Ungdomsanmeldelse: Når børn lever farligt

Ungdomsanmelder Jacob Hviid ligger ikke ligefrem søvnløs over Kenneth Bøgh Andersens nye gysernoveller. Men det kunne yngre læsere godt komme til, advarer han …

Kenneth Bøgh Andersen er forfatteren bag gyselige historier som Julemandens død og gysernovellerne En rejse gennem natten. Denne gang er det dog ikke julemanden, der er død, men læseren, som er ved at dø af skræk, så længe læseren ikke er alt for gammel… Kenneth Bøgh Andersen har også udtalt:

Der er jo trods ikke nogen endnu, der er død af et mareridt. Og skulle det på et tidspunkt ske, ville det være en ret fed ting for en gyserforfatter at skrive på sit cv.

Andersen har tidligere skrevet gåsehudsgivende noveller, og Når lyset slukkes er en samling på ti gysernoveller, der er korte, psykologiske gys i bedste Edgar Alla Poe-stil. Det bliver dog ikke nært så gruopvækkende som i f.eks. En rejse gennem natten. Dette har nok noget at gøre med en anden målgruppe, da de ti noveller tidligere har indgået i Andersens letlæselige gyserserie Zoom ind. De ti noveller fremstår da heller ikke længere som letlæsning, men lykkes ikke med at blive mere end, hvad de var tidligere: gys i børnehøjde.
Jeg har aldrig været stor fan af gys, fordi jeg ikke har kunnet finde underholdningsværdien i at blive skræmt. På det seneste er jeg dog ved at blive omvendt med gysets mester Stephen King’s It.
Kenneth Bøgh Andersen er i samme grad en mester i gyselige historier, og med hans sans for storslåede fortællinger, grænseløse fantasi og utæmmet gys, kan han kaldes for Danmarks svar på Stephen King.
Jeg finder det ellers så fredelige, normale og tilforladelige udgangspunkt, som den bedste måde at opbygge en gyselig fortælling på, fordi historien på den måde rykker tættere på, og netop de ti gysernoveller tager alle udgangspunkt i hverdagen, som i den grad er det farligste sted…

Her lever børn livet farligt, og i novellesamlingen får børn både ringet til Djævlen, rodet med voodoo magi og forvildet sig ind i grusomme jægerhytter. Hvis jeg sætter mine ben i en zoologisk have igen, vil jeg bestemt også have Dyret må gerne fodres i baghovedet, for Bjarnes tur i zoologisk have er overhovedet ikke som andre normale ture.
Novellerne kunne måske godt bruge flere sider til at trænge helt ind under huden. Efter tre til fire af novellerne har man også gennemskuet rammerne, som forbliver de samme igennem resten af novellerne, hvor hovedpersonerne så at sige leger med ilden, hvilket så giver bagslag. Der mangler overraskelsesmomenter, som Kenneth Bøgh Andersen ellers før har vist sig yderst dygtig i.
Andersen formår stadig på bedste vis at spille på mange af de følelser, som de fleste har følt: irritation og had, men et øjebliks hengivelse til følelserne kan gøre, at man bliver fristet, ligesom Mark og Valde vil forsøge sig med hypnose for at slippe for deres mobber. Hypnose er dog ikke til at spøge med… Det er altså, hvis man ikke passer på, at man i den grad bliver straffet.
Når lyset slukkes udkom samme dag som Monster Lilit, der promoveres som en gysersamling til en yngre målgruppe, men efter at have læst begge, er der udover fremstillingen ikke meget, der adskiller dem. Når lyset slukkes er altså ikke mere uhyggelig end til, at den ligeledes kan læses af børn ned til tiårsalderen, man skal dog være en bedre læser, da den ikke er letlæst som Monster Lilit. Selvom man som ældre læser kunne have håbet på at være blevet mere skræmt, så er jeg sikker på, at Når lyset slukkes’ ti gysernoveller vil få nakkehårene til at rejse sig på børn i alderen 10 til 15 år.

Når lyset slukkes af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *