Gæsteanmeldelse: Automatisk tilbagespoling

 

Karen_049_LILLE

Karen Greve giver fem stjerner for sproget, humoren og eftertænksomheden i Helle Helles nye roman.

Det er ikke fordi, det er særlig svært at læse Helle Helle. Romanen er næsten skræmmende enkel. To løbere farer vild i en skov og er nødt til at tilbringe weekenden uden mad og drikke i en shelter, de tilfældigvis finder ly i. Her får vi lejlighed til at lære den ene at kende. Den kvindelige løber i slutningen af 30’erne med pandebånd og vandflasker i et bælte om livet. Den mandlige jeg-person Roar forbliver observerende og gådefuld fra start til slut – og det er til gengæld lidt svært. For hvem er han?

Der er en underlig skæbnesvanger uhygge undervejs, som når Roar hører en ugle tude, mens han sidder alene i shelteren, og kapitlet slutter ”… så slår det mig. Det er da ikke uglen.”

De små elementer af gys er til stede, men kun som en sagte hvisken, der understreger et overordnet tema om ensomhed. Helle Helle er eminent til at give os billeder på ensomheden. Jeg kan næsten høre den komme krybende, da den kvindelige hovedperson fortæller om, at hun ser film på en gammeldags video. Alt er godt, indtil det svære kommer i det øjeblik, videoen sætter i gang med den automatiske tilbagespoling ”den lyd og så ingenting.”

Der har jeg også været!

 

Helle_Hvis_det_er_300dpi

Selv omslaget er noget helt særligt – særlig enkelt.

 

På en eller anden måde er det dog ikke en trist roman. Den har også humor. En tør, underspillet humor, der ligger i sproget og i hovedpersonens nøgterne observationer. Handlingen skrider ubesværet frem. Fra den ene begivenhed til den næste, hvor meget lidt sker, men hvor vi alligevel fornemmer den udvikling hos hovedpersonen, der holder os fanget.

Jeg har læst romanen to gange. Den slutter ikke med en forløsende forståelse for mit vedkommende. Jeg har flere spørgsmål end svar på tungen efter sidste side. Har måske lidt følelsen af, at denne bog burde jeg tage med i min gamle læsegruppe fra universitetet, for måske sidder vi ikke engang med de samme spørgsmål?

Men selv uden den form for kollektiv analyse er jeg meget tilfreds med at have udfordret mig selv lidt. Læst noget andet end en stor fortælling med flere handlingstråde, der fletter alle personer og begivenheder sammen i en elegant forløsning til sidst – eller afslører morderen. Helle Helle er noget andet. Hvis det er er ikke rigtig slut for mig endnu. Og hvis det var en film, ville jeg måske slet ikke ænse den automatiske tilbagespoling, fordi jeg ville være så optaget af at undre mig?

Hvis det er af Helle Helle fra Samleren kan fanges her