Når teenagere mobber

5 Stars Hvis der er en ting, der kan holde mødre vågne om natten, er det tanken om, at uanset hvor meget modermælk, speltgrød, rugbrød og anerkendelse i rå mængder, du hælder i dit barn, og uanset hvor mange ovngitre, cykelhjelme og førstehjælpskurser, du investerer i, så er dit elskede, uundværlige afkom i sidste, iskolde ende underlagt verdens ondskab – og en vis form for tilfældighed. Den erkendelse er næsten ikke til at bære, men i Sandheden om Amelia kommer moren Kate til at gøre den.

 

Amelia

New York er andet end drømme og skønhed, den er også hjemsted for en form for konkurrence, man ikke har lyst til at lade sine børn deltage i. Foto: PR

 

Kate er alene med sin datter Amelia på 16 år og har altid været det. Hun knokler som advokat for at forsørge sig selv og Amelia, der går på en ‘progressiv’ og hundedyr skole i Brooklyn, New York. Her hersker en kultur, som får engelske drengekostskoler til at virke som hyggelige Rudolf Steiner-børnehaver. Hemmelige klubber med onde optagelsesritualer florerer livligt, mens skolen vender det blinde øje til. Da Amelia af flere grunde er sårbar, kaster en af pigernes klubber, Skaderne, sig over hende, og herfra ruller den historie, vi fra starten ved, ender tragisk. Allerede få sider inde i bogen lander Amelia nemlig på jorden efter et fald fra skolens tag, død. Romanen veksler herfra mellem kapitler, der beskriver tiden op til Amelias død gennem hendes egne øjne, Kates nutidige forsøg på at udrede, om hendes datter virkelig har begået selvmord, sms-udvekslinger mellem Amelia og hendes venner, mails fra og til Kate samt uddrag fra en Gossip Girl-lignende blog.

Romanen har en dyster tone, som tager et par kapitler at vænne sig til, men jo længere vi kommer ind i Kates søgen efter svar, desto mere spændende bliver bogen. Det står snart klart, at mange forskellige mennesker har haft en aktie i Amelia, som hun ikke selv har haft en chance for at gennemskue. Voksne og andre unge har manipuleret og mobbet hende af grunde, der intet har med hende at gøre, og selv om hun tydeligvis er en pige med både ben i næsen, lys i pæren og benene på jorden – for nu at klichebeskrive hende – så er der i sidste ende ikke rigtig noget, hun kan gøre for at beskytte sig selv. Det er isnende uhyggeligt.

Allerstærkest står måske beskrivelsen af Kates dårlige samvittighed og sorg. Kate har været enlig mor og af fuldstændig indlysende årsager ikke haft så meget tid til sit barn, som hun kunne have ønsket. Hun har heller ikke været ærlig over for Amelia, hvad hendes far angår. Men hun har villet noget med sit forældreskab, og hun har elsket sit barn. Er det nok? Eller er det i sidste ende hendes‘skyld’, at Amelia kommer så galt af sted, fordi hun ikke har vidst, hvad der foregår i hendes datters liv? Som der ildevarslende står på forsiden af bogen: Ved du egentlig, hvad din datter går og laver?

De spørgsmål er spændende og får en fin, nænsom behandling i romanen, som i det hele taget er meget læseværdig. Tilbage står vreden over en skole, der fralægger sig ethvert ansvar og forældre der foregiver at være på alle børns side. Frustrationen over, at  unge mennesker spilder deres liv med at torturere hinanden. Og sorgen over en fin ung pige, der føles fuldstændig virkelig, selv om hun er fiktiv.

Græder du, mor?

Som I vil vide, har vi Bogliv’ere et eller andet med gråd. Vi græder. Over bøger. I lang tid var ‘gråd’ faktisk en af vores største tags i tag cloud’en. Og vi kan ikke engang skyde skylden på vores høje alder, for en af de bøger, der er blevet grædt mest over på vores lille site, blev anmeldt af vores ungdomsanmelder, Anna. Hun gav John Greens En flænge i himlen seks hjerter for at behandle det umulige emne unge med kræft på en måde, der både får læseren til at grine og græde.

 

10253933_1480982332130790_8987327904146000160_n

Et kærestepar, der ved, at de skal miste hinanden om et øjeblik. Som om ung kærlighed ikke var voldsom nok i forvejen! Foto: PR

 

Hun gav også sin mor (undertegnede) indtil flere søvnløse nætter med at læse den bog, der havde gjort sådan indtryk på hende. Den sidste stort set iført en rulle toiletpapir for at stoppe tåre- og snotstrømme. Men hvor er jeg glad for, at hun gjorde det. For En flænge i himlen handler ikke kun om sorg og sygdom. Den handler i den grad om at bruge den tid, vi har, til at leve så godt, vi kan – selv om det føles meningsløst, når det hele alligevel skal slutte. Om ung kærlighed så fin, fantastisk og fuld af misforståelser, som kun ung kærlighed kan være. Og om at acceptere, at der ikke findes nogen større retfærdighed i vores verden, selv om vi hele tiden kommer til at lede efter den.

Og nu skal vi til det igen. 20th Century Fox har filmatiseret bogen, der fuldt fortjent toppede New York Times bestsellerliste i syv uger, med Ansel Elgort og Shailene Woodley i rollerne som Gus og Hazel, der begge lider af uhelbredelig kræft – og spirende forelskelse. Filmen har premiere i Danmark 12. juni, og I kan godt finde lommetørklæderne frem med det samme.

Hyldest til en bænkevarmer

5 Stars Er det, som om de introverte og sensitive får lidt oprejsning for tiden? Måske er det bare ønsketænkning, måske er der noget om, at det stille vands dybe brønd får tiltrængt interesse midt i en en verden af råben og skrigen på alle platforme.

Jeg tænkte det, da jeg læste en anmeldelse af den danske udgivelse af amerikanske Stephen Chboskys The Perks of Being A Wallflower, der oprindelig udkom i 1999. Her stod, at hovedpersonen Charlie kunne forstås ved at læse beskrivelsen af en introvert i et leksikon. Jeg er ikke uenig, men Charlie er mere end introvert; han er hypersensitiv, teenager og en fuldstændig vidunderlig hovedperson. Sådan en, man elsker, græder med, ængstes for og bliver klogere på sig selv af. Derfor er det også til lyden af taktfaste hurraråb fra et enigt, bjergtaget anmelderkorps, at bogen nu udkommer på dansk.

img004_jpg_802687d

1990’ernes Forbandede ungdom er nu udkommet på dansk. Den vil være smuk på alle sprog. Foto: PR

 

Jeg har ikke læst den på dansk, men på engelsk. I sommer, under en rundrejse i USA, efter at min 16-årige datter havde læst den først. Så det med hendes konstante “Aj, synes du ikke bare, den er vildt god?!” og “Hvor er du kommet til?” i ørerne, at jeg oplevede denne lille, store perle. Godt nok var det mildt irriterende, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at glæde mig over det lille mirakel, at hun kunne elske en bog, der foregik i ‘min’ ungdom – komplet med kassettebånd, fastnettelefoner og M.A.S.H. på fjernsynet.

Men det største mirakel var og er beskrivelsen af den forbandede ungdom, vi alle skal igennem, men som nogle oplever så meget stærkere end andre. Det er alle dem, der ofte ‘bare’ står og ser på. Ikke fordi de er kedelige eller dumme, men fordi de iagttager, analyserer og føler det hele så uendelig stærkt, at det bliver svært ‘bare’ at kaste sig ud i det – og da slet ikke sorgløst, sådan som kravet ellers alt for ofte er til ungdommen. Bænkevarmerne!

The-Perks-of-Being-a-Wallflower-Poster-585x426

The Perks of Being A Wallflower blev filmatiseret i 2012 med blandt andre Logan Lerman og Emma Watson. Foto: PR

 

Sådan en er Charlie. Han går i 1.G. og kæmper med savnet efter sin afdøde tante og tabet af sin bedste ven, der begik selvmord året før. Ensomhed, usikkerhed og sorg er følelser, han kender rigtig godt. Men året bliver så langtfra en jammerdal, da han oplever at blive taget under en gruppe ældre elevers kærlige vinger, forelske sig og blive elsket og blive set af en opmærksom engelsklærer. Hans tanker får vi adgang til gennem en række breve til en ukendt person – en modtager, Charlie har udset sig, fordi denne afholdt sig fra at have sex med en pige og derfor – med Charlies logik – må være et godt menneske. I det hele taget viser Charlie verden en tillid, den ikke altid fortjener. Undervejs bliver det da også klart, at denne følsomme dreng ikke altid er blevet mødt, som han skulle.

Selvfølgelig ikke. Denne verden er ikke altid for sarte sjæle, selv om netop de har så meget at tilbyde. Indimellem gør det mig ked af det. Det gjorde det også under læsningen af The Perks of Being af Wallflower. Men når jeg nu i anledning af den danske udgave, Fordelene ved at være en bænkevarmer,  kan konstatere, at alle elsker Charlie (med undtagelse af American Library Association, der har forsøgt at censurere hans skaber, Chbosky – I ved, too much sex, drugs and rock ‘n’ roll)), så bliver jeg optimistisk på verdens vegne. Og får lyst til at anbefale bogen til alle, på alle sprog. Det er hermed gjort.

Fang den på engelsk her eller på dansk her

 

 

Samme dag næste år

One-Day-Theatrical-Still

Ååååh, ung kærlighed, altså! Fra Lone Scherfigs film Samme dag næste år, 2011. Foto: PR

Sad du også og græd lidt ned i aften-teen i går aftes, da TV2 viste Lone Scherfigs film Samme dag næste år? Jeg gjorde! Men det er intet imod, hvor meget jeg tudede, da jeg læste David Nichols’ bogforlæg One Day på en sommerferie for godt et år siden. Faktisk var det Boglivs egen Marlene, der havde stukket mig den, lige inden jeg skulle på ferie. “Den skal du læse!” sagde hun, og jeg tænkte ved mig selv ‘Ja, ja, det siger du så tit.’ (det gør hun nemlig, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men meget af det er altså på originalsproget og ikke særlig tilgængeligt). Fire dage senere sendte jeg en sms til hende klokken seks om morgenen, hvor jeg var stået op for at læse bogen færdig: “Det kunne du godt have sagt! Sidder her og tuder helt alene!”

Hvorfor rammer One Day/Samme dag næste år så hårdt? For mig handler det om Emma. Ikke så meget i Anne Hathaways skikkelse (selv om hun LANGT oversteg mine forventninger og faktisk gjorde det rigtig godt), men i den skikkelse, Nichols skaber. Emma er flittig, intelligent, belæst, bebrillet – og usikker. Jeg genkender alle de træk fra mig selv, ligesom jeg genkender så mange af scenerne fra min ungdom i 80’erne og 90’erne. Som nu den kiksede LP (Tracy Chapman – need I say more?) på pladespilleren lige midt i en lidt for optimistisk scoring af den lækre fyr, som aldrig ville se til ens side, hvis han var ædru. Skuffelsen, resignationen og det at lade sig nøje med at ‘være gode venner’ (for så at finde ud af, at det faktisk har en mere langvarig værdi).

One Day

Kan I ikke huske, hvordan ham man var vild med, altid sad der med en helt ANDEN pige? Foto: PR

Men frem for alt genkender jeg Emmas følelse af ikke rigtigt at kunne komme i gang med livet, fordi alle tankerne og ambitionerne står i kø for at spænde ben. Måske er det det, der får mig til at græde allermest, da Emma dør alt for ung. Jeg græder for alle os, der alt for sent finder ud af, hvor meget vi du’r til. For spildt kærlighed. For det enkle og intelligente sprog, Nichols formår at formidle alle de triste følelser i. Og for det liv, der trods alt når at blive så smukt.

Hvis du ikke har læst One Day endnu, så giv dig selv den i gave – i dag! Og for en gangs skyld er jeg enig med Marlene: Den skal læses på originalsproget – den er ikke svær. Kun svær at komme sig over bagefter. Fang den her

One-Day-460x734

One Day af David Nichols er et must read! På dansk er det forlaget Thaning og Apel, der har udgivet.