade hende udvikle sig en lille smule hele tiden – ikke for meget, for vi skal jo også kunne genkende hende. Den pause, Egholm og Svendsen har haft fra hinanden i de to Peter Boutrup-bøger, har tydeligvis gjort Egholm godt (stakkelse Dicte måske knap så meget, men hun SKAL jo have det hårdt), og vi, der blev hooked i 2002, følger stadig troligt trop. Med stor fornøjelse.

Romanaktuelle Elsebeth Egholm: “Dicte tænder på drab, der spejler hendes egne sorte huller”

 

image001-4image003

Her på Bogliv er vi mindst én die hard Dicte-fan, der glæder sig som et barn før jul, når der kommer en ny roman om den plagede Århus-journalist med efternavnet Svendsen. Derfor er det også med stolthed, at vi her bringer et interview med krimiforfatter Elsebeth Egholm om hendes forhold til Dicte og den nye roman, Kød og blod, som udkommer i dag. 

Hvad er det for en tilstand, vi møder Dicte i ved starten af Kød og blod?

– Dicte er præget af hændelserne for fire måneder siden i den seneste roman, Eget Ansvar, hvor hun var udsat for en grim voldtægt. Hun tror selv, hun har styr på sin egen sene reaktion – hun har trods alt gennemført en halv psykologuddannelse. Men gradvist begynder hun at miste den tro i takt med, at hun glemmer ting, ikke kan koncentrere sig og føler, hun mister grebet om sin virkelighed. Rent fysisk er hun blevet kortklippet og har i Wagners øjne tabt måske ti kilo. Hun er skarp i trækkene på den bekymrende måde, og der er en fysisk uro over hende, som om hun hele tiden lige skal være sikker på, hvad der sker uden for vinduet. Økonomisk og socialt er der sket det, der udefra set kan se ud som en deroute. Hun har sagt sit faste journalistjob op og er flyttet væk fra redaktionen i Frederiksgade og ned i Mejlgade på et freelancekontor befolket af unge mennesker, der aldrig har hørt om Dicte Svendsen. Hun har solgt sin bil og købt en cykel og køber tøj i genbrug og forsøger at narre verden til at tro, hun går op i bæredygtighed. I virkeligheden er hun bare fattig og ude af balance. Men hun har dog et holdepunkt: et bogprojekt., hun skal skrive til et forlag. Bogen handler om ofre og gerningsmænd.

Som sædvanligt er Dictes egen udvikling viklet sammen med mysteriet – kan du løfte sløret lidt for hvordan? 

– Dicte er i Kød og blod også et offer. Hun klarer sig, hun kæmper. Men hun har været offer for en voldtægt, og det sætter spor. Så da unge piger fra universitetsmiljøet bliver en morders mål, kan hun sætte sig ind i ofrenes liv og følelser. Og fordi det er de unge, det handler om, bliver de vigtigere end hende selv. Her kan hun gøre en forskel. Det bliver vigtigt for hende at lægge al sin energi i at opklare, hvorfor nogen sætter sig for at slå netop de unge piger ihjel. Hun føler, at hun ved at foretage denne rejse ind i helvede side om side med ofrene, kan formå at rejse sig selv fra offerrollen. Det er Dictes sædvanlige måde at reagere på og i tråd med hendes fighter-personlighed. Veninderne og Rose forsøger at passe på hende og overtale hende til psykologhjælp, men hun har set psykologer nok i sit liv, føler hun. Hun kan klare det selv, hvis bare lige …

Hvad kommer først – Dictes liv eller plottet?

– Det er lidt umuligt at sige, fordi de to er så tæt vævet sammen og ind i hinanden. Uden Dicte var der jo ingen Dicte-historie, og plottet ville slet ikke være det samme. Men det jo nok Dictes personlighed og erfaringer og interessefelter, der bestemmer, hvilken nuance plottet får. Der skal være drama i drabene; der skal være noget, der kalder på Dictes følelser. Det har tit med familie og relationer at gøre, ligesom det ofte har med de unge eller børnene at gøre i kraft af Dictes egne valg og traumer. Det former jo en person at vokse op som Jehovas Vidne og bryde ud og dermed miste kontakt til familien. Det former også at opgive en nyfødt dreng til adoption, når man kun er 16 år. Alt det bærer Dicte rundt på, så hun tænder på drab, der spejler hendes egne sorte huller.

 

kul_Dicte_01-03-201_727386a

De første seks Dicte-bøger danner baggrund for TV 2-serien Dicte fra 2013, med Iben Hjejle i titelrollen, her overfor poltimanden og vennen Wagner, spillet af altid gode Lars Brygman. Foto: PR

 

Hvordan fik du ideen til plottet i Kød og blod?

– Ideen til Kød og blod er kommet mange steder fra. Med hensyn til til de unge ofre, så lagde jeg mærke til, at der var særligt mange unge – både i min omgangskreds og som jeg hørte om – som havde det svært i livet. Unge piger især, der ryger ind i depressioner og angst, måske fordi forventningerne til dem bliver for store. Det var oplagt, at Dicte skulle spejle sit traume over sin egen skæbne i disse unge ofre. Med hensyn til Peters rolle, så er han jo et naturbarn, og indgangsvinklen til ham blev derfor hans hund Kaj, der bliver anklaget for et fåredrab. Da drabene er ret så rovdyrsagtige, var det oplagt at kæde det hele sammen med ulven, der som bekendt er kommet til Jylland. Også lidt for at drille københavnerne: Her er dog noget, I ikke har! Så den ide sendte mig på ulveresearch i Skandinavisk Dyrepark på Djursland.

Kød og blod er din anden roman om Dicte Svendsen efter en pause, hvor du skrev om hendes søn, Peter (romanerne Tre hundes nat og De døde sjæles nat, red.). Var det godt for dig at have den pause fra hende? Hvordan?

– Det var godt at holde pause fra Dicte og skrive om Peter. Jeg skrev to Peter-bøger, og måske kommer der flere. Dicte var kun med helt overfladisk i Peters tanker. Det var spændende at skrive fra et andet univers – det på Djursland – og et andet og lidt mere barsk miljø. Det sagt, har det også være som at komme hjem igen, når jeg skriver om Dicte. Jeg elsker Peter og føler mig på mange måder tættere på ham, men Dicte kom jo først. Hun er på den måde mere en del af mig.

Du har skrevet om Dicte i over 10 år nu. Havde du forestillet dig, at hun skulle være der, hvor hun er nu, da du startede? 

– Jeg har jo ikke planlagt Dicte-serien, sådan som nogle forfattere har alle bøgerne i hovedet fra day one. Så nej, jeg havde ikke forudset, hvor hun nu ville være, men det føles på en måde naturligt. Jeg har taget en bog ad gangen og tænkt en del over, hvad det logiske næste skridt nu ville være for Dicte og hendes univers. Aldersmæssigt er hun blevet ældre, men ikke helt i samme takt som vi andre dødelige. Hun har fået knubs på sjæl og legeme, men jeg synes jo, hun trods alt er heldig at være i live, at have Bo og veninderne og Rose midt i al sin eksistentielle ensomhed. Hun er forbundet med andre lige midt i sin egen lone wolf-tilværelse. Sådan en skal detektiver jo have! Så kan jeg ikke gøre det bedre for hende uden, at hun mister sin status som egenrådig, opfindsom og vovehalset detektrice.

Dine læsere kan ikke få nok af Dicte (eller af Peter, for den sags skyld). Men hvordan bliver du ved med selv at holde interessen for universet?

– Jeg holder selv interessen for Dicte ved lige ved at tage pauser fra hende. Det gjorde mig godt at arbejde med Peter. Nu må jeg se, om jeg tager endnu en lille pause fra Dicte, inden den næste bog i serien. Hun skal have noget at sige mig og forhåbentlig læserne. Hun skal føles frisk og ligetil for mig at gå i krig med. Enten kommer det, eller også kommer det ikke. Jeg skriver ikke, før det føles rigtigt at gøre. I denne roman har bare det at flytte Dicte fra Frederiksgade til Mejlgade faktisk haft en enorm indflydelse på min egen skrivelyst og på idé-strømmen. Så der skal ikke altid så meget til!

Elsebeth Egholm, Kød og blod, fra Politikens forlag ud kommer i dag. Du kan gøre din Egholm-samling komplet ved at fange den her

Hvem myrdede Nola?

