Gæsteanmeldelse: En eminent og sårbar fortælling om at være far

voresboglivSkriv en kommentar

Kulturformidler Thomas Tiedje har læst Daniel Dalgaards autofiktive roman Vulkanø om det moderne faderskab, og trods 20 års aldersforskel på ham og forfatteren spejler han sig i behovet for at navigere i familielivets far-vande uden rollemodel.

❤️❤️❤️❤️❤️

Det blev den sidste sommer, vi var sammen som familie. Vi ferierede på Bornholm og skulle ud og cykle. Min søn, der på det tidspunkt var 10 år, ville ikke med og brokkede sig højlydt over udsigterne til familiær kvalitetstid på to hjul. Hans utilfredshed fortsatte hele vejen ud af Rønne, og langsomt, men sikkert mærkede jeg irritationen og vreden vælde op i mig. Ved et pitstop udenfor byen, på afstand af børnenes mor og vores datter, trak jeg ham til side og gav ham en voldsom, verbal røffel, i hvad jeg følte var en evighed. Ud kom måneders indestængte vrede og frustration. Vrede over min søns utaknemmelige væsen, vrede over nok en mismodig, dansk sommer, over en familie der var ved at falde fra hinanden, og over min egen utilstrækkelighed som mand og far.

Fædrenes vrede

Jeg begynder her, fordi der er flere ting i Daniel Dalgaards følsomme og skarpe autofiktion, Vulkanø, jeg kan spejle mig i, selvom han er næsten tyve år yngre end jeg. For i en tid, hvor jeg oplever, at familiefædre er mere nærværende end nogensinde, er der noget, som består:

Der er vreden, der kan ulme som en vulkan. Der er den problematiske transformation fra frihedshungrende barn og ung mand til rollen som ansvarsfuld far og autoritet. Og der er det faktum, at vores egne fædre ikke har været de bedste forbilleder, når vi famlende begav os ud i faderskabet.

Det er det, Daniel Dalgaard skriver frem i Vulkanø, og som aktualiseres i løbet af den måned, han ferierer med kæresten Stine og deres to børn på et og fem år på Tenerife.

Vreden oplever Daniel Dalgaard, når han til stadighed føler sig udfordret af sin ældste søn – når de skal spise ude mellem plastikborde og stole, blandt talløse turister, i middagsheden og i øens vandlande. Han rusker sønnen, hidser sig op og føler, han er aldeles alene i verden med frustrationen over sønnens opførsel. Bagefter skammer han sig over sin “middelalderlige måde at opdrage på” og ser sig selv i det lille, hjælpeløse menneske, sønnen er. Det er samme vrede, som var udgangspunktet for Alex Schulmans biografiske roman Brænd mine breve, men hvor vreden hos Schulman forbliver et anslag til et større historisk familiedrama, følger Dalgaard sin vrede til dørs og giver sit bud på, hvorfra den kommer.

Det får ham til at mindes flere episoder, hvor han selv var offer for sin fars vrede. Hvor drengen Daniel blev skældt huden fuld, hevet i arme og ører, latterliggjort og udskammet. Hver gang var tavsheden i familien monumental, og fra følelsen af en grundlæggende uretfærdighed, der passerer og ikke italesættes, satte vreden og bitterheden sig fast. En vrede, som Daniel nu lader gå ud over sin egen søn, og således kan det negative mønster fortsætte.

Rundforvirrede og triggede

Dette dilemma og skift i identifikation, fra offer til bøddel, fra søn til far, beskriver Daniel Dalgaard eminent. Hans ærlighed og sårbarhed er slående; forståelsen af, at selvom vi som mænd virkelig prøver at gøre det godt, kan tråde til barndommen trigge sindet, ubearbejdet bagage kommer for en dag, og det at man som nyslået far kan blive rundforvirret af egne, andres og kulturskabte forventninger og forestillinger til faderrollen.

Et sted skriver han, at:

“Vi vil gerne være fædre for vores børn på en anden måde, end vores egne fædre var. Vi har hver vores ting, vi vil ikke vil gøre fejl, vi vil ikke gentage uvaner, vi vil ikke vil give videre, men hvad er det så, vi vil?” 

Behovet for at gøre det bedre og anderledes end sin egen far har Daniel Dalgaard tilfælles med denne signatur og mange mænd i min generation. Som børn oplevede vi fædre, der var fraværende eller skældte ud. Nærvær og kærlighed fik vi mestendels fra vores mødre. Det var også vores mødre, der fortalte os om, hvordan mænd var, og hvordan vi selv blev mænd. Og det var dem, der opdrog os i skole og institution.

Uden en sund, maskulin erfaringsmodel blev mødet med faderskabet derfor en brat opvågning for mange af os. For hvordan bliver du en god far, når dit faderlige forbillede er forvrænget, når din maskulinitet er decimeret, og du ikke ved, hvad du vil?

Kriser, der forløser

Jeg skulle gennem en skilsmisse, førend jeg forstod, at min rolle som far ikke bestod i at se mig selv i modsætning til min egen far. Så længe jeg klamrede mig til den overbevisning, var jeg stadig et uselvstændigt sted. Jeg måtte finde min vej som far, som søn og mand.

I Vulkanø er det faderens 60 års-dag, der gør, at Daniel Dalgaard begynder at slippe vreden og offermentaliteten og byder nærværet og ømheden velkommen. Sønnen skriver en tale til sin far, som er et selvopgør, et opgør med faderen og med idealet om “den gode far”. Men også en tale, der er forsonlig og rækker ud, for nu forstår Daniel, at der er forskel på generationer af fædre. At han må frigøre sig fra den mentale arv. 

Anbefalet til alle fædre og sønner

Vulkanø er også en fortælling om en til tider strabadserende ferie på forskellige lokationer på Tenerife, uforudsete hændelser, og etnografiske passager om øen og dens mere smagløse turistattraktioner. Men det er analysen af det moderne faderskab og de komplekser, det kan medføre, der er bogens store force. 

Daniel Dalgaard debuterede som romanforfatter i 2021 med den oversete Sfinx om en række menneskeskæbner på et strandhotel i Thailand forud for tsunamien i 2004.

Med Vulkanø ser det ud til, han får sit store gennembrud. Bogen anbefales til alle fædre, sønner og kommende fædre. 

Vulkanø af Daniel Dalgaard er udgivet på forlaget Gutkind.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Stiv, bimlende, sejlende

voresboglivSkriv en kommentar

❤️❤️❤️❤️❤️

Indimellem vågner jeg med tobakssmag i munden. Mit hjerte banker, og jeg føler både skyld og skam, indtil jeg opdager, at jeg kun har drømt, at jeg har røget cigaretter. Selv om det er mange år siden, jeg kvittede røgen, bliver jeg for en stund hevet ufrivilligt ind i en tilstand, jeg afskyer. Fordi den er ufri og usund og fører til selvlede og dårlig ånde i hele kroppen.

Næsten den samme følelse får jeg af at læse Svømmende, rygende, grædende. Her er jeg bare fuld også. Eller nærmere: stiv, bimlende, sejlende beruset. For hovedpersonen og jeg-fortælleren Anna er ikke ædru mange minutter af romanen, og at være inde i hende er som at være i et fængsel af rus, kaos, tømmermænd og ikke mindst fremmedgørelse fra verden.

Og det er altså ment som en ros.

For intet ville være nemmere end at se Anna udefra og ynke hendes misbrug, dårlige beslutninger og mangel på selverkendelse. Men at være inde i Anna og have hendes slørede og selvretfærdige blik på verden, som hun konstant slår sig på, dét er tungt.

Anna er 47 år, forfatter og ved skrive en bestseller. En “… bred bog, en folkelig bog, en bog, der kan sælges i Bilka. I PALLER.” Hun er ellers en smal forfatter, men nu skal det altså være, for “… hvor svært kan det være? De krimier og bestsellerromaner, hun havde læst, var så jammerligt skrevet, at hun burde kunne spytte sådan en ud så let som ingenting.”

Ja, hvor svært kan det være?

Men Anna kommer hele tiden til at drikke i stedet for at skrive, alt imens hun bearbejder tabet af sønnen Theo, der ikke bare er fløjet fra reden, men helt til New Zealand, så langt væk, som han kan komme, uden at komme tættere på igen. Oven i det hele skal Anna også flytte fra sin lejlighed på Frederiksberg og ud til Sydhavnen (så bliver det næsten ikke værre for en fra Frederiksberg). Om lidt skal flyttekasserne være pakket, og snart skal bestselleren være skrevet, men Anna kommer ingen vegne på det plan.

I stedet tager hun en på en druktur, der aldrig rigtig starter eller slutter, men som blandt andet involverer et bryllup i hendes familie, en tur på Louisiana og mødet med en, der hedder Gorm. Det er sørgeligt og pinligt, men også skarpt og lejlighedsvist sjovt, som her, hvor Anna ser tilbage på en oplæsning på Louisiana Literature sammen med idolet Søren Ulrik Thomsen:

– Ej, kender du den der drøm, hvor man skal læse op, men når man står på scenen, så opdager man, at man er nøgen?Hvorfor sagde hun det? Hvorfor fanden sagde hun det?
Han så forvirret på hende. – Næh, sagde han. – Ikke rigtigt.
Selvfølgelig ikke.
– Ej, det er nok bare mig, sagde hun.
Ja.
– Men jeg har engang drømt, at jeg havde skrevet noget helt genialt, sagde han og smilede undskyldende.

I dette skrækindjagende selskab dykker Anna dybt i flasken, inden hun skal læse højt:

Da det blev hendes tur, stillede hun sig foran publikum og rablede digtene af sig, som var de på et sprog, hun netop havde opfundet til lejligheden. Det lød skidegodt, syntes hun selv.

Av.

Rødbedebøffer og bullshit

Anna kender ligesom sit forfatterophav sit københavnerkunstnerliv og kan med små hurtige bid sætte tænderne i den kreative klasses bullshit, hvad enten det er eksmandens forudsigelige begejstring for Glenn Bech (“– Sætter virkelig nogle vigtige diskussioner i gang”), rødbedebøfferne og vinen på Louisiana eller omviserens floromvundne beskrivelse af museets værker.

… i kunstnerens indre, som hun lader sive ud i atelieret i sine regnbuefarver, er alting smukt og ødelæggende…

Men heller ikke mere ‘almindelige’ mennesker går fri med deres enerhverende spørgsmål om, hvor meget man kan tjene på en bog (ikke meget, kan jeg afsløre), og hentydninger til, at digtere bare er samfundsnassere på det arbejdende folk. For slet ikke at tale om Annas jyske familie med moren som det største problem. Moderdyret, hvorfra al skyld og skam stammer:

Hun kan se det velkendte drag om morens mund, der altid giver hende lyst til at sige undskyld. Undskyld for det hele.

Angsten for livet

Da Svømmende, rygende, grædende kom ud, fik den masser af presse med fokus på alkohol og forfattere, ikke mindst forfatter Hørslev selv, som fortalte om sit eget forbrug. Sådan sælger man en bog, med en personlig vinkel, og fred med det. Alkoholikerportrættet er eminent, og vi er noget bagud, hvis vi skal nå op på antallet af mandlige alkoholikere i litteraturen.

For mig er det mest bevægende ved romanen imidlertid portrættet af en midaldrende kvinde med empty nest-sorg i hver eneste celle, der gør mest indtryk. Savnet af det lille buttede barn, som ville have hendes så meget, at det indimellem næsten gjorde ondt. Ensomheden, angsten for livet og verden.

Krav og forventninger og andre menneskers blikke, andre menneskers fordømmelse, mening og atomkrig, biodiversitetskrisen, PFAS og dioxonpartikler i luften. Bange for at blive ensom og alene. Bange for ikke at være god nok, klog nok, tynd, nok, ung nok, bange for ikke at være et ordentligt menneske.

Som Dan Turéll, en anden gudsbenådet digter-drukmås, lærte os, så er det ikke let at være nogen, og det er slet ikke let at være kvinde og bruge halvdelen af sit liv på at lære at være mor for så at kunne bruge de næste mange år på at vænne sig til at give slip på ynglen igen. Eller at være forfatter og afhængig af anmelderes meninger, forlags velvilje og læseres lyster. Det er ikke let at være nogen, og nogle gange bliver det for meget, og alkoholen kan gøre det hele bare en smule udholdeligt for et øjeblik, indtil den gør det hele meget værre, som Birgitte Bagøje, der smurte sit øje med tjære.

Hold ud

Den er svær at få ud igen, tjæren, men ikke umulig. Jeg vil ikke afsløre, om det lykkes Anna, for selv i en ikke-jammerlig ikke-krimi kan der være et plot at spoile. Men jeg anbefaler, at du læser den til ende, selv hvis du får det dårligt undervejs. Hold i det hele taget ud, hvad enten du er midt i livet, midt i drukturen eller midt i en bog, der gør ondt.

Selv er jeg lettet over, at jeg nu er færdig med Svømmende, rygende, grædende, for jeg har aldrig lyst til at blive fuld på den måde, hverken i virkeligheden eller i litteraturen. Eller ryge cigaretter igen. Men jeg har fået lyst til at gå på opdagelse i Lone Hørslev, som jeg ellers mest kender fra det eminente samarbejde med musiker Jesper Merklenburg i UHØRT.

Også hvis hun får lyst til at skrive den der krimi, som jeg skal hente på en palle i Bilka.

Svømmende, rygende, grædende af Lone Hørslev er udgivet på Politikens Forlag.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Ulrik Torp på jagt efter sandheden – igen

voresboglivSkriv en kommentar

Palle Schjødtz har læst endnu en velkomponeret og velskrevet roman af Niels Krause-Kjær om politik, journalistik og anden dårskab.

❤️❤️❤️❤️

I det femte bind af Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie om Ulrik Torp har forfatteren igen kastet sin hovedperson ud i en blanding af hændelser, som man synes, man genkender fra det virkelige liv, hændelser, som man måske kunne tænke sig var foregået og hændelser, som må tilskrives forfatterens (livlige) fantasi. Det er der blevet en læseværdig roman ud af.

Ud over hovedpersonen, hans kone Karen og hans tro hjælper Emma indeholder persongalleriet mest mere eller mindre korrupte politikere fra ”arbejderpartiet” og ud til højre, kyniske industrifolk med adgang til store pengemidler til at fremme deres formål, samt skrupelløse journalister, for hvem succes handler om at få skovlen under politikerne uanset midlerne.

En død jæger

Historien sættes i gang på en godsjagt i Jylland, hvor et eksklusivt selskab deltager. Dagen har imidlertid den uheldige udgang, at en af deltagerne findes død i et krat ramt af et skud, som han selv har afgivet, altså et muligt selvmord. Men det kunne måske være et mord? Den afdøde er en folketingspolitiker, der er formand for forsvarsudvalget. Hovedtemaet for romanen antydes.

Derefter springer vi til en eksamination på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor Ulrik Torp har fået et vikariat som lektor. Den eksaminerede, Camilla, har skrevet en opgave om Harald Mogensen, en veltjent folketingspolitiker for arbejderpartiet, som tilsyneladende har haft rigelig adgang til finansiering af sin seneste valgkamp.

På Journalisthøjskolen går det ikke Torp så godt, for hans elever synes ikke om hans noget gammeldags tilgang til faget. Han har imidlertid fået lov til at ansætte en person, som kan overtage emnet: Nyheder på sociale medier, og det er selvfølgelig blevet hans tro assistent, Emma.

Næste i persongalleriet er forsvarsministeren Ursula Dalsgaard. Midt i et ledelsesmøde bliver hun af sine embedsmænd gjort opmærksom på, at der er indhentet en aktindsigt, som afslører, at hun i tre tilfælde har spist dyrt med en gæst for ministeriets regning. Vi skal i det følgende opleve, hvordan det går, når en sådan historie slipper ud.

Følg pengene

Så er banen ellers kridtet op, og så går det løs med forsvarsministerens deroute, Camillas forsvinden, journalistelevernes nyvundne interesse for undervisningen takket være Emma, der fører til en nærmere undersøgelse af Harald Mogensens valgkamp, og i det hele taget for Torp ”at følge pengene” Skal der købes kampvogne eller jagerfly – og hvor? Hvem bliver vindere og hvem bliver tabere i det politiske spil? Kan Torp holde sin sti ren? Det bliver ganske interessant, og Krause-Kjær holder godt styr på historien, selv om en af hovedpersonerne lades lidt i stikken. Her skal intet afsløres.

Det er en fornøjelse at læse Krause-Kjær. Ikke bare fordi historien er velkomponeret og velskrevet, men også fordi han hen gennem bogen benytter lejligheden til at kommentere tidens kommunikation og måske gøre lidt grin med den. Og så er det også interessant at gætte på forfatterens inspiration til personer, partier, institutioner, nyhedsmedier og firmaer. Nogle er mere oplagte end andre, og der er nok at tage af.

Jagttegn af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Bogen er venligst tilsendt fra forlaget.

Alene på fødegangen

voresboglivSkriv en kommentar

❤️❤️❤️❤️ For 26 år siden, da jeg fødte mit første barn, var jeg parat til at opgive mit universitetsstudie og mit planlagte skribentliv for at blive jordemoder. Høj på oxitycin og babylykke tænkte jeg, at det måtte være det bedste job i verden at være sammen med mennesker på deres livs bedste dag. Hver dag!

Det gik anderledes, og det tror jeg, var godt for alle parter. Men den baby, som gjorde mig så lykkelig den nat i august – for det var det – er nu selv i gang med jordemoderstudiet. Og når jeg læser Jeanette Øbros roman fra sidste år, En nat i august, bliver jeg både stolt og bekymret over min datters valg.

Romanen handler om Stefanie, som vender tilbage til sin jordemodergerning efter 22 år. Hun forlod dengang jobbet, fordi en fødsel gik galt, og i mellemtiden har hun arbejdet som forfatter. Historien er i store træk Jeanette Øbros egen, og det mærkes. Stefanies angst for ikke at gøre det godt nok, for om hun kan holde til det fysisk krævende job med de udmarvende nattevagter og allermest for, at noget skal gå galt igen, virker fuldstændig autentisk, ligesom jeg som læser er helt overbevist om, at fødslerne i bogen er det. Netop dette er romanens store styrke; at den virker overbevisende.

Desværre er det et dystert billede, den tegner af virkeligheden på fødegangen. Bemandingen er for lav, og jordemødrene har ikke tid til at udføre det arbejde, de er uddannet til; at hjælpe kvinderne med at få deres egne kroppe til at arbejde. Det har en myriade af konsekvenser. Mere brug af ve-fremmende medicin, flere akutte kejsersnit, mere frygt hos både fødende og pårørende – og hos de uerfarne jordemødre, som risikerer at stå alene med situationer, de ikke har prøvet før.

“Hallo?”

En af de ting, jeg husker som mest skræmmende fra min egen første fødsel, var at blive lagt ind på et rum, som mere var en form for depot end en stue, få en indsprøjtning med pethidin og lagt til at “sove”. Da pethidinen virkede, og jeg begyndte at udvide mig, gjorde smerterne mig så bange, at jeg vaklede ud på gangen og gik og råbte “hallo” på jagt efter personale.

Jeg var helt alene på fødegangen i de minutter, og det var verdens ensomste følelse.

Dengang var det en undtagelse. Ekstraordinært mange fødte i de dage i august, hvor en langvarig hedebølge lige havde lagt sig. Vi lå i lag på barselsgangen og blev bedt om at tage hjem bare LIDT tidligere end de fem dage (!) vi egentlig havde ret til.

I dag ville situationen, hvis bogen skal tages for pålydende – og det er der ingen grund til at lade være med – være helt normal. Jeanette Øbro beskriver smerteligt præcist, hvordan en ‘pivet’ førstegangsfødende kan blive til besvær, når der ligger komplicerede fødsler på de andre stuer, og der bare ikke er tid. Alle er stressede. De fødende, deres partnere, jordemødrene – og børnene.

Hurra for Øbro

Det er en skandale, at vores nye små mennesker kommer til verden i det miljø. Og at min datter og hendes medstuderende allerede nu ved, at de nok ikke kan holde et helt eller halvt liv på fødegangen, hvor de risikerer at stå helt alene med livet i deres hænder.

Måske tænker du, at jordemoderfaget ikke optager dig så meget, at du vil læse en hel roman om det. Fair nok, men En nat i august er mere end det. Bogen handler også om at være 50+ og prøve noget nyt i livet. At kæmpe med fysik og tvivl og alligevel kunne mere, end du og andre måske tror. Og så handler den om arbejde. Det, som så mange bruger så meget tid på hver dag, og som får så lidt plads i litteraturen.

Hurra for Øbro for at sætte spot på det arbejde, som jeg stadig tror, hun synes, er det bedste i verden.

Og for alle de børn, der kommer sikkert til verden på grund af dem, der orker at have det.

En nat i august er udkommet på Politikens forlag.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Historien om en kærlig far

voresboglivSkriv en kommentar

Kulturformidler Thomas Tiedje har læst svenske Alex Sculmans selvbiografiske debutroman og finder – lidt overraskende – hverken misbrug eller overdreven vrede i historien om hans far. Kun sorg og for lidt tid.

♥️♥️♥️♥️

En af de ting, jeg husker Alex Schulman fortælle, da han gæstede Louisiana Litterature i sommeren 2022, var, at forfattere bør skrive fra “et sandt sted”. Ikke alt skal være én til én; for den svenske forfatter handler det om autenticitet og om at skrive ud fra en følelsesmæssig smerte. Det har Schulman nu gjort i fire romaner, hvoraf to har selvbiografisk tilsnit. De dykker ned i barndommens og fortidens land og genopliver nedarvede- og ubearbejdede traumer og sår. De traumer, der ofte indhenter os som voksne, de sår som trigges. For denne signatur fremstår Schulmans bøger som selvterapi: Det er den voksne Alex, der konfronterer det uforløste og smertelige fra fortiden, set med både barnet og den voksne Alex’ øjne.

Skynd dig at elske er Alex Schulmans debutroman, der oprindeligt udkom på svensk i 2009. Det er historien om Alex’ far, Allan Schulman, mangeårig ansat hos Sveriges Television (SVT), som stiftede ny familie i en høj alder. Allan Schulman var således 56 år, da Alex kom til verden i 1975 som den anden søn af tre, og døde i 2003 som 84-årig, da Alex var 27. Det er historien om en mand med et stort hjerte og en kærlig familiefar, men også en mand med et iltert temperament. Allan Schulman kunne råbe højt på sin arbejdsplads og smide om sig med tingene, men derhjemme var han som oftest dedikeret til sin familie på den bedst tænkelige måde. Han havde let til tårer, og følte Allan Schulman sig presset eller rørt, kunne han reagere med gråd. 

Barndommens uskyldsrene fernis

Somrene tilbragte familien i feriehuset nord for Stockholm, og helt frem til faderens sygdom og død insisterede Allan Schulman på at afholde familiens fodboldturnering “Coca Cola Cup”, hvor hvert mål der gik ind på farmand Allan, resulterede i en cola til den af sønnerne der scorede. Alex Schulman vender tilbage til dette minde jævnligt i løbet af bogen. Det indkapsler erindringen og er som mange andre episoder beskrevet rørende, nærmest sentimentalt. Her er ikke grumme beskrivelser om en absolut vrede som hos morfar Sven Stolpe i Brænd mine breve, her hører vi ikke om den skelsættende begivenhed, der overgår familien Schulman i Overleverne, eller om den alkoholiserede mor i Glem mig. Der ligger stadig en uskyldsren fernis om barndommens land, selv da Allan Schulman gribes af dødsangst til slut i livet, og pillemisbrug og svingende humør sætter ind.

Kærlighed og vemod

Da vi møder Alex Schulman, er der gået fem år siden faderens død, og i al den tid har Alex gået til psykolog. Såret vil ikke hele, og vi forstår hen ad vejen, det er fordi Alex har undertrykt sin sorg. Først til allersidst indser han, at “den sande triumf” ikke ligger i at undgå at bryde sammen, men i, “faktisk at gøre det”. For Alex savner sin far, som var kittet i familien, ham der holdt mørket på afstand.

Skynd dig at elske er således ikke den bog om en voldelig, alkoholiseret eller fraværende far, jeg måske havde forventet fra Schulmans pen, qva hans senere, mere mørke familiefortællinger. Her er kernen lys, og fuld af kærlighed og vemod. For tænk engang. Alex Schulman havde faktisk en kærlig, nærværende far. En far, som Alex måtte skynde sig at elske førend tiden løb ud.     

Skynd dig at elske af Alex Schulmann er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Underholdende og tankevækkende roman

voresboglivSkriv en kommentar

Palle Schjødtz har læst Mich Vraas roman Under en anden himmel og ser blandt andet med glæde en inspiration fra en anden af hans litterære helte, Ernest Hemingway.

❤️❤️❤️❤️❤️

Bogen indledes med et citat fra forordet i Graham Greenes berømte roman The Quiet American, som går ud på, at romanen er en fortælling om nogle imaginære personer og ikke en historisk beretning, så man må gå ud fra, at det også gælder Mich Vraas roman, men hvor Greens roman indeholder nogle dystre forudsigelser om udviklingen i Sydøstasien, udspiller handlingen i Mich Vraas roman sig på baggrund af virkelige hændelser i Frankrigs historie. Det er der kommet en underholdende og tankevækkende roman ud af, og Mich Vraa har benyttet sig af samme metode som i de seneste romaner, nemlig at beskrive sine hovedpersoners forskellige historier sideløbende og til en vis grad lade dem væve sig ind i hinanden.

I denne roman er den ene person en yngre kok, Emma, som er i Sydfrankrig nogle dage for at rydde sin afdøde fars lejede hus. Hun er resultatet af en enkelt nats lidenskab mellem en ung dansk pige på sommerferie og en noget ældre fransk charmør, som moderen aldrig havde yderligere kontakt med. Efter moderens død finder hun et gammelt foto af sin far, som hun får lokaliseret og opsøger og derefter gennem seks år lærer nærmere at kende, indtil faderen dør.

På en svampejagt i nabolaget møder Emma en ældre mand på trøffeljagt. Han virker forvirret og udmattet, og hun føler sig forpligtet til at hjælpe ham og bringer ham hjem til faderens hus, hvor han kommer til kræfter, ikke mindst fordi Emma byder ham på mad og drikke, og her begynder bogens detaillerede beskrivelser af de måltider, de to personer indtager hen gennem bogen hos Emma og hos Ritou. Det suppleres mellem kapitlerne med i alt 15 opskrifter på retter fra pocherede æg over kanin i druesaft til vietnamesiske forårsruller og tabbouleh. Under og efter måltidet begynder den ældre Ritou at fortælle sin livshistorie, indtil han bliver træt og beder om at måtte overnatte i et gæsteværelse, hvilket Emma accepterer.  

Herefter indeholder bogen på skift den livshistorie, som den ældre Ritou fortæller Emma, og en beskrivelse af forløbet over nogle få dage, hvor Emma i starten mest tænker på at komme af med gæsten, men efterhånden bliver mere og mere optaget af fortællingen samtidig med, at kontakten med kæresten i Danmark bliver gradvis svagere.

Ritous historie starter med barndommen i fransk Indokina, hvor hans far har opbygget et forretningsimperium, men hvor de lokale indbyggeres oprør er ved at udvikle sig. Efter slaget ved Dien Bien Phu i 1954, hvor Frankrig lider et stort nederlag til Viet Minhs kommunistiske styrker, er kolonien tabt, og familien mister alt i Indokina, hvor amerikanerne i stedet rykker ind til støtte for regeringen i Saigon, og man aner begyndelsen til den Vietnam-krig, der skal ende med, at også amerikanerne lider nederlag.Ritou flytter som barn til Frankrig med familien pga. søsterens sygdom, og vi følger hans oplevelser på familiens vinslot og senere på jesuitter-kostskolen. Som ung mand flytter han kortvarigt tilbage til Vietnam med sin far for at forsøge på at redde familiens omfattende besiddelser, og han fortæller Emma om sine første erotiske erfaringer med unge vietnamesiske prostituerede.

Tilbage i Paris som studerende møder han kortvarigt den slet ikke imaginære Juliette Greco, der skulle blive et af tidens store navne blandt eksistentialisterne og en kendt sanger og skuespiller. Derpå følger mange spændende oplevelser som diplomatlærling i Hongkong, hvor han sammen med en kinesisk veninde får sin fremtid spået af en shaman; i Vietnam, hvor han oplever en gentagelse af nogle af de dramatiske højdepunkter i The Quiet American; og i swinging London, hvor han arbejder i den franske ambassade. Derefter bliver han som værnepligtig soldat vidne til grusomhederne i Algierkrigen, hvor Frankrig igen lider nederlag og må opgive også denne koloni.

Hen gennem bogen udvikler Emma og Ritou et umage venskab, som ud over beretningerne fra Ritous liv også baseres på en fælles passion for gastronomi. Vi følger også med i Emmas tanker om fremtiden som kok – evt. sammen med kæresten, hvis far ønsker at investere i en restaurant i København, men med kiksede forslag til koncept og navn.

