Alle mennesker har hemmeligheder

Hvad, hvis … jeg ikke var gået på den date? Havde sagt noget andet i en afgørende situation? Set op fra det rat i den bil?

Livet er fuldt af tilfældigheder, og den vej vi vælger hele tiden, har afgørende betydning, indimellem på den mest hjerteskærende måde. Det er sådan set moralen i Min mands hemmelighed, men i lang tid tror vi, det handler om de hemmeligheder, vi selvfølgelig allesammen har, og hvorvidt vores nærmeste ville elske os, hvis de virkelig vidste, hvem vi var. Begge dele gode og vigtige pointer at blive mindet om, selv ved en sorgløs poolkant, som var, hvor jeg læste bestselleren af australske Liane Moriarty.

 

image003

Australske Liane Moriaty er et rigtig dejligt, nyt bekendtskab.

 

Men det er ikke derfor, du skal læse den. Du skal læse den, fordi den er afsindig velskrevet, top-underholdende og forfriskende alene i at være australsk og ikke britisk eller amerikansk. Og så er den – som man siger – elementært spændende. Handlingen centrerer sig om tre kvinder; den perfekte husmor Cecilia, der finder et brev fra sin mand, som ændrer alt, den socialt angste, men dygtige, Tess, hvis kusine og mand forelsker sig, og den ældre skolesekretær Rachel, hvis datter kun blev 17 år. Alle tre får vendt og ned på deres liv i løbet af ganske kort tid, og deres liv viser sig at være mere forbundne, end de vidste.

 

image001

Det ligner chick lit for voksne, men er god, gedigen litteratur.

 

Den ’store’ hemmelighed i bogen er ikke svær at gætte, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er de præcise beskrivelser af mennesker i krise, den elegante sammenfletning af alle tråde og følelsen af, at de lækre litterære kalorier er alt andet end tomme.

Fang Min mands hemmelighed af Liane Moriarty, udgivet på Politikens forlag, her