5.5 Stars

En ung, succesfuld forfatter, Marcus Goldman, har skriveblokering efter sin første bestseller. Han opsøger sin gamle mentor fra universitetstiden, Harry Quebert, for hjælp. I Harrys have findes kort efter liget af en ung kvinde, Nola, som forsvandt for 33 år siden. Det viser sig, at Harry havde et forhold til den dengang kun 15 år gamle pige, og han arresteres, mistænkt for mordet. Marcus sætter sig for at rense Harrys navn og løse gåden om, hvem der myrdede Nola.

 

SANDHEDEN_HARRY_Q_forsideskitse_5.indd

Forbered dig på en lang, intens læseoplevelse, når du går i gang med dette pudsige, litterære fænomen.

 

Og hvilken gåde! Jeg kan ikke huske, at jeg har været så optaget af at finde ud af, ‘hvem der gjorde det‘, siden Stieg Larssons Mænd, der hader kvinder – og jeg læser mange krimier! Sandheden om Harry Quebert-sagen er simpelthen en page turner af rang (og heldigvis for det, for der er plenty of pages to turn – næsten 700), og det er umuligt ikke at blive grebet af historien om den lille by Aurora og dens indbyggere med deres mange intense drømme, de fleste af dem kuldsejlede.

Jeg ved ikke præcis, hvorfor bogen virker så hypnotisk, for sproget er underligt kliche-agtigt, og mange af personerne er ikke særligt nuanceret beskrevet. Den jødiske mor er overdrevet bekymret og egocentrisk, den sure cafeejer er alt for sur, den unge Nola alt for sød og yndig og så videre. Alligevel suges man ind i handlingen og VIL vide, hvad der i virkeligheden skete dengang. Og jeg er ikke den eneste, der er blevet hypnotiseret. Bogen er oversat til 32 sprog, har solgt over 2 millioner eksemplarer (!) og skabt røre i litterære kredse verden over – som en selvopfyldt profeti af dens egen første sætning: “Alle talte om bogen”.

 

Dicker__Joel_2_Fotograf_Jeremy_Spierer

Fuldstændig som det er sket for Marcus Goldman i historien, har Sandheden om Harry Qubert-sagen gjort den unge, schweiziske forfatter Joël Dicker til millionær.

 

At Dicker fletter Harry Queberts råd til den unge Marcus om at skrive (og bokse) ind i handlingen, tilfører ganske vist historien et ekstra lag, men ikke en ekstra kvalitet, synes jeg. Kvaliteten ligger i det fantastiske plot, og det er nok. Jeg bøjer mig i støvet og holder mig kun med et halvt hjerte tilbage på grund af sproget.

Joël Dicker, Sandheden om Harry Quebert-sagen, fra forlaget Rosinante, kan fanges her

Hårdtprøvet journalist i storpolitisk spil

I dag udkommer Henrik Bruns fjerde bog i serien om den hårdtprøvede Ketil Brandt, Den finske patriot. Denne gang vågner Ketil op på et hotelværelse i Tallinn, godt og grundigt i krise over både sit journalistiske og private liv. Han har svigtet sine idealer i forrige bog, og den skønne Ines har sendt ham på porten. Så han søger trøst ved at feste igennem i en af Europas mindste hovedstæder.

Men Ketils krise er ikke den eneste. Der er også diplomatisk krise mellem EU og USA på den ene side og Rusland på den anden (og nej, det handler ikke om Ukraine). Da en russisk homo-aktivist myrdes i en sauna i Finland, bryder helevede løs, og Ketil får sig selvfølgelig rodet ind i både opklaring og et par løse forhold til mystiske kvinder (så kender vi ham igen)!

 

imagegen.ashx

Henrik Bruns hovedperson Ketil Brandt rejser som sædvanlig Europa tyndt i dette fjerde bind i serien.

 

Jeg har fulgt Ketil Brandt-serien og dens ophavsmand siden den første bog, Den danske lokkedue, blot var løsark, og Ketil ikke engang hed Ketil. Jeg har også fulgt Henriks udvikling som forfatter tæt og været glad og imponeret over, hvordan han er faldet ind i rollen som sikker plotmager og produktiv forfatter med benhård disciplin. Og jeg må indrømme, at jeg hepper på Brandt og håber, det går ham godt.

Derfor føler jeg mig efterhånden lidt for infiltreret til at anmelde Henriks bøger. Og det er en skam, for jeg synes, Den finske patriot er den hidtil bedste. Spændende, fængende, let og overraskende. Kort sagt: stærkt anbefalelsesværdig (there, I said it.)

Hør selv på Krimimessen i Teltet på søndag kl. 14.40.

Gæsteanmeldelse: Stram og effektiv dansk krimi

rebekka vildmedkrimi.dk

I anledning af Krimimessen har Bogliv været ude og finde nye krimi-legekammerater. Rebekka Andreasen er journalist og driver bloggen Vildmedkrimi. Hun er ikke hoppet med på krimibølgen, men har svømmet i den, siden hun var barn. Hun er vild med Jens Østergaards tredje krimi, Ritualet, og det kan vi ærligt talt godt forstå!

 

 

 

 

4 Stars

Der var vist engang, hvor (engelske) krimiforfattere fik løn efter antal linjer i deres manuskript. Krimiforfatter Jens Østergaard skal måske være glad for, at den ordning for længst er afskaffet. Ritualetder er forfatteren stredje bog om efterforskeren Thomas Nyland, er ligesom Dragen Sangeren Helten og Drengen og dæmonen, er på under 300 sider.

Men hvorfor bruge flere linjer, når man som Østergaard evner at skrive små, korte nærmest filmiske scener, give figurerne liv og nerve og samtidig skabe en effektiv og underholdende krimifortælling?

Denne gang serverer forfatteren en historie, der tidsmæssigt ikke strækker sig over meget mere end et døgns tid. Det er forfriskende. Ingen langtrukken efterforskning her.

I Ritualet har Thomas Nyland atter nok at gøre på jobbet hos Københavns Politi. En kvinde er brutalt blevet myrdet i sin lejlighed på Amager. Hun er blevet mishandlet gennem længere tid, før hun døde. Samtidig er en bil stjålet fra en tankstation tæt på kvindens lejlighed – med en treårig dreng siddende bag i bilen. Er det samme gerningsmand? Og var det bilen eller drengen, der var målet?

Nylands team består blandt andet af betjenten Martin Dahl, der ligesom sin chef er påvirket af hændelser i den forrige bog. Hvor Nylands ansigt er hærget af heftige ar efter voldsom nærkontakt med en kniv, er Dahls ar usynlige, men ikke mindre belastende. Han kæmper ihærdigt for at mestre livet igen efter at have været spærret inde i en lavloftet, iltfattig kælder i Drengen og dæmonen. Begge betjente føler, at de har svigtet i kældersagen, der ikke endte lykkeligt.

Når man læser en Jens Østergaard-bog, kan man nemlig ikke være sikker på, at alt bliver godt til sidst. Eller at der ikke er tråde, der flagrer lidt, når sidste side er læst.

Denne gang fylder både musik og religiøse ritualer en del af plottet. Det viser sig nemlig, at gerningsmanden har afspillet mystiske lyde på kvindens stereoanlæg under mishandlingen af hende. Jens Østergaard griber fat i interessante temaer, og han doserer sin research, så den glider ubesværet ned og underholder undervejs.

 

Jens_1A_3677

Jens Østergaard pleaser ikke sin læser med lykkelige slutninger – eller bare slutninger. Så er I advaret (og anbefalet). Foto: PR

 

Bogen er ikke nær så spændende og hæsblæsende som forfatterens forrige bog, men Jens Østergaard skriver mere legende og let , uden at ordene mister tyngde.

At enkelte ting i historien virker urealistiske, ødelægger dog ikke læseoplevelsen, for Ritualet er en hurtiglæst, effektiv krimi med sympatiske figurer, som interesserer.

Du får mest ud af at læse Ritualet, hvis du har læst de øvrige bøger i serien.

Psst…! Husk, at du kan fange Jens Østergaard og den ene halvdel af Bogliv på Krimimessen den 6. april kl. 13 i Teltet.

Ritualet af Jens Østergaard er udgivet på EC Edition og kan fanges her 

 

 

Vind en svensk krimi!

Så, girls and boys – nu skal vi kun sove fem gange, så er der krimifætterkusinefest. Det har fået os og Politikens forlag i gavehumør, så vi udlodder en spritny svensk krimi til en kvik læser.