I romanens slutning kommer Emma ud for en dramatisk episode, som ikke skal afsløres her, og mens Emma opsøger sin arbejdsplads i London for at tage afsked og begynde en ny tilværelse, hører vi om en afgørende middag i Ritous liv. Emma – og vi – får ikke i romanen at vide, hvem Ritou egentlig er, men hvis man ikke havde hørt det eller gættet det, afsløres det her indirekte, at modellen til Ritou er Prins Henrik.

Det er tydeligt, at Mich Vraa har fundet inspiration i The Quiet American, men også andre bøger har hjulpet fantasien på vej, f.eks. Antoine de Saint-Exupérys Den lille Prins og sandsynligvis en eksistentialistisk, fransk forfatter, måske Jean-Paul Sartre. Fortællestilen bærer også præg af, at Mich Vraa gennem sine oversættelser af nogle af Ernest Hemingways værker har lært af denne. Det skal han bestemt ikke bebrejdes for. I teksten anvendes enkelte steder franske, vietnamesiske, kinesiske og ligefrem et enkelt arabisk ord som et ekstra krydderi. Referencer til andre af tidsperiodens store internationale begivenheder som den anden verdenskrig og Koreakrigen kan måske savnes, men dem har Mich Vraa jo behandlet i tidligere bøger.

Det har været en fornøjelse at læse bogen, som bestemt kan anbefales.

Under en anden himmel af Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: En eftermiddag i Frank Jæger Land

voresboglivSkriv en kommentar

Kulturformidler Thomas Tiedje er pennefører på Boglivs fjerde anmeldelse af en litterær vandretur fra Danskedigterruter. Med sine kun tre poster er Frank Jæger-ruten den hidtil korteste. Til gengæld bød den på både venlige lokale, kunstværker og en overdådigt smuk skov, som vi havde for os selv.

❤️❤️❤️❤️

Vi kører ud af byen en weekend, hvor København er klædt i regnbue- og sensommerfarver. Op til snedkeren fra Bastrup, baronen ved Buresø, enhjørningen i Ganløse Eged og alle de andre figurer og fabeldyr fra Frank Jægers novellesamling Hverdagshistorier. Efter at have gået digterruten om Emil Aarestrup i Nysted, Inger Christensen i Vejle og Karen Blixen på Rungstedlund, går turen denne gang til Frank Jæger Land i Nordsjælland.

Frank Jæger blev født i 1926. Han skrev digte, noveller og enkelte romaner og blev en del af efterkrigstidens forfattergeneration, som også talte Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Jørgen Gustava Brandt. Jæger blev kendt som “den lyse digter”, der skrev sanselig, livsbekræftende lyrik og levede på landet i Farum i harmoni med naturen, kærligheden og poesien. Novellesamlingen Hverdagshistorier kom i 1951, og det er tre af disse fortællinger, der danner ramme for den 6,2 km. lange digterrute.

Vi parkerer bilen ved Bastrup Sø og finder hurtigt rutens første lyttepost ved et nærliggende shelter. Her venter en overraskelse: Ved hver af rutens tre poster findes også et kunstværk, skabt i træ af Søren Brynjolf og Henrik Dyreborg Wagner, som refererer til de tre historier, vi skal høre.

Det første værk forestiller en gondol, og da vi hører historien, forstår vi hvorfor: Snedkeren handler om snedker Svante ved Bastrup, lokalsamfundets syndebuk og prygelknabe, som bygger sig en stor gondol. Skuespiller Nis Bank-Mikkelsen læser op, og det gør han kyndigt og godt. Først må vi dog igennem en generel introduktion til digterruten, som lider under dårlig lydkvalitet, og vi spekulerer i, om den er optaget på Egedal Rådhus, hvorfra den kvindelige speaker har travlt med at gøre os bekendt med alle de involverede partnere: Egedal Kulturelt Samråd, Egedal Kommune, Naturstyrelsen, Frank Jægers arvinger, Egedal Kommunes Kunstråd, Udlodningsmidler til Friluftsliv og Brødrene Hartmanns Fond.

Smukke omgivelser ved Bastrup Sø gør det ok at fare lidt vild.

Så kigger vi på kortet, vi har taget ved lytteposten, og trisser videre langs med Bastrup Sø, over Ganløsevej, forbi P-skiltet, som anvist på kortet, og ind i Ganløse Eged… hvor vi stopper op. For igen er vi faret vild, og denne gang er det ikke blot vor pre-boomer-stadie, vi kan give skylden. Der er vitterligt ingen skilte, som viser vej, men et P-skilt på kortet har ledt os på afveje. Heldigvis får vi hjælp af et par flinke lokale, som kan fortælle, at vi skal tilbage til Ganløsevej og følge denne et stykke – og så ind i skoven.

Som sagt så gjort.

Vi går tilbage, rammer ruten igen, og snart åbenbarer de prægtige løvtræer i Ganløse Eged sig for os i sine dybe, grønne farver.

Inden længe kommer vi forbi rutens anden lydpost. Igen må vi lægge ører til  damen fra Egedal Kommune, førend vi kan høre fortællingen om Enhjørningen”, en sælsom og umiskendelig sensuel fortælling om forårets komme, ledsaget af et værk, hvor en yngre kvinde læner sig imod en enhjørnings horn. 

Symbolikken er ikke ligefrem subtil i Frank Jægers værk Enhjørningen …

Vi fortsætter gennem skoven, langs Småsøerne mod Buresø, og undervejs undrer vi os over, hvorfor vi har hele skoven for os selv på denne smukke sensommerdag. Er det fordi Ganløse Eged ligger et stykke fra alfarvej, det vil sige en S-togs- eller metrolinje? Kommer københavnerne kun i Hareskoven og Dyrehaven?

Den sidste lyttepost ligger på plænen ved Buresø, ned mod vandet og badebroen. Her er der et leben i solen, og vi siger farvel til damen fra Egedal Kommune, inden Nis Bank-Mikkelsen fortæller om Baronen; en vulgær personage, og dennes møde med en drage, der modsat baronen er frimodig og nærmest kærlig, alt imens vi kigger på kunstværket, hvor den oppustede baron sidder på ryggen af dragen.

Baronens mave er bristefærdigt tyk – og skulpturen god at klatre på.

Med bare tre lytteposter er digterruten i Frank Jæger Land den hidtil korteste, målt på antal. I rutebeskrivelsen står der, at posterne kan besøges i “vilkårlig rækkefølge”. For denne signatur virker det som om, at projektet i første omgang har været tiltænkt som en række kunstværker i naturen, der refererer til Frank Jægers historier, og først derefter har kloge hoveder besluttet, at det også kunne være en digterrute. Måske er det derfor, at den ikke er en sammenhængende og levende montage, som vi har oplevet det i Nysted og Vejle, men historier taget fra lydbogsudgaven af Hverdagshistorier. Måske er det derfor vi må lytte forgæves efter mere om Frank Jægers liv. Det er ærgerligt, selvom de tre kunstværker giver en ekstra, visuel dimension til ruten i den smukke natur.

Vi læser vi op på Frank Jægers liv på vej tilbage til byen: I 1954 flytter han med familien fra Farum til Tranekær på Langeland, og med tiden indfinder lidelsen, smerten og melankolien sig i “den lyse digters” sind. Med skilsmisse og store økonomiske problemer følger et årelangt alkoholmisbrug og personlig deroute. Frank Jæger dør i 1977, 51 år gammel.  

Danske digterruter er gratis at benytte, og vi går vores ture på eget initiativ. Vil du også ud på litterære vandringer, så find din rute på danskedigterruter.dk

Borgerlighedens tiltrængte tænksomhed 

voresboglivSkriv en kommentar

Alex Vanopslagh er det tætteste, det borgerlige Danmark kommer på en rockstjerne Kulturformidler Thomas Tiedje har både været til Alex-rally og læst Vanopslags nye bog. Han er ikke tilfreds med alle forslag, men glad for en tiltrængt tænksomhed.

❤️❤️❤️❤️

“Jeg var en rockstjerne til de fleste debatter, mit indhold på sociale medier var originalt, kreativt, sjovt og skarpt, og jeg rendte rundt og tænkte: “Hold kæft, hvor er jeg god. Sikke et talent jeg har”.

(Alex Vanopslagh, Vejen til ansvar)

At Alex Vanopslagh, Liberal Alliances formand, har politisk talent, vil de færreste forklejne. På få år har han genrejst LA efter at Anders Samuelsen faldt ned fra træet og nær havde sendt partiet ud af Folketinget i 2019, til at være det største borgerlige parti i meningsmålingerne. Om det er rockstjerne-potentialet, der har fået Alex Vanopslagh til at leje K.B. Hallen, ved jeg ikke, da vi denne aften ankommer med 2.500 andre mennesker for at høre formanden fortælle om sin nye bog Vejen til ansvar. Publikum er blandet, med en overvægt af unge mænd, og stemningen er rolig og præget af oprigtig nysgerrighed snarere end det idolhysteri, der mødte The Beatles, da de spillede her for snart 60 år siden.

Med Vejen til ansvar blæser Alex Vanopslaghs til borgerlig værdikamp. Borgerlige partier har ifølge formanden været alt for optaget af økonomisk politik, men et liberalt samfund kan ikke fungere uden civilsamfund og fællesskaber, ånd og dannelse.

Inden da skal vi dog omkring Alex’ egen politiske karriere og baggrund, fra opvæksten i Struer, til formand for LA’s ungdom og pladsen i Københavns Borgerrepræsentation. Det er ikke den bedste kickstart på bogen, da det mest af alt opleves som en blanding af opremsning og røverhistorier. Læg hertil, at adskillige afsnit starter med et “og” eller “men”, hvilket er sprogligt klodset og forstyrrer tekstens flow.

Flere penge til dårlig service

Så får Vejen til ansvar straks mere swung, både sprogligt og indholdsmæssigt, når Vanopslagh begynder at diagnosticere den danske velfærdsstat, som han mener er præget af pseudoarbejde, bureaukrati, regler, kontrol og et institutionelt tyranni, som umyndiggør borgerne. Vi har alle hørt om de horrible forhold på et kommunalt plejehjem, som en TV2-dokumentar afslørede for få år siden, men Vanopslagh beskriver også reaktionerne fra centrum-venstre og fagforeningerne: De krævede flere penge, mere kontrol og flere ansatte i ældreplejen, for det var åbenbart mere synd for de ansatte end for de ældre.

Vanopslagh forestiller sig, om det samme ville have været tilfældet, havde det været et privat plejehjem, der var i vælten, og spørger rammende og retorisk:

“Kan man forestille sig, Enhedslisten kræve, at nu skulle det private plejehjem have flere penge for at give bedre service?”

FOA-købing og barnlig liberalisme

For Alex Vanopslagh er dette et skoleeksempel på, at systemet har forret fremfor borgeren, og når det ikke fungerer, er svaret fra etaten og fagforeninger – “FOA-købing”, som han kalder det – flere resurser og mere system.

Forfatteren lægger dog afstand til sit eget partis “barnlige liberalisme” med topskat, billige biler og ultimative krav under VLAK-regeringen. Liberalismen har dybere, åndelige rødder. Frihed, ansvar og fællesskab er for LA-formanden uløseligt forbundet, og dette leder ham på sporet af Grundtvig, der ifølge Vanopslagh mente, at folkestyret “handlede.. (..) om friheden til ansvar. At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebar, at den enkelte påtog sig et ansvar for det fælles bedste. Det krævede frihed for den enkelte til at påtage sig et ansvar”. Selv Kierkegaard bringer Vanopslagh til torvs, for i bund og grund handler det om at tage livet på sig, uanset hvilken situation du står i. 

Problemet er, at velfærdsstaten har elimineret incitamentet til ansvar, og Danmark er blevet et land, hvor det største problem er “åndelig fattigdom”: via sociale ydelser og pensioner har vi frataget tusinder og atter tusinder af mennesker håbet om at forandre deres liv, og vænnet dem til en afhængighed og passivitet, det er svært at komme ud af igen. Væk er ansvaret for eget liv og ansvaret for fællesskabet. Og det ynkes de for. Derfor synes denne signatur, at Liberal Alliances modsvar til offerfortællingen, kampagnen Du kan godt frem mod sidste folketingsvalg, faldt på et tørt sted – og vælgerne belønnede Daddy Vanopslagh for det.

Et moderne påbudssamfund

En fjerdedel af bogen er helliget unges mistrivsel. Vanopslagh undrer sig over, at så mange unge har ondt i sindet, når vi lever i et samfund med høj velfærd. Men når det samfund er et “moderne påbudssamfund”, får følelsen af utilstrækkelighed gode kår, skriver Vanopslagh. Hele tiden får du at vide, du skal være perfekt, være den bedste udgave af dig selv og udleve dine drømme. Modsvaret til de urealistisk høje forventninger ligger for Vanopslagh i begrebet dannelse. Både de formelle i forhold til omgangsformer- og tone, men vigtigst er det at have blikket rettet væk fra sig selv, ud mod verden, sine medmennesker og fællesskabet. “Med dannelsen følger de almengyldige sandheder og dyder. Vi kommer til at se på alt det, vi har til fælles, frem for alt det, som splitter os”, skriver han.

Bevar bibliotekerne, Alex!

Det er, når Vanopslagh funderer over disse eksistentielle begreber og værdier, at Vejen til ansvar finder sin styrke. Her fremstår Alex Vanopslagh som den tænksomme liberalist med sans for både ånd og dannelse. Bogen er dog en god tid om at komme i omdrejninger, og undervejs spørger jeg mig selv, om ikke de fleste offentligt ansatte mener, de gør et godt og nyttigt stykke arbejde? Og når den 31-årige partiformand frejdigt erklærer, at alle biblioteker burde lukke “for digitaliseringen har medført, at meget er tilgængeligt on-line og tæt på gratis”, synes jeg, kæden falder af. On-line bogtjenester og databaser er langt fra gratis – og går der ikke en lige linje fra den folkeoplysning og dannelse, Vanopslagh hylder Grundtvig for, til bibliotekernes formål om fri og lige adgang til livslærdom? Det er, selvom jeg må medgive, at folkebibliotekerne trænger til at se sig selv i øjnene og finde tilbage til deres kerneopgave, fremfor at kaste sig ud i cykeludlejning(!) verdensmåls-aktivisme og andre mærkværdige aktiviteter, Vanopslagh med rette kritiserer dem for.

går der ikke en lige linje fra den folkeoplysning og dannelse, Vanopslagh hylder Grundtvig for, til bibliotekernes formål om fri og lige adgang til livslærdom?


Aftenen i K.B. Hallen slutter som et talkshow, hvor Alex Vanopslagh har inviteret Lars Løkke, Özlem Cekic og Casper Christensen på scenen til en snak om ansvar, håb og fællesskab.

Jeg trisser med det gode selskab hjem i sommeraftenen bagefter, godt underholdt af det som var en skønsom blanding af bogreception og politisk møde. Vejen til ansvar vil næppe kapre mange nye stemmer blandt offentligt ansatte eller de der synes, Liberal Alliance er neoliberalister med et afskyeligt menneskesyn. Hertil er bogen stadig for ideologisk. Internt i Blå blok positionerer Alex Vanopslagh sig med bogen som ny frontfigur og rykker partiet ind mod den borgerlige midte. Og vi har fået en tænksom bog om borgerlige-liberale værdier anno 2023.

Det var tiltrængt.

Vejen til ansvar af Alex Vanopslagh er udgivet på forlaget Grønningen1.

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt fra forlaget.

De bedste intentioner

voresboglivSkriv en kommentar

❤️❤️❤️❤️❤️

Jeg var ti år, da jeg lærte navnet Cheminova at kende. Det var i 1981, og jeg forstod ikke præcis, hvad det eksotisk klingende navn repræsenterede, men jeg forstod på de alvorlige stemmer i TV Avisen, at det var noget farligt. På det tidspunkt var det blevet opdaget, at det affaldsdepot, høfde 42, som kemikalievirksomheden delte med staten, lækkede giftigt kviksølv ud i vandet ved Harboøre Tange.

Men forureningen fra Cheminova startede mange år inden, allerede mens fabrikken lå på Sjælland. Den flyttede til Vestjylland i 1951 efter både at være eksploderet og brændt, blevet bombet af modsstandsbevægelsen og have forurenet Roskilde Fjord med udledning af spildevand.

Kim Blæsbjergs – jeg siger det allerede nu – fremragende – roman De bedste familier handler om de første otte år, efter at Cheminova blev rykket til Harborøre Tange.

Egentlig lå det ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle knuselske en bog om en fabrik, men når skønlitteratur er allerbedst, transporterer den sin læser ind i et miljø og en tid, hun ikke kender i forvejen, med så meget menneskelig indlevelse og identifikation, at hun er der og mærker livet på sin egen krop så længe, læsningen varer.

Sådan var det for mig at læse De bedste familier.

Fire sammenvævede liv

Jeg var arbejderen Niels, der med sammenbidt arbejdsiver kæmper sig vej ud af sin fordrukne fars skygge for at give sin familie et bedre liv og derfor alt for langt hen ad vejen ignorerer de forgiftninger, han får som følge af arbejdet på Cheminova. Jeg var hans kone Margrethe, der går på arbejde hver dag på vaskeriet og udholder vaskemesters lumre bemærkninger, fordi hun vil arbejde og ikke kun være mor. Jeg var ingeniøren Jørn fra København, der med flytningen til Vestjylland får mulighed for at skabe noget helt nyt sammen med den karismatiske direktør Gunnar Andreasen (som Cheminovas første direktør også hed i virkeligheden), og jeg var hans kone Karin, der går ensom rundt i Lemvigs gader og savner København, indtil hun endelig får mod til at realisere sig selv – ret meget imod sin mands vilje.

De fires liv væves ind i hinanden gennem Niels’ og Jørns arbejde på samme fabrik og især gennem venskabet mellem Karin og Margrethe. Et venskab på tværs af klasser, men også i lige linje mellem to kvinder, som ønsker sig noget mere end blot at vente på far, og som – tak, Blæsbjerg! – har en seksualitet, selv om de ikke har et sprog for den. Som kvinder i 1950’erne er deres muligheder for selvstændighed begrænsede, men de får begge langsomt en bevidsthed om, at de dog er der. Mulighederne. Også selv om det har alvorlige konsekvenser at gribe dem.

Lad giften passere

Romanen foregår fra 1953-1961, de år hvor Cheminova kom til Vestjylland medbringende håb, velstand og udvikling. Men også forurening og masser af forgiftninger, når der var uheld i produktionen – og det var der tit. Som på bogens allerførste side, hvor Niels får “øjne”:

Den hvinende svie i øjnene føles ikke som sand, men mere som salt hældt i et åbent sår. (….) Omgivelserne trækker sig fra ham, det er umuligt at stille skarpt på noget som helst.

På næste side bliver Niels sendt til lægen for at få et skud morfin og så hjem og sove fra det. Gift passerer nemlig gennem kroppen, siger man på Cheminova, og så er det tilbage på arbejde. Fremskridtet må holdes i gang. Med nutidens øjne er det svært at forstå, men fordi Blæsbjerg er så eminent til at suge sin løser ind i fortællingen, forstår jeg det faktisk på de præmisser, der var dengang. Kritik mod fabrikken var kritik mod velstand og vækst, så det var bedst at tie stille.

At tale om det svære

“Jeg kommer fra en tavshedskultur,” sagde Kim Blæsbjerg på et bloggermøde hos forlaget Gutkind, hvor han præsenterede bogen.

“Og hvis man aldrig før har talt om de svære ting, så har man ikke et sprog for dem, når man virkelig får brug det.”

For Niels og Margrethe er det svære især, at Niels bliver stadig mere mærket af arbejdet og forgiftningerne. Svært er det også, at Niels’ far lever en forhutlet tilværelse uden at måtte se sine børnebørn, fordi Niels ikke kan forsone sig med sin barndom med vold og druk. Og svært bliver det, da Niels’ enlige bror Erik og Margrethe kommer til at få et godt øje for hinanden. Erik er tillige oprøreren, der prøver at få retfærdighed for arbejderne generelt og især sin bror, da det bliver klart, at man bliver syg af at arbejde på Cheminova.

Karin og Jørn kæmper på deres side med Karins hjemve mod Jørns ambitioner for sig selv og for den egn, som virker uvelkommen på Karin. Alt imens deres eneste barn, Vibeke, lever en skyggetilværelse og mest er hos Niels og Margrethe sammen med deres sønner.

Kampen for vækst

Alle kæmper for at få livet til at hænge sammen. Det er slående, hvor meget der arbejdes, og hvor vigtig økonomisk vækst er, både for den enkelte og for samfundet. Cheminova bringer lige præcis vækst og dermed håb til Vestjylland, og bogen viser, at udviklingen sættes i gang med de bedste intentioner, selv om den måske nok holdes i gang med lidt mere tvivlsomme motiver.

De unge har i bogen en særlig funktion. Som mennesker træder de mest frem, når de skal have skældud, men de optræder hele tiden i de voksnes tanker og motiver. Også her er de bedste intentioner. Børnene skal have et bedre liv end dem selv.

I disse år blev velfærdsstaten grundlagt, og vi der kom efter, forstod nok aldrig helt, hvor nemt vi fik det i forhold til de tidligere generationer. At vi som det mest selvfølgelig i verden i dag kan spørge os selv, hvad vi har lyst til, og uddanne os inden for netop det. At nogen griber os, når vi falder, og at vi får behandling, når vi er syge. Også den selvfølgelige tryghedsfølelse husker jeg fra min opvækst i 1970’erne og 80’erne. Det var måske nok en barndom med No Future og atomvåbenkapløb, men ingen ville blive ladt tilbage af Mor Stat.

Sådan var det ikke helt i 1961. Niels modtager ingen hjælp som tak for at ofre sit helbred til fabrikken. Da han bliver rigtig syg, er det Margrethe og Erik, som må indrette sig, så det hele kan løbe rundt. Deres børn har til gengæld meget bedre fremtidsudsigter, men følelsesmæssigt er de forsømte, især af deres fædre.

Tavsheden indeni

Måske lyder det alt sammen frygtelig trist, og det er det egentlig også. Giften fra Cheminova får voldsomme konsekvenser for alle, også for venskaberne. At læse bogen er til gengæld en rendyrket fornøjelse. Blæsbjerg har et sprog, som uanstrengt og uden de store dikkedarer fortæller historien indefra. Han er måske nok opvokset i en tavshedkultur, men sproget har han i sin magt. Bortset fra, når han kommer hjem til Lemvig, hvor han selv er vokset op.

“Jeg troede, jeg kunne fjerne tavsheden ved at flytte væk fra den, men jeg har fundet ud af, at den er i mig,” siger han.

Til gengæld har hans bog fået folk til at snakke (lidt mere), både på hjemegnen og i resten af landet.

“Jeg har aldrig før fået så mange henvendelser om en bog. Folk kan genkende sig selv i den, og jeg har fundet ud af, at det ikke er en Lemvig-bog, det er en Danmarks-bog.”

En menneske-bog, kunne man også sige. Og dem kan vi faktisk ikke få for mange af.

De bedste familier af Kim Blæsbjerg er udkommet på Gutkind Forlag.

Anmeldereksemplar er venligst udleveret af forlaget

Bænket med Blixen

voresboglivSkriv en kommentar

❤️❤️❤️❤️

Det er en god dag, vi har valgt til at gå vores tredje digterrute, Karen Blixen-ruten. Vores ben er ømme som ny kærlighed, for vi har danset som teenagere aften før, og det er vi trods alt ikke. Så 1,2 kilometers rute fra bænk til bænk i en velfriseret park i næsten lunt forårsvejr passer noget bedre til formen end den stroppetur, vi var på sidst (læs om strabadserne på Ingerminoen her).

Trods sin klejne længde har Blixen-ruten en særlig betydning for mig. Jeg kommer nemlig selv fra Hørsholm og derfor også en smule fra Rungsted, men kun en smule, hvilket jeg prøver at forklare min partner in love og i digterruter. Det er ikke nemt, for Hørsholm og Rungsted er geografisk vævet ind i hinanden og de mentale grænser er subtile.

Rungstedlund husker jeg dog, selv om jeg ikke var helt herfra. Før verden gik Blixen-amok efter filmatiseringen af Mit Afrika med Meryl Streep i hovedrollen, lå baronessens hjem der bare, og vi børn kunne lege frit i parken. Det kom til en brat ende, da Streep og Redford gjorde Blixen red hot igen. I dag er Rungstedlund museum og huser litterære events.

Sådan så her ud i 1980’erne, og sådan ser her ud nu. Både Blixen og jeg har været unge her.

Men parken ligner sig selv. Vi har ikke gået ret langt, før jeg ser en lysning, jeg kan huske krystalklart fra min barndom. Her sidder vi på Fruens bænk og hører redaktør og forfatter Sune de Souza Schmidt Madsen fortælle om Blixen som filosof. Blixen levede et liv, hvor ”ulykkerne regnede ned over hende”, og hver gang tog hun kampen op – og tabte. Kaffefarmen. Dennis. Sygdommen. Det er ifølge de Souza (eller “Sune”, som fortælleren bare kalder sin kilde) grunden til, at hun i modsætning til Kierkegaard lyser på udefrakommende begivenheder og ikke på det indvortes.

At kæmpe både med sig selv og verden udenfor er noget, jeg kender meget til. Som jeg sidder her i lysningen, hvor jeg legede for 40 år siden, synes jeg, at jeg har vundet. Ikke mindst fordi jeg har fundet fred med det paradoksale i livet; som Blixen ifølge de Souza Schmidt Madsen peger på: at vi både er gode og onde som Blixens figurer. At kærligheden både kan gøre ondt og godt. At vi kan elske at se vores børn vokse op og savne dem som små samtidig. Det er grundvilkår, og lige i dag kan jeg godt være i det.

Se dét er skiltning, vi kan forstå – bemærk logo og QR-kode ved Thomas’ hånd!

Vi slentrer fra bænk til bænk og hører om Blixens forskellige temaer – Blixen og Det gastronomiske på Madam Carlsens Bænk, Blixen og identitet på Uglebænk, Blixens pagter på Uglebænk. Her mindes vi den fremragende film Pagten med Birthe Neumann i glansrollen og småskændes om, hvem der har lavet den. (Ja, det var August, jeg indrømmer). En af hendes første pagter var med lillebroren Thomas, og den handlede om ”prøve sig til det yderste” for at finde “det sande i livet”. De to søskende ville tjene (…) det store i livet”. Den pagt blev indgået i Folehave Skov lige bag os, og den blev ikke brudt, sådan som mange af Blixens andre pagter gjorde.

Også jeg går her med en Thomas, som er god at indgå pagter med og kan noget med det store i livet.

Pagter kan have forskellig størrelse. I dag indgik vi den at gå en digterrute på 1,2 km og gjorde det. Og solen belønnede os.

Blixen-ruten er den tredje, vi går, og vi begynder nu at lægge mærke til, hvor forskellige de er. Denne er absolut fremragende skiltet, og vi farer ikke mere vild, end at vi tager post 4, 5 og 6 i omvendt rækkefølge. Det gør til gengæld ikke noget, for hver posts lydfortælling er sin egen og handler ikke om det konkrete sted, vi sidder og lytter til den, ligesom den heller ikke leder videre til den næste.

Og det er faktisk synd.

For en stor del af fornøjelsen, både ved at trave Emil Aarestrup-ruten og stride os gennem Inger-minoen var netop at føle os midt i det hele. Der, hvor forfatterne havde levet og elsket. Selv om det er behageligt at sidde på diverse grønne bænker i Rungstedlund Fuglereservat, så havde det også været sjovt at være lidt mere med i alle de eventyr, vi hører om. Vi kunne måske ikke komme med helt til Afrika, men mindre kan også gøre det. I dag er det mest eksotiske, vi ser, en lille gruppe turister fra Holland, der fotograferer Blixens grav i haven og synes, den er mooi.

I modsætning til de andre to ruter byder denne på forskellige eksperter som de Souza Schmidt Madsen. Sidstnævnte siger interessante ting, men det gør de ikke alle sammen. Fx forstår vi aldrig rigtig, hvad budskabet er på Spættebænk, hvor vi hører om Blixen og køn. Hvilket ellers er et emne, der nok ville kunne få os til at spidse ører. En lille stramning på det plan – og på fortællingernes indhold i det hele taget – ville have været godt. Birgitte Hjort Sørensen læser smukt op af Blixens tekster og giver os begge lyst til at læse lidt mere Blixen.

Alt i alt er vi tilfredse, da vi puster ud på havnen i Rungsted. Måske især med os selv, fordi vi trods de dansetrætte ben tog turen.

Fordi vi har en pagt med det interessante i livet.

Se Blixen-ruten og andre digterruter på danskedigterruter.dk