Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Ungdomsanmeldelse: Skrid, mor!

3 Stars

4 pr. ark den 06-02-14 kl. 23.50 #3

Boglivs ungdomsanmelder Anna Hinge har læst en bog med den ildevarslende titel Skrid, mor! Den er lidt for  let for hendes smag og alder, men hun kan anbefale den til yngre læsere.

Nille eller P, som hun hellere vil kaldes, bor sammen med sin mor, morens kæreste Müller og deres fælles barn. P er ikke særlig tilfreds med, at hendes far har været væk i flere år for at arbejde i Dubai. Hun føler, det er hendes mors skyld, at hun kun har kommunikeret med sin far via breve, og beslutter sig for at finde sin faster for at få noget mere at vide om ham. Men hun begynder så småt at finde ud af, at hendes far måske ikke er i Dubai alligevel.

 

Hitz_Skrid_mor_FINAL_300dpi_rgb

Skrid, mor omhandler et tungt emne, men er rigtig let at læse. En god kombi for småtlæsende unge.

 

Bogen har et godt tempo, og man vil gerne læse videre for at finde ud af, hvad der virkelig skete med P’s far. Men bogen er kun på 82 sider, og jeg synes ikke helt, man kommer nok ned i P’s følelser. Det er som om, man flyder lidt i overfladen og godt kan regne ud, hvad der sker. Som en 16-årig synes jeg ikke, bogen giver nok dybde og indsigt i P’s liv, men jeg kan sagtens forestille mig, at den ville egne sig bedre, hvis man er lidt yngre. 

Har du en teenager i huset, kan du fange Anja Hitz, Skrid mor, fra forlaget Forum, her

Psst…! Har du læst vores anmeldelse af Anja Hitz’ Rose-serie om sammenbragte familier?

 

Hvem myrdede Nola?

5.5 Stars

En ung, succesfuld forfatter, Marcus Goldman, har skriveblokering efter sin første bestseller. Han opsøger sin gamle mentor fra universitetstiden, Harry Quebert, for hjælp. I Harrys have findes kort efter liget af en ung kvinde, Nola, som forsvandt for 33 år siden. Det viser sig, at Harry havde et forhold til den dengang kun 15 år gamle pige, og han arresteres, mistænkt for mordet. Marcus sætter sig for at rense Harrys navn og løse gåden om, hvem der myrdede Nola.

 

SANDHEDEN_HARRY_Q_forsideskitse_5.indd

Forbered dig på en lang, intens læseoplevelse, når du går i gang med dette pudsige, litterære fænomen.

 

Og hvilken gåde! Jeg kan ikke huske, at jeg har været så optaget af at finde ud af, ‘hvem der gjorde det‘, siden Stieg Larssons Mænd, der hader kvinder – og jeg læser mange krimier! Sandheden om Harry Quebert-sagen er simpelthen en page turner af rang (og heldigvis for det, for der er plenty of pages to turn – næsten 700), og det er umuligt ikke at blive grebet af historien om den lille by Aurora og dens indbyggere med deres mange intense drømme, de fleste af dem kuldsejlede.

Jeg ved ikke præcis, hvorfor bogen virker så hypnotisk, for sproget er underligt kliche-agtigt, og mange af personerne er ikke særligt nuanceret beskrevet. Den jødiske mor er overdrevet bekymret og egocentrisk, den sure cafeejer er alt for sur, den unge Nola alt for sød og yndig og så videre. Alligevel suges man ind i handlingen og VIL vide, hvad der i virkeligheden skete dengang. Og jeg er ikke den eneste, der er blevet hypnotiseret. Bogen er oversat til 32 sprog, har solgt over 2 millioner eksemplarer (!) og skabt røre i litterære kredse verden over – som en selvopfyldt profeti af dens egen første sætning: “Alle talte om bogen”.

 

Dicker__Joel_2_Fotograf_Jeremy_Spierer

Fuldstændig som det er sket for Marcus Goldman i historien, har Sandheden om Harry Qubert-sagen gjort den unge, schweiziske forfatter Joël Dicker til millionær.

 

At Dicker fletter Harry Queberts råd til den unge Marcus om at skrive (og bokse) ind i handlingen, tilfører ganske vist historien et ekstra lag, men ikke en ekstra kvalitet, synes jeg. Kvaliteten ligger i det fantastiske plot, og det er nok. Jeg bøjer mig i støvet og holder mig kun med et halvt hjerte tilbage på grund af sproget.

Joël Dicker, Sandheden om Harry Quebert-sagen, fra forlaget Rosinante, kan fanges her

Når teenagere mobber

5 Stars Hvis der er en ting, der kan holde mødre vågne om natten, er det tanken om, at uanset hvor meget modermælk, speltgrød, rugbrød og anerkendelse i rå mængder, du hælder i dit barn, og uanset hvor mange ovngitre, cykelhjelme og førstehjælpskurser, du investerer i, så er dit elskede, uundværlige afkom i sidste, iskolde ende underlagt verdens ondskab – og en vis form for tilfældighed. Den erkendelse er næsten ikke til at bære, men i Sandheden om Amelia kommer moren Kate til at gøre den.

 

Amelia

New York er andet end drømme og skønhed, den er også hjemsted for en form for konkurrence, man ikke har lyst til at lade sine børn deltage i. Foto: PR

 

Kate er alene med sin datter Amelia på 16 år og har altid været det. Hun knokler som advokat for at forsørge sig selv og Amelia, der går på en ‘progressiv’ og hundedyr skole i Brooklyn, New York. Her hersker en kultur, som får engelske drengekostskoler til at virke som hyggelige Rudolf Steiner-børnehaver. Hemmelige klubber med onde optagelsesritualer florerer livligt, mens skolen vender det blinde øje til. Da Amelia af flere grunde er sårbar, kaster en af pigernes klubber, Skaderne, sig over hende, og herfra ruller den historie, vi fra starten ved, ender tragisk. Allerede få sider inde i bogen lander Amelia nemlig på jorden efter et fald fra skolens tag, død. Romanen veksler herfra mellem kapitler, der beskriver tiden op til Amelias død gennem hendes egne øjne, Kates nutidige forsøg på at udrede, om hendes datter virkelig har begået selvmord, sms-udvekslinger mellem Amelia og hendes venner, mails fra og til Kate samt uddrag fra en Gossip Girl-lignende blog.

Romanen har en dyster tone, som tager et par kapitler at vænne sig til, men jo længere vi kommer ind i Kates søgen efter svar, desto mere spændende bliver bogen. Det står snart klart, at mange forskellige mennesker har haft en aktie i Amelia, som hun ikke selv har haft en chance for at gennemskue. Voksne og andre unge har manipuleret og mobbet hende af grunde, der intet har med hende at gøre, og selv om hun tydeligvis er en pige med både ben i næsen, lys i pæren og benene på jorden – for nu at klichebeskrive hende – så er der i sidste ende ikke rigtig noget, hun kan gøre for at beskytte sig selv. Det er isnende uhyggeligt.

Allerstærkest står måske beskrivelsen af Kates dårlige samvittighed og sorg. Kate har været enlig mor og af fuldstændig indlysende årsager ikke haft så meget tid til sit barn, som hun kunne have ønsket. Hun har heller ikke været ærlig over for Amelia, hvad hendes far angår. Men hun har villet noget med sit forældreskab, og hun har elsket sit barn. Er det nok? Eller er det i sidste ende hendes‘skyld’, at Amelia kommer så galt af sted, fordi hun ikke har vidst, hvad der foregår i hendes datters liv? Som der ildevarslende står på forsiden af bogen: Ved du egentlig, hvad din datter går og laver?

De spørgsmål er spændende og får en fin, nænsom behandling i romanen, som i det hele taget er meget læseværdig. Tilbage står vreden over en skole, der fralægger sig ethvert ansvar og forældre der foregiver at være på alle børns side. Frustrationen over, at  unge mennesker spilder deres liv med at torturere hinanden. Og sorgen over en fin ung pige, der føles fuldstændig virkelig, selv om hun er fiktiv.

Græder du, mor?

Som I vil vide, har vi Bogliv’ere et eller andet med gråd. Vi græder. Over bøger. I lang tid var ‘gråd’ faktisk en af vores største tags i tag cloud’en. Og vi kan ikke engang skyde skylden på vores høje alder, for en af de bøger, der er blevet grædt mest over på vores lille site, blev anmeldt af vores ungdomsanmelder, Anna. Hun gav John Greens En flænge i himlen seks hjerter for at behandle det umulige emne unge med kræft på en måde, der både får læseren til at grine og græde.

 

10253933_1480982332130790_8987327904146000160_n

Et kærestepar, der ved, at de skal miste hinanden om et øjeblik. Som om ung kærlighed ikke var voldsom nok i forvejen! Foto: PR

 

Hun gav også sin mor (undertegnede) indtil flere søvnløse nætter med at læse den bog, der havde gjort sådan indtryk på hende. Den sidste stort set iført en rulle toiletpapir for at stoppe tåre- og snotstrømme. Men hvor er jeg glad for, at hun gjorde det. For En flænge i himlen handler ikke kun om sorg og sygdom. Den handler i den grad om at bruge den tid, vi har, til at leve så godt, vi kan – selv om det føles meningsløst, når det hele alligevel skal slutte. Om ung kærlighed så fin, fantastisk og fuld af misforståelser, som kun ung kærlighed kan være. Og om at acceptere, at der ikke findes nogen større retfærdighed i vores verden, selv om vi hele tiden kommer til at lede efter den.

Og nu skal vi til det igen. 20th Century Fox har filmatiseret bogen, der fuldt fortjent toppede New York Times bestsellerliste i syv uger, med Ansel Elgort og Shailene Woodley i rollerne som Gus og Hazel, der begge lider af uhelbredelig kræft – og spirende forelskelse. Filmen har premiere i Danmark 12. juni, og I kan godt finde lommetørklæderne frem med det samme.

Vær med i en bog!

Som du måske kan huske, er vi her på bloggen ret så store fans af forfatteren til bogen Introvert – stå ved dig selv, Anna Skyggebjerg. Anna skriver bøger om livet – sit eget og andres. Om at være en god nok mor. Om at være et socialt menneske, der ikke kan holde fester ud. Og om at ville have lov at være den, hun er. Hun giver af sig selv, og hun har oplevet meget.

Nu er hun i gang med en ny bog – og du kan være med! Bogen har form som brevkasse, og du kan spørge om alt fra utroskab til uvorne unger. Anna er ikke ekspert. Hun er ikke parterapeut eller børnepsykolog. Til gengæld er hun mor, hustru og superempatisk. Og så lover hun højt og helligt at gøre sig umage og bruge tid på at svare dig. Er du ikke overbevist, så se et uddrag af hendes seneste svar. Alt det praktiske står på Annas blog.

 

Skyggebjerg__Anna2_Foto_Line_Thit_Klein

Anna er varm og klog – og så svarer hun gratis på dine spørgsmål om livet ! Foto: Line Thit Klein.

Knus-elsker Bridget UDEN Darcy

5 Stars Indrømmet. Da det slap ud, at den engelske forfatter Helen Fielding havde dræbt Colin Firth, undskyld, Mark Darcy, i sin tredje og utrolig længe ventede Bridget Jones-bog, Vild med ham, var jeg kortvarigt en del af det hysteri, der blandt andet bredte sig som en steppebrand på de sociale medier. ‘Aldrig i livet!’. ‘Hvor kunne hun!’. og ‘Den gider jeg ikke læse!’ var nogle af de ikke særligt litterært begrundede forbehold, der nåede at løbe igennem min hårdt prøvede anmelderhjerne.

Bridget-Jones-and-mark-darc

Åååh, Mark! Hold godt fast på ham, Bridget, for om lidt er han væk. Foto: PR

 

Jeg havde jo savnet Bridget, for pokker. Og undet hende et lykkeligt liv med Firth/Darcy (man KAN kun være lykkelig med F/D, tænk blot at vågne op til den udsigt hver morgen. Uhmmm…). Nå, men selvfølgelig var det kortvarigt. Jeg kunne jo ikke i længden leve med ikke at vide, hvad der var blevet af knuselskelige Bridget Jones, der tågede rundt i 90’erne og prøvede at finde kærligheden – ofte de forkerte steder og ofte iført helt forkert tøj og en alt for desperat attitude. Og fantastiske kommentarer.

Vild med ham høj

Bridget Jones har stadig tøjkriser, problemer med mændene og et smittende gåpåmod, selv om hun er blevet 50. Foto: PR

En selvfølge bliver det også ret hurtigt, at Fielding var nødt til at slå Darcy ihjel. For hvad pokker skulle en Bridget Jones-bog om en lykkeligt gift Bridget Jones egentlig handle om? Det får vi aldrig at vide, for da vi møder Bridget igen, er hun 51 år og har sit lykkelige ægteskab bag sig. Efter at hun og Mark har giftet sig og fået to søde børn, og alt har åndet idyl i nogle år, har en bombe gjort det af med den idealistiske menneskerettighedssagfører og efterladt Bridget uden håb, uden sex og uden lyst til noget andet end at passe sine børn, hvilket hun gør med svingende held og talent.

Continue reading