Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler