Gossip Girl here …

4 pr. ark den 06-02-14 kl. 23.50 #3

Where’s she been? And who am I? That’s a secret I’ll never tell. You know you love me. XoXo, Gossip Girl Boglivs ungdomsanmelder Anna Katarina Smit Hinge, har kastet sig ud i ‘the scandalous lives of Manhattans Elite’ på den litterære måde.
De fleste teenagere har sikkert hørt om tv-serien Gossip Girl, der handler om nogle snobbede, overpriviligerede teenagere, der bor i New Yorks fineste kvarter, Upper East Side. Men alle ved måske ikke, at tv-serien blev lavet ud fra en række af bøger. Da jeg, efter at have set serien, var helt nede i kulkælderen, fordi den var slut, blev jeg meget glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at de også var bøger, og skyndte mig at bestille den første bog.
Chuck
Ligesom serien slugte jeg bogen på ikke ret lang tid. Efter at have set serien kan bogen godt være noget af en omvæltning. Jeg regnede med, at alle historierne ville være de samme, og personerne og familierne ville være identiske med serien. Men sådan er det ikke. Næsten alle familierne har fået et ekstra medlem eller to i form af søskende til hovedpersonerne, og forældre der ellers var forsvundet på mystisk vis, eller endda var døde, er lige pludselig en del af familien.
Blair
En af hovedpersonerne, Blair, synes jeg også bliver fremstillet med en lidt anden personlighed end den, man er vant til at se i serien, hvor hun er en stærk og selvsikker pige, hvis forbilleder inkluderer Grace Kelly og Audrey Hepburn. I bogen er Blair lidt mere tilbageholdende og bliver slået ud som dronning af pigernes high school, Constance, af Serena, der lige pludselig vender tilbage efter et mystisk ophold på kostskole.
Dan
Også sproget har en meget anderledes tone, end det man er vant til. Der er skruet gevaldigt op for både sarkasmen og banderiet. Det kan være lidt svært at vende sig til, at lille Jenny Humphrey og uskyldige Dan bander på livet løs, når man er vant til, at de er det søde søskendepar fra Brooklyn, der bare vil passe ind på deres fancy high school på Upper East Side.

 

Gossip Girl

It-girl Serena Van der Woodsen er centrum for de riges løjer på Manhattan.

 

Men når man først kommer igang med bogen, glemmer man, hvordan personerne plejede at være og giver sig bare hen til den meget underholdende og ironiske historie om Manhattans elite. Hvis man har set Gossip Girl som serie og elskede den, er disse bøger et must!

XoXo

 

Cecily von Ziegesar, Gossip Girl, fra Little, Brown and Company, kan fanges her

Ung kærlighed

Nogle gange kommer der en bog, der er så sympatisk, at alle omkring den falder over hinanden for at formidle den til verden. Det er forståeligt og fint, og jeg forstår godt, at forlaget – her det danske Gads forlag – er ivrige efter at promovere den fine, lille roman Eleanor og Park om to teenagere, der forelsker sig i Omaha, Nebraska, i 1986.

Jeg kan også godt se ideen med at pushe bogen til alle os, der havde vores første forelskelser i midten af 80’erne, med lokkemad som “… til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division (…) et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket.” For hvem vil ikke gerne genopleve de allerførste, spæde oplevelser med den der kærlighed? Det vil vi da gerne. Allesammen.

 

Eleanor og Park TRYK

Eleanor og Park er en virkelig smuk bog, ikke bare indeni, men også udenpå. Og det skal der gives point for!

 

Men jeg synes, det er synd. For Rainbow Rowells Eleanor og Park er langfra den typiske 80’er-teenage-kærlighedshistorie. Det håber jeg i hvert fald ikke! Eleanors bagggrund og levevilkår er nemlig ualmindeligt rædselsfuld. Hun bor med sin mor, fire små søskende og tyranniske og voldelige stedfar på alt for lidt plads og kan hverken tage mad, rent tøj eller omsorg for givet. Det eneste, hun kan regne med, er, at hvis hun så meget som vipper forkert med ørerne under det røde hår, så vanker der straf fra den lede Richie. Parks liv er lidt lettere. Hans koreanske mor og amerikanske far elsker hinanden og kysser stadig på munden (!), men selv opfatter han sig langtfra som attraktiv, dertil er han med sine asiatiske gener alt for feminin at se til.

 

Rowell Rainbow, foto Augusten Burroughs

Rowell Rainbow har gjort sin ene hovedperson Eleanor rødhåret som en hilsen til fjerne danske aner. Det er svært ikke at tage det som en kompliment, selv om vi vel næppe er verdens mest rødhårede folk … Foto: Augusten Burroughs

 

Eleanor og Park finder heller ikke hinanden til en fordrukken ungdomsskolefest med hænderne i vejret til Depeche Modes Just Can’t Get Enough (undskyld, nu fortabte jeg mig vist!), men derimod i  i skolebussen, hvor de til begges utilfredshed kommer til at sidde ved siden af hinanden, begge stive af skræk for hobens mobberier. (Hvad er det med den hob, altså? Hvorfor skal de være så lede?) Park læser tegneserier, Eleanor læser over skulderen, og langsomt, uendelig langsomt, vokser noget frem. Noget, der er skrøbeligt og usikkert og alt for nemt at slå itu, ikke mindst fordi de to’s verden er fuld af modstand; en kuldslået, trøstesløs virkelighed, hvor de andre unge mest af alt virker som fjender, og ingen voksne tager ansvar for den i den grad misrøgtede Eleanor, allermindst hendes øretæveindbydende passive mor.

Dén historie – om at finde noget fint og trøstende i trøstesløs virkelighed – er rørende, ikke mindst fordi vi på skift oplever den gennem overleveren Eleanor og hendes hårdt prøvede kæreste, der hele tiden frygter hendes flugt fra nuet og intimiteten. Et fint greb, der også sikrer bevægelse og variation i en roman, hvor der egentlig ikke sker så meget andet, end at to unge går i skole og kommer hjem igen.

Til gengæld er det en lille smule svært at identificere sig med selve forelskelsen. Hvorfor forelsker Park sig så voldsomt i den rødhårede Eleanor, der går i underligt tøj og næsten altid er sur og afvisende? Hvad er det, hun falder så voldsomt for ved den blide asiat med musikken og tegneserierne? Hvorfor falder nogen for nogen, kan man indvende, og det er en god indvending. Det kan være så svært at forstå, men det er jo det, bøger indimellem kan – sætte ord på det ordløse.

Alligevel er Eleanor og Park en god bog. Rigtig god, endda. Den har indlevelse, rigtig fin personskildring og en håbløshed af næsten Romeo og Julie-agtige dimensioner. Og så er den så underholdende og nemt skrevet, at den nærmest læser sig selv.

Men hvis du også forelskede dig til lyden af Just Can’t Get Enough, og dine kvaler mest af alt gik på ‘kan han virkelig lide mig, eller ville han bare score?’ og ‘hvorfor kører han nu med hende der bag på sin Puch Maxi?’, så glem alt om, at Eleanor og Park skal opfylde nogle af dine nostalgi-drømme, for dertil er dens miljø for snævert, og dens problematik for barsk. Eleanor og Parks problemer er af en helt anderledes kaliber end ‘bare’ at finde ud af kærligheden, og det at nogle unge skal leve på den måde, vil sidde i dig som en lille, kold splint længe efter læsningen. Så er du advaret – og anbefalet.

Gråd og grin

En flænge i himlen er en bog, som behandler et meget svært emne – nemlig kræft. Men selvom bogen behandler et så hårdt tema, følte jeg mig ikke deprimeret og ked af det, efter jeg havde læst den. Jeg følte en så stor kærlighed til Hazel og Augustus, at jeg havde lyst til at hive dem ud af bogen og kramme dem.

Kort fortalt handler bogen om teenageren Hazel, der har haft en kræftdiagnose i fire år og så småt er begyndt at miste modet. Men da hun møder den ligeledes kræftsyge Augustus, forelsker Hazel sig for første gang. Hun får et helt andet syn på livet, døden og meningen med vores eksistens og ser pludselig verden på en ny måde. John Greens sprog og indlevelse i karakterne gør, at han skaber en så stærk forbindelse mellem læseren og Hazel, at man føler, man er en del af hendes liv og hendes op- og nedture.

En flænge i himlen er en af de mest rørende og livsbekræftende bøger, jeg nogensinde har læst. Hazel og Augustus elsker hinanden og prøver at bekæmpe deres sygdom på deres egen måde imod alle odds. Det er meget smukt og rigtig glædeligt at opleve. Samtidig er den meget rå og utrolig sørgelig på visse tidspunkter. Denne blanding af store følelser har John Green flettet sammen til en fortælling, der kun kan betegnes som et mesterværk. Den vil få dig til at grine af lykke for Hazel og Augustus, tude som har du aldrig tudet før, og smile så meget, at du får ondt i kinderne.

A

John Green: En flænge i himlen fra Politikens Forlag. 

Fang den fx her eller her.

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter? Men det kan han!

Hvem skulle tro, at en så tilforladelig mand kunne skrive, så hjertet bløder, og tårerne sprøjter?