Gæsteanmeldelse: Et brøl af smerte og rædsel – lyt!

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den bog, alle taler om. Hun giver seks hjerter for modet og fire for litteraturen. Der er naturligvis tale om Dødevaskeren.

 Dødevaskeren er 31-årige, kurdiske Sara Omars romandebut. Og den har kostet blod – meget blod – sved og formentlig rigtig mange tårer på kanten af livet at skrive. Det er ikke helt klart, hvad der i romanen er selvbiografisk og hvad der er fiktion, men forfatteren siger selv, at hendes øjne har set meget, alt for meget af det, som bogen centrerer sig om: Den systematiske brutalisering, mishandling, vold mod og drab på kvinder og piger i Islams navn. Derfor er det en vanvittigt modig bog, en vanvittigt uhyggelig bog at læse. Historien om den lille pige Frmesk, der betyder ’tåre’, der fødes i Kurdistan i midten af 1980erne mødes af voldsom modstand fra sin far og farforældre fra begyndelsen. For hun er en pige. Og hendes øjne er for smukke. De to forbrydelser, som spædbarnet begår ved fødslen, gør at hun flyttes til sin mormor og morfar, der står som romanens forstandige, milde udgave af Islam i mormoderens stemme og oprøret i morfaderens stemme.

Darwesh formulerer igen og igen, at religion ikke skal formørke, men lyse, at religion ikke skal dræbe og hade, men forene og sprede kærlighed. Amen, har man lyst til at sige – og så læser man videre, grebet af uhyggen, når mormoren igen igen må vaske et maltrakteret kvindelig, der blev offer for løgn, bagtalelse, sin skønhed, en kropslig dysfunktion, så familierne ikke tror på , at hun var jomfru på brudenatten. Den slags koster liv i Sara Omars roman. Og i den verden hun beskriver, er fortielser og skjult hævn, sporløs forsvinden af unge kvinder bare hverdag. Romanens gru er enorm. For man forstår, at det her er virkelighed – ikke mindst via parallel-fortællingen, hvor Frmesk ligger voldsomt forslået, mishandlet på Skejby Sygehus og her møder Darya, der gerne vil være læge, men samtidig er indrulleret i sin families forestilling om husmor-tilværelse, som underdanig kvinde i et kommende ægteskab med en fjern slægtning og komplet social kontrol.

Litterært har romanen klare kvaliteter, der er absolut farve og detaljer i billeder og personer, og blandt andet er relationen mellem lille Frmesk og morforældrene gribende. Også beskrivelsen af mormoderens tab at sin tro, da brutaliteten bliver for overvældende, er gribende: Den viser, at mørket står på spring, når volden får overtaget, når vanvid og dogmer erstatter rationaler, fornuft og menneskelighed. At den også er et manifest, et voldsomt udfald mod Islam, er ganske klart. Og nej, man må selvfølgelig ikke generalisere, der findes så mange gode, venlige muslimer. Helt afgjort. Men Sara Omars ærinde er altså bare ikke at fortælle om de gode muslimer, det er simpelthen at fortælle, hvad der også foregår i Islams navn; at kvinder myrdes, mishandles, er ofre for incest, inhuman behandling og ekstrem social kontrol fra samfundets side i religionens navn.

I en samtale mellem morfaren og mormoren ridses bogens budskab klart op: Mormoren anfører, at den lille pige skal i koranskole – ’det vil gøre hende mere levende’, som hun siger. Og morfar Darwesh konstaterer herefter tørt, ’ Måske handler det ikke om at være det modsatte af død, men om at være til. Forstår du?’, som han svarer – berørt på sit barnebarns vegne. Det er så simpelt, som det er sagt. Det er bare et liv, kvinder og piger fortjener. Et liv. Selvfølgelig skal romanen have seks hjerter. Fire for litteraturen, to for det overvældende mod og den styrke der ligger bag – forfatteren valgte selv livet til efter nogle selvmordsforsøg for netop at kunne tale højt.

Dødevaskeren af Sara Omar er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her