Mærket for livet er første bog i en serie om juristen Jana Berzelius, som ikke bare er en cool og målrettet anklager, men også lever med dystre hemmeligheder fra sin barndom. Bogen er skrevet af bloggeren Emelie Schepp, som i første omgang udgav bogen selv, men siden har fundet forlag både på denne og hendes egen side af broen.

Vil du have bogen, skal du blot svare på, hvor det nu er, vi skal til krimimesse i weekenden? Svar her eller på facebook, og Mærket for livet er din.

 

Pressbild Emelie Schepp

Emelie Schepp satte sig for at blive den mest succesfulde selvudgiver i Sverige og udgav selv Mærket for livet. Nu udkommer den på (et) dansk (forlag). Foto: PR

 

Psst….! Hvis du ikke vinder, kan du fange Mærket for livet af Emelie Schepp, udgivet på Politikens forlag, her

 

Krimihjerte, hvad vil du mere?

6 Stars

Jeg er muligvis den allersidste krimianmelder i Danmark, der læser Sissel-Jo Gazans Svalens graf, og ja, pisk mig bare for min langsommelighed eller uvillighed til at følge det begejstrede kor. Men hvis bare én af jer derude ikke har læst den endnu, så er denne anmeldelse berettiget. For alle læsende mennesker har fortjent dette lille mesterværk, der minder os om, hvad krimien kan, når den er allerbedst: fortælle en historie om mennesker og samfund, som vi ikke kan lade være med at læse.

 

8702150681

Ifølge bagsideteksten er Svalens graf både en ‘passioneret roman’ og en ’intelligent videnskabskrimi’. Jeg synes bare, det er en fantastisk bog.

 

Professor i immunologi, Kristian Storm, findes død på sit kontor på Københavns Universitet. Tilsyneladende har han begået selvmord, men vi garvede krimifans kan jo kun trække på smilebåndet ad sådan en fejlslutning, og det viser sig da også hurtigt, at der er flere, som kunne ønske professoren død. Han har nemlig ved et tilfælde opdaget, at en vaccine, der gives til hundredetusindvis af børn i den tredje verden hvert år, har utilsigtede bivirkninger. Eller for at udtrykke det lidt mere råt: Den slår børnene ihjel. Det har han i årevis kæmpet for at bevise, de sidste år sammen med sin dygtige studerende og discipel, 28-årige Marie Skov.

Bogen følger på skift Marie Skov og den midaldrende vicepolitiinspektør Søren Marhauge, som vi kender fra Sissel-Jo Gazans gennembrudskrimi Dinosaurens fjer, og som bliver involveret i opklaringen af professorens ‘selvmord’, selv om han egentig har sagt op. Og selv om plottet omkring vaccinerne og den kyniske medicinalindustri i sig selv er vanvittig spændende og skræmmende, så er det i de menneskelige historier, at Svalens graf giver andre krimier baghjul. Marie og Søren er nemlig, viser det sig, vokset op på samme villavej nord for København, hvor menneskelige tragedier har udlevet sig bag hækkene og lige under den nabohyggelige overflade med vejfester og pasning af hinandens børn.

Især Maries familie, der stadig lever i de sørgelige eftervirkninger af morens psykiske sygdom og den yngste brors ulykkelige død, beskrives præcist og hjerteskærende. Skeletterne vælter ud af skabet, og det uhyggelige er, at man som læser hele tiden tænker: ‘Det kunne sagtens ske’. Men også Sørens midtlivskrise, hans jalousi i forhold til den temperamentsfulde kæreste Anna og hans fine og angste kærlighed til bonusdatteren Lily er beskrevet så betagende, at det tager under et døgn at læse Svalens graf.

Hvor Dinosaurens fjer især imponerede med sit indblik i den dybt konkurrenceprægede og ildsjælebefolkede verden af naturvidenskab, så er jeg her slået omkuld af Gazans præcise beskrivelser af mennesker under pres. Både dem, der går ned på det og trækker andre med sig, og dem der rejser sig midt i det hele, smider et gult tørklæde om hovedet og beslutter sig for ikke at dø nysgerrig (du må selv læse bogen for at se, hvem jeg refererer til). Ingen fordømmes, ingen skånes. Det er brilliant.

 

Sissel Jo

Sissel-Jo Gazans tager afsæt i sin egen baggrund som biolog, når hun ryster og underholder med sine videnskabskrimier. Foto: PR

 

Med kun få uger til Krimimessen er det værd at huske på, hvilken magi, der kan opstå, når forfattere gør sig umage. Bravo.

Sissel-Jo Gazan, Svalens graf fra Gyldendal kan fanges her

 

Hyggelæsning mens vi venter på foråret!

4 Stars

At læse en Alexander McCall Smith-bog er som at synke ned i et afslappende, varmt karbad. Trygt, behageligt og uden de store skvulp på overfladen.

I The uncommon appeal of clouds (som vistnok endnu ikke er kommet i en dansk udgave) møder vi igen McCall Smiths heltinde, den skotske filosof/mor/ufrivillige detektiv Isabel Dalhousie. Denne gang bliver hun involveret i et kunsttyveri, som hurtigt viser sig at være mere moralsk kompliceret end forventet. For bør man forhandle med tyve? Og hvad hvis en opklaring af forbrydelsen har omkostninger, som ikke kan gøres op i penge?

Continue reading

Solid svensk krimikunst

Mens vi venter på Krimimessen, skal vi naturligvis … læse krimier! Og der er bare ikke nogen bedre måde at varme op til to dages krimi-ekstravaganza end at sætte svensk på menuen. Svenskernes krimi-kunnen er legendarisk, og arven fra en af mine første krimi-loves, Sjöwall og Wahlö-serien Roman om en forbrydelse, fornægter sig stadig ikke, heller ikke i de to solide sager, jeg her har sat tænderne i. Både Viveca Steens Farlige forhold og Cilla og Rolf Börjlinds Den tredje stemme emmer af den indignation og lyst til at revse samfundet, ikke mindst dets magthaver, som også drev Maj Sjöwall og Per Wahlö i klassikere som Roseanna, Manden på balkonen og Kvinden, som lignede Greta Garboe.

 

wahloo_166147w

Per Wahlö og Maj Sjöwall gik forrest med nordiske, samfundsrevsende krimier. Mange er fulgt efter, også de tre forfattere i denne anmeldelse.

 

3 Stars Lidenskaber i kulden

Når man bruger krimier til at revse samfundet , er det rigtig vigtigt, at man ikke bliver docerende og kedelig. Den balance tippede indimellem for ellers suveræne Sjöwall og Wahlö, og desværre tipper den også lidt for Viveca Steen i hendes sjette krimi, Farlige forhold. En kendt, dybdeborende journalist findes død i sneen 2. juledag, og vicepolitikmmissær Thomas Andreasson kaldes til og må snart rette søgelyset mod den vrede eksmand, snart mod de, der kan have følt sig truet af den kvindelige journalists pen.

Det handler blandt andet om fremmedhad, og det er især her, det bliver lidt kedeligt. Ikke på grund af emnet, men på grund af den noget overpædagogiske måde, de korrekte holdninger lægges i munden på de sympatiske personer – som om forfatteren er bange for, at vi ikke forstår pointen, hvis historien taler for sig selv (og den er faktisk god). Som læser gider jeg ikke blive talt ned til, og den irritation holdt sig for mig til hen over midten af bogen, hvor spændingen heldigvis steg, og jeg fandt mig selv i færd med at piske mig selv til at læse hurtigere af bare iver efter at forstå plottet. Men da var det på en måde for sent – desværre.

 

Sten__Viveca_Farlige_forhold_final__300dpi

Der er sne og is overalt i Viveca Steens nye krimi – også i nogle af hjerterne!

 

Jeg vil egentlig så gerne anbefale Farlige forhold – fordi jeg har nydt Steens tidligere bøger umådeligt, og fordi hun arbejder så seriøst med både historie og personer. For eksempel er mordmetoden i dette sjette bind yderst raffineret, og en krimiforfatter skal altså have solide skulderklap for ikke bare at meje sine ofre ned eller stikke dem uopfindsomt med en kniv. Beskrivelsen af ofrets unge, sørgende datter er også rørende og fortjener en god karakter. Men samlet bliver oplevelsen altså lidt middel, når forventningerne er  høje.

5 Stars Mænd, der hævner kvinder

Mine forventninger var også høje – tårnhøje – til Den tredje stemme. Jeg var voldsomt imponeret over ægteparret Börjlinds romandebut Springflod om blandt andet miljøet af hjemløse i Stockholm og over ægteparret selv, som jeg mødte på Krimimessen sidste år. Parret har skrevet et væld af manuskripter til tv, herunder om netop Sjöwall og Wahlös karakter Beck og den efterhånden ikke mindre kendte Wallander. Så det er professionelle folk, og det fornægter sig ikke i deres bøger.

 

Untitled-3

Pigen, der kastes knive efter er blind – og det er LANGTfra det værste, der foregår i Den tredje stemme. Ikke for sarte læsere. Men guf for de kræsne!

 

Den tredje stemme bygger videre på personerne fra Springflod, først og fremmest den detroniserede efterforsker Tom Stilton og den nyuddannede politikvinde Olivia Rönning, hvis forældre spillede en stor, omend temmelig afsluttet rolle i Springflod (de var begge mordofre). Også marokkaneren Abbas, der er loyal over for Stilton og ferm med knive, er med igen og har denne gang en form for hovedrolle. Det er nemlig hans tidligere kæreste, den blinde Samira, som sætter historien i gang ved at dukke op som parteret lig i Marseille. Abbas er den type mand, der hævner en kvinde, og Stilton er typen, der hjælper en ven, og snart er de på vej sydpå. Samtidig begår Olivias mors nabo i Sverige selvmord og efterlader en teenagedatter, som Olivia føler sig ansvarlig for.

 

VMan-P1181388_FM

Lækre Jakob Cedergren spiller hovedrollen i filmatiseringen af Viveca Steens bøger. Vi indrømmer, at han lyder jätte sexy på svensk, men han er vores, Sverige!

 

Derfra går historien løs. Det handler om så forskellige ting som depraverede og voldelige politifolk, pornoindustriens iskolde bagmænd, private firmaer, der tjener stort på private plejehjem, hvor de gamle bogstavelig talt falder ud af deres senge og dør, forældreløshed, identitet – og cirkus! Der er et væld af tråde og personer at holde rede på – måske en anelse for mange – og hovedet svirrer for alvor, når sidste side er læst, og det komplicerede plot endelig er faldet på plads.

 

Börjlind 1_foto Thron Ullberg

De må have nogle rimelig alvorlige snakke hjemme hos Cilla og Rolf – deres bøger er i hvert fald smækfyldt med de grimme sider af samfundet. Foto: Thron Ullberg.

 

Det er også fair at sige, at Den tredje stemme ikke er for sarte sjæle. Den sparer hverken sine personer eller sine læsere for noget, og tanken om, at der findes mennesker med så lidt respekt for andres liv og følelser som nogle af dem, vi møder her, er svær at ryste af sig, længe efter at bogen er slut. Men Börjlind’erne er heller ikke ude på at please. De er bekymrede for det svenske samfund; for uligheden, kriminaliteten, de store der knuser de små, og de bruger krimierne til at vise deres bekymring frem.

 

Martin_Beck-3

Cilla og Rolf Börjlind har blandt meget andet skrevet manuskript til en række Beck-film. De kan deres kram.

 

Til gengæld ved de også, at deres budskab kun kommer frem, hvis historien sidder lige i skabet, og deres seer/læser er underholdt hele vejen. Og det er vi i Den tredje stemme. Ydermere skinner det tydeligt igennem, at de virkelig holder af deres personer, og det kommer vi så også til. Den tætte, omend skævt sammensatte, ‘familie’ af politifolk, tidligere politifolk, tidligere kriminelle plus det løse, der udgør hovedpersonerne, er drevet af en loyalitet og kærlighed over for hinanden, som man godt kan blive lidt misundelig på (og derfor også er nødt til at tro, er for god til at være sand!), og som man i bund og grund ønsker det bedste for, også når de gør dumme ting – og det gør de heldigvis.

Jeg kan kun håbe på, at Börjlind’erne holder fast i deres hold og sender dem ud i samfundets afkrog igen. Gerne på film. Jeg vil hænge med – med bankende hjerte og en halv hånd for øjnene.

Viveca Steen, Farlige forhold fra forlaget Rosinante, kan fås her

Cilla og Rolf Börjlind, Den tredje stemme, fra forlaget Rosinante, fanger du fx her