Velkommen tilbage til Helvede

Det er ikke så tit, du kan læse om fantasy her på siden. Det er heller ikke så tit, jeg får en signeret bog med indskriften ‘Velkommen tilbage til helvede’ (lad mig sige ligeud: Det er aldrig sket før). Men når en af Danmarks mest læste børne- og ungdomsforfattere inviterer til bloggerbrunch, så siger man mange tak og dukker op – og kommer hjem med en oplevelse og en stak bøger (og en autograf) i en helt anden genre, end man er vant til.

foto 3foto 4foto 2

Du kender måske Kenneth Bøgh Andersen fra Antboy-serien – sjove og svært populære bøger om en barnesuperhelt, der allerede er filmatiseret – med flere film på vej. Men Antboy er kun en brøkdel af det, Kenneth Bøgh Andersen har produceret. Han debuterede i 2000 med fantasy-trilogien Slaget i Caïssa, og i dag har han skrevet over 25 bøger, som er udkommet i et hav af lande. Det helt store gennembrud kom med serien Den store Djævlekrig – som egentlig ikke var tænkt som en serie, men:

“Jeg har været udgivet forfatter i 15 år, men før det var jeg afvist forfatter i flere år. Og når man har fået så mange afslag, så bliver man lidt nervøs. Så jeg tænkte, at hvis jeg skrev ‘serie’ bag på, så var forlaget nødt til at give flere,” klukker Kenneth Bøgh Andersen og inkasserer en hovedrysten og et smil fra sin redaktør, der er med om brunchbordet.

Det mytiske konkret

Djævlekrigens første bog, Djævlens lærling, fik Kenneth Bøgh Andersen ideen til, da han læste Bent Hallers roman Lille Lucifer og sætningen “Du er djævlens lærling!”.

“Jeg tænkte, at hvor ville det være sjovt at skrive en historie om en dreng, der helt bogstaveligt var djævlens lærling.”

I det hele taget kan Kenneth Bøgh Andersen godt lide at tage mytiske fortællinger, primært fra Biblen, og gøre dem konkrete, og han er ikke bange for at tage livtag med både Gud og Satan og Meningen Med livet. I Djævlens lærling skrev han historien om en artig dreng, Filip (“faktisk lidt kedelig at skrive om i starten”), der bliver fejlcastet til Helvede og det underlige job som Djævlens aftager. Og stik imod alle odds kommer til at føle sig fuldstændig hjemme i Helvede. Ligesom sin skaber, forfatteren.

“Jeg befandt mig fantastisk godt tilpas i det Helvede, jeg skabte – som jo ikke er et Helvede som det, man ellers ser beskrevet, et inferno af flammer og lidelse, en følelse, nærmest, men som et sted, hvor folk lever, bor og arbejder. Da jeg begyndte at skrive om det, havde jeg virkelig en følelse af at komme hjem,” fortæller Kenneth Bøgh Andersen.

Nu er han kommet hjem igen. For i morgen udkommer femte bind af Den store djævlekrig, Den faldne engel. Det, der startede som en interessant tanke og noget, forfatteren havde tænkt ville fylde cirka 100 sider, blev en serie i fire bind, som egentlig var lukket og slukket med Ondskabens engel. Men forfatteren havde det skidt med, hvor han havde efterladt sin hovedperson.

“Det var en rigtig slutning, der var i Ondskabens djævel, men den var ikke god for Filip. Så selv om jeg tænkte ‘den kan jo ikke fortsætte!’, så satte jeg mig for at gøre det alligevel, og jeg var overrasket over, hvor nemt det var at komme ind i universet igen.”

En ægte fan skifter da navn

Kenneth Bøgh Andersen er en af de sjældne forfattere, der virkelig har fans. Altså fans, der går i djævle-t shirts, skriver fanmails og møder op for at få et glimt af deres idol til bogmesser. Så da beskeden om den femte ‘djævlebog’ slap ud, gik der glædesrus i blandt andet hans facebookside. Også forfatteren glæder sig som en lille djævel.

“Jeg tror ikke, jeg har glædet mig så meget til at udgive en bog, siden jeg startede som udgivet forfatter. Den her serie har betydet så meget for mig og for mange læsere, og det er jo det, man vil som forfatter: røre nogen med det, man skriver.”

Røre nogen må man sige, at han gør. I Den store djævlekrig-serie opstår der kærlighed mellem Filip og djævlepigen Satina. Kenneth Bøgh Andersen har både mødt en 19-årig pige, der har skiftet navn til Satina, og forældre, der har givet deres lille nyfødte navnet, som derfor nu er godkendt officielt. Han møder sine fans i mails, til foredrag, til signeringer – og til bloggerbrunch. Også her mærkes fan-stemningen. Vi er 10 bloggere og to læsere, der har vundet en billet via Facebook, og de første minutter er stemningen intenst stille, indtil kaffen smører stemmerne og vasker genertheden væk. I bogkasserne på væggen står alle hans bøger fremme, og min sidekammerat hvisker “Er det pinligt, at jeg har dem alle sammen, når jeg er 29?”

foto 1

Jeg synes ikke, det er pinligt. Faktisk er jeg en smule ærefrygtig og en anelse misundelig. For fantasy-folket har tydeligvis et helt særligt engagement, ligesom i hvert fald denne fantasy-forfatter har en klar tanke og mening med sit univers og sine figurer. Han skriver jo om livet og døden! Det vil jeg gerne læse om, så jeg fylder hele djævle-serien i posen, inden jeg takker og kører hjem. Inklusive den med indskriften ‘Velkommen tilbage til Helvede.’ Og en djævle-t-shirt.

Den faldne engel af Kenneth Bøgh Andersen er udkommet på Høst og Søn og kan fanges her.

Pssst …! Vidste du, at en af de bøger, der har rørt Kenneth Bøgh Andersen selv mest, er The Road af Cormac McCarthy? Den kan du fange her.

3 thoughts on “Velkommen tilbage til Helvede

    • Skønt, Lotte! Jeg nåede nærmest ikke at komme ind ad døren derhjemme med mine nye djævlebøger, før min mand havde flået dem ud af hænderne på mig. Siden har han ligget i en Fatboy på min søns værelse og været tabt for omverdenen, og nu er han i gang med bind 3:-)

  1. Pingback: Ungdomsanmeldelse: Fremragende fantasy - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *