Ungdomsanmeldelse: “Det skal være sjovt at tegne”

scan0001

Jacob Hviid har fordybet sig i en underholdende bog med kruseduller og er helt oppe at ringe med seks hjerter over sin oplevelse.

Har du altid haft lyst til at tegne alt det vasketøj, som bjørnen har hængt til tørre, en ondskabsfuld kat eller et familiemedlem, der bliver overfaldet af en husholdningsmaskine, fx en håndmixer, et strygejern, eller måske en blender? Så har du nu chancen med Chris Riddells nye bog En krusedulle om dagen. Her får man 365 tegneopgaver, én til hver dag i året.

Det skal være sjovt at tegne, siger Chris Riddell, der er verdenskendt illustrator. Men man skal ikke tegne at tvang, men af lyst, og det forsøger han at videregive i sine små, daglige tegneøvelser, hvor man nogle dage skal tegne videre på hans tegninger, andre dage tegne et ord, og den 21. i hver måned skal man farvelægge flotte og sjove tegninger. Der er dog ikke kun opgaver, men også tid til helt fri leg som den 14. september, 23. oktober, hvor der er blankt papir til at kunne udfolde sine kreativitet.

Gennem hele min barndom er jeg blevet underholdt af Chris Riddells sjove og fantasifulde historier, så derfor er jeg også vild med En krusedulle om dagen, der er fyldt med tegnerens velkendte og sjove figurer. Bogen er helt perfekt til de mørke og kolde vinterdage, og der er til mange timers underholdning, tegnetræning og koncentreret farvelægning.

Chris Riddell er kendt for sine illustrationer til blandt andet Engelbert den enorme, Himmelstormeren, De glemte barkruller og Tordenslaget, der har Paul Stewart som forfatter til historierne. En krusedulle om dagen er lavet uden assistance fra Paul Stewart. Universet er stadig fuld af realistiske, fjollede og fantasifulde illustrationer, men denne gang er det læseren selv, der inviteres til at digte historierne, der gemmer sig bag eller tegninger.

Det er forbudt at tegne i skole- og biblioteksbøger, hvor man af og til alligevel finder små illustrationer, som elever har tegnet i kedsomhed eller som et kreativt indslag til bogens ellers så kedelige indhold. I En krusedulle om dagen kan børn og kreative sjæle endelig få indfriet deres trang til at tegne i bøgerne, for det er lige det, som er meningen. Selv om bogen er opbygget som en kalender og inddelt i årets dage, er den uafhængig af årstallet, for der er ingen ugedage.

Bogen er god til børn, der har lysten til at tegne, men skal hjælpes lidt i gang med, hvad det er, de skal tegne. Chris Riddell har skabt en sjov og alsidig kalender. Den er en oplagt julegave, og så kan man være klar fra den 1. januar til at begynde farvelægningen, tegningen og slippe fantasien løs.

En krusedulle om dagen af Chris Ridell er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *