Græder du, mor?

Som I vil vide, har vi Bogliv’ere et eller andet med gråd. Vi græder. Over bøger. I lang tid var ‘gråd’ faktisk en af vores største tags i tag cloud’en. Og vi kan ikke engang skyde skylden på vores høje alder, for en af de bøger, der er blevet grædt mest over på vores lille site, blev anmeldt af vores ungdomsanmelder, Anna. Hun gav John Greens En flænge i himlen seks hjerter for at behandle det umulige emne unge med kræft på en måde, der både får læseren til at grine og græde.

 

10253933_1480982332130790_8987327904146000160_n

Et kærestepar, der ved, at de skal miste hinanden om et øjeblik. Som om ung kærlighed ikke var voldsom nok i forvejen! Foto: PR

 

Hun gav også sin mor (undertegnede) indtil flere søvnløse nætter med at læse den bog, der havde gjort sådan indtryk på hende. Den sidste stort set iført en rulle toiletpapir for at stoppe tåre- og snotstrømme. Men hvor er jeg glad for, at hun gjorde det. For En flænge i himlen handler ikke kun om sorg og sygdom. Den handler i den grad om at bruge den tid, vi har, til at leve så godt, vi kan – selv om det føles meningsløst, når det hele alligevel skal slutte. Om ung kærlighed så fin, fantastisk og fuld af misforståelser, som kun ung kærlighed kan være. Og om at acceptere, at der ikke findes nogen større retfærdighed i vores verden, selv om vi hele tiden kommer til at lede efter den.

Og nu skal vi til det igen. 20th Century Fox har filmatiseret bogen, der fuldt fortjent toppede New York Times bestsellerliste i syv uger, med Ansel Elgort og Shailene Woodley i rollerne som Gus og Hazel, der begge lider af uhelbredelig kræft – og spirende forelskelse. Filmen har premiere i Danmark 12. juni, og I kan godt finde lommetørklæderne frem med det samme.

Krimihjerte, hvad vil du mere?

6 Stars

Jeg er muligvis den allersidste krimianmelder i Danmark, der læser Sissel-Jo Gazans Svalens graf, og ja, pisk mig bare for min langsommelighed eller uvillighed til at følge det begejstrede kor. Men hvis bare én af jer derude ikke har læst den endnu, så er denne anmeldelse berettiget. For alle læsende mennesker har fortjent dette lille mesterværk, der minder os om, hvad krimien kan, når den er allerbedst: fortælle en historie om mennesker og samfund, som vi ikke kan lade være med at læse.

 

8702150681

Ifølge bagsideteksten er Svalens graf både en ‘passioneret roman’ og en ’intelligent videnskabskrimi’. Jeg synes bare, det er en fantastisk bog.

 

Professor i immunologi, Kristian Storm, findes død på sit kontor på Københavns Universitet. Tilsyneladende har han begået selvmord, men vi garvede krimifans kan jo kun trække på smilebåndet ad sådan en fejlslutning, og det viser sig da også hurtigt, at der er flere, som kunne ønske professoren død. Han har nemlig ved et tilfælde opdaget, at en vaccine, der gives til hundredetusindvis af børn i den tredje verden hvert år, har utilsigtede bivirkninger. Eller for at udtrykke det lidt mere råt: Den slår børnene ihjel. Det har han i årevis kæmpet for at bevise, de sidste år sammen med sin dygtige studerende og discipel, 28-årige Marie Skov.

Bogen følger på skift Marie Skov og den midaldrende vicepolitiinspektør Søren Marhauge, som vi kender fra Sissel-Jo Gazans gennembrudskrimi Dinosaurens fjer, og som bliver involveret i opklaringen af professorens ‘selvmord’, selv om han egentig har sagt op. Og selv om plottet omkring vaccinerne og den kyniske medicinalindustri i sig selv er vanvittig spændende og skræmmende, så er det i de menneskelige historier, at Svalens graf giver andre krimier baghjul. Marie og Søren er nemlig, viser det sig, vokset op på samme villavej nord for København, hvor menneskelige tragedier har udlevet sig bag hækkene og lige under den nabohyggelige overflade med vejfester og pasning af hinandens børn.

Især Maries familie, der stadig lever i de sørgelige eftervirkninger af morens psykiske sygdom og den yngste brors ulykkelige død, beskrives præcist og hjerteskærende. Skeletterne vælter ud af skabet, og det uhyggelige er, at man som læser hele tiden tænker: ‘Det kunne sagtens ske’. Men også Sørens midtlivskrise, hans jalousi i forhold til den temperamentsfulde kæreste Anna og hans fine og angste kærlighed til bonusdatteren Lily er beskrevet så betagende, at det tager under et døgn at læse Svalens graf.

Hvor Dinosaurens fjer især imponerede med sit indblik i den dybt konkurrenceprægede og ildsjælebefolkede verden af naturvidenskab, så er jeg her slået omkuld af Gazans præcise beskrivelser af mennesker under pres. Både dem, der går ned på det og trækker andre med sig, og dem der rejser sig midt i det hele, smider et gult tørklæde om hovedet og beslutter sig for ikke at dø nysgerrig (du må selv læse bogen for at se, hvem jeg refererer til). Ingen fordømmes, ingen skånes. Det er brilliant.

 

Sissel Jo

Sissel-Jo Gazans tager afsæt i sin egen baggrund som biolog, når hun ryster og underholder med sine videnskabskrimier. Foto: PR

 

Med kun få uger til Krimimessen er det værd at huske på, hvilken magi, der kan opstå, når forfattere gør sig umage. Bravo.

Sissel-Jo Gazan, Svalens graf fra Gyldendal kan fanges her

 

Gråd og grin

6 Stars En flænge i himlen er en bog, som behandler et meget svært emne – nemlig kræft. Men selvom bogen behandler et så hårdt tema, følte jeg mig ikke deprimeret og ked af det, efter jeg havde læst den. Jeg følte en så stor kærlighed til Hazel og Augustus, at jeg havde lyst til at hive dem ud af bogen og kramme dem.

Kort fortalt handler bogen om teenageren Hazel, der har haft en kræftdiagnose i fire år og så småt er begyndt at miste modet. Men da hun møder den ligeledes kræftsyge Augustus, forelsker Hazel sig for første gang. Hun får et helt andet syn på livet, døden og meningen med vores eksistens og ser pludselig verden på en ny måde. John Greens sprog og indlevelse i karakterne gør, at han skaber en så stærk forbindelse mellem læseren og Hazel, at man føler, man er en del af hendes liv og hendes op- og nedture.

En flænge i himlen er en af de mest rørende og livsbekræftende bøger, jeg nogensinde har læst. Hazel og Augustus elsker hinanden og prøver at bekæmpe deres sygdom på deres egen måde imod alle odds. Det er meget smukt og rigtig glædeligt at opleve. Samtidig er den meget rå og utrolig sørgelig på visse tidspunkter. Denne blanding af store følelser har John Green flettet sammen til en fortælling, der kun kan betegnes som et mesterværk. Den vil få dig til at grine af lykke for Hazel og Augustus, tude som har du aldrig tudet før, og smile så meget, at du får ondt i kinderne.

A

John Green: En flænge i himlen fra Politikens Forlag. 

Fang den fx her eller her.

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter? Men det kan han!

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter?