Vidunderligt rablende børneballade

1562777

6 Stars

Lad mig straks slå det fast med 7 – nej, 8 tommers søm. Iselin Hermann fortjener med Kongen af Sydspanien en prominent plads blandt de moderne børnebogsklassikere.

Fortællingen om kong Guzman af Spanien er simpelthen en fuldstændigt vidunderlig højtlæsningsbog. Med løbsk fantasi bringer forfatteren os både 5 generationer tilbage i tiden og helt ned til Malaga, hvor kongen af Sydspanien, hans smukke kone, blåøjede søn og den dødsensfarlige, flamencokjoleklædte ultraskurkinde Dona sammen med en stor flok andre vanvittige eksistenser oplever eventyr, man kun kan forestille sig, hvis man har en hjerne som Iselin Hermanns.

Der er kidnapning, juveltyveri, dybfrosne sørøvere og – gisp – barnemord på menuen og alt sammen i et tempo og et sprog, som holder alle øjne (og ører) suget fast til siderne. Alle mine børn fra 5 til 11 var tryllebundne i en grad, hvor de faktisk begyndte at stå op et kvarter tidligere bare for at klemme en morgenhistorie ind inden skole.

Det er svært at sætte en finger på noget i Iselin Hermanns vidunderlige ballade-bog. Kapitlerne har perfekt godnathistorie-længde. Sproget er ligeså fantasifuldt og skævt som historierne og så ubesværet malende, at de fantastiske illustrationer knapt er nødvendige. Faktisk har bogen kun én eneste fejl: Den har kun 17 skaldede kapitler. Da den nåede sin store, poetisk sørgelige finale på side 170, var vi slet ikke klar til at opgive vores nye fix endnu!

Iselin Hermann, Kongen af Sydspanien fra forlaget Carlsen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *