En tur ind i barnets verdensrum

Elis far er sømand og sejler rundt på den anden side af globussen. Eli følger hans færd med små knappenåle. Men netop i dag føles det som om knappenålen burde flyttes op til Danmark, for i dag fylder Eli 6 år.

Mens han går og venter på gæsterne, som skal komme, gør Eli sig mange tanker. Om tiden, som er urimeligt elastisk og svær at få greb om. Om håret, som vokser (hvorfra?), og tænderne, som snart skal til at falde ud, og jorden, som burde dreje langsommere, så far kan nå hjem, inden fødselsdagen slutter.

Elis verdensrum er en lille, filosofisk fortælling for de børn, som netop er begyndt at forstå og tænke over alt det abstakte, som også er en del af barndommen. Hvad er tiden og hvorfor er den så ustyrlig? Hvem er jeg og hvor går min grænse til verden? Hvem var jeg, da jeg var mindre – og hvem bliver jeg, når jeg bliver større? Store spørgsmål til små hoveder!

Elis tænksomme fødselsdag er smukt og finurligt illustreret af fantastiske Otto Dickmeiss. Moderen elskede billederne – og også den fine, lidt melankolske historie. Afkommet (hvoraf det ene faktisk lige selv har fejret sin 6. fødselsdag) var til gengæld mere moderate. “Den er for sørgelig”, konstaterede den seksårige, og det er rigtigt, at der ikke er dømt spas og ballondyr, men mere savn og usikkerhed mellem linjerne i Lone Elmsteds bog. Til gengæld er der nok at tænke over og tale om, også når sidste side er vendt.

Lone Elmsted Bild, Elis verdensrum fra forlaget Høst & søn.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *