Ugen derpå (krimitømmermænd)

Så. Det var det. Krimimessen er slut. Forfattere, forlag, journalister og læseheste har pakket muleposerne og er taget hjem. Det føles altid en lille smule tomt, når messen slutter. Man når lige at vænne sig til den dårlige akustik, de dystre rammer og det, at alle samtaler starter og slutter med et mord. Og så er det pludselig forbi. Men minderne har vi jo lov at have, og i år fik jeg flere gode.

Der var selvfølgelig ‘mine’ tre seje forfattere. Jens Østergaard fortalte lørdag, hvorfor han ikke tillader sine læsere at ånde lettet op, når de har læst hans bøger, heller ikke nummer tre, Ritualet (som vi gav fire hjerter). Der er altid en tråd, der flagrer, en følelse af, at verden nok ikke er et lykkeligt sted. “Sådan er virkeligheden jo,” sagde Jens og var i samme åndedrag lige ved at slå sin egen hovedperson ihjel dér på scenen. Men så sluttede vi også interviewet.

 

Ulla og Jens 1

Så vidt vides er der ingen fisk i Jens Østergaards nyeste krimi, selv om det godt kan ligne, at han praler med størrelsen på en fangst …

 

Helle Vincentz og jeg gik på scenen søndag morgen helt uden tømmermænd, men til gengæld med en masse på spil; hun fordi Nukaakas kabale (som vi jublende gav fem hjerter) er en bog med udspring i hendes egen families historie. Jeg, fordi jeg ville have det til at gå godt, når nu bogen har begejstret mig så meget. Det gjorde det heldigvis. Også selv om Helles trofaste fans er kede af, at hun med Nukaakas kabale har afsluttet trilogien om erhvervskvinden Caroline Keyser og dermed sagt endegyldigt farvel.

 

Ulla og Helle 1

Vi er ikke søndagmorgentrætte, vi er tænksomme! OK?

 

Henrik Brun og jeg er vant til at være på scenen sammen, men hver oplevelse er forskellig. I år fortalte han om den helt særlige måde, han har skruet Ketil Brandt-serien sammen – med den europæiske værdikamp som bagtæppe og en massiv journalistisk baggrundsviden at trække på. Trods det utaknemmelige slot 14.40 søndag var vi godt tilfredse og syntes begge, vi fik sendt Den finske patriot godt af sted. Og nej, næste bind kommer IKKE til at hedde Den islandske sweater, selv om der kunne være en fed Sofie Gråbøl-agtig feel i det.

 

Ulla og Henrik 1

“Hm, siger du det …?” Henrik fortæller om meget alvorlige emner som homofobi, nationalisme og kold krig. Hardcore sager på en søndag eftermiddag.

 

Men messen er jo ikke all work and no play. Lørdag nåede jeg lige præcis ind i Trykkeriet for at høre Sissel-Jo Gazan, før dørene ubarnhjertigt lukkede og efterlod en lang kø af skuffede Gazan-fans. Hun fortalte om Svalens graf, som vi var helt oppe at ringe over for ikke så længe siden. Nu er vi også oppe at ringe over Sissel-Jo, der forstår at tage ordet fra en selvbevidst interviewer, holde det og bruge det til at være sjov, afslappet og interessant på en gang. Seks hjerter for den optræden også!

 

Sissel-Jo

Tough cookie! Sissel-Jo Gazan tog magten over sit eget interview i Horsens. We like. Foto: PR

 

Overraskende nok bød messen også på en tur ned ad memory lane. Hvem har ikke været fuld af Pisang Ambong og fadøl eller knaldforelsket til en Moonjam-koncert? I hvert fald ikke nogen, der er født i omegnen af 1971 som jeg. Så jeg skulle da ‘lige’ om og høre Morten Kærså fortælle om sin hovedperson i romanen Den uskyldige morder OG give minikoncert med Moonjam. Det viste sig at blive mest koncert og mindst interview – og det var fedt! Så sad man der sammen med de andre 40+-typer og rokkede med og følte sig en lille bitte smule ung igen. De spillede blandt andet denne her. Fik helt lyst til at læse Morten Kærsås bog af bare taknemmelighed over hans livlige musikalitet, der havde ret lidt plads på den interimistiske scene, men udfoldede sig smukt alligevel.

 

Ulla og Peter Moon jam

De unge på 40 til fest – rystet billede, men glæden er ægte. Moonjam rocks.

 

Søndag eftermiddag var mindstemand, a.k.a. min søde søn, med på krimimesse. Først hørte han mor interviewe – dét var kedeligt! Men humøret steg i Vesthallen, hvor der var forsøgt børnekrimimesse (formen kan der arbejdes på, Horsens, men ideen var god).

 

jonas cupcake

“Uuuh, se min skræmmende cupcake!” (Det mest skræmmende var egentlig hastigheden, hvormed drengen inhalerede tre af dem).

 

Her lavede han ’skræmmende cup cakes’, hørte Grimm-eventyr og overværede story telleren Hans Laurens fortælle om dengang, han jagtede krybskytter i skoven med sin far. Det var en af messens bedste oplevelser! Ikke bare at høre en virkelig god historie blive virkelig godt fortalt, men også at se, hvilken effekt sådan en god historie har på iPad-elskende, videospillende børn, når den bare er spændende nok. Min egen søn reagerede med hele kroppen, og det gjorde de desværre alt for få andre tilskuere i størrelse junior også.  Juhu for story tellers – og giv dem en ordentlig chance næste år, okay?

 

Hans Laurens

Her er f …. en mand, der kan fortælle en historie, så ørerne blafrer. Hans Laurens, mine damer og herrer.

 

Ja, og så var der selvfølgelig alle de andre: Leif Davidsen, der fortalte om sit privilegerede liv, hvor han rejser rundt i verden og finder locations til sine stilsikre romaner (det er ham velundt). Lene Kaaberbøl, der læste op af geni-stregen Skammerens datter og kaldte sig selv ‘en af de ondeste mennesker i verden’, fordi hun tæsker sin hovedperson. Jussi Adler Olsen, der dannede ‘Jussi-køer’ og signerede løs. Ægteparret Øbro og Tornbjerg, som vi mødte ved et af de få kaffeborde, og hvis treer, Evas sidste nat, du snart vil kunne læse en anmeldelse af – og vinde! – her på bloggen. Og så alle de flittige mennesker, der myldrede rundt og enten selv blev interviewet eller interviewede andre: Jesper Stein, Stephanie Caruana, Susanne Bjertrup, Klaus Rothstein, Henrik Palle – ja, man så endda en Henrik Palle-look alike! Og nu er det altså slut. Indtil 21-22. marts 2015, hvor det hele går løs igen. Pyha.